Smørblomster smutter
med gulklæbrige Blikke,
naar Frøerne kvækker
ved Foraarstide,
elskovsfuldt og hulkende
i sorte Sumpe
Frøerne kvækker,
hvorfor kvækker de?
vil de kalde Vredens Guder
til Sumpene
og lade dem forgaa?
Den Slimethed er ikke stor nok,
der skal lokke dem
i Sumpene,
de vil forgaa, tilintetgøres.
Halleluja, vi staar ved Bredden
af sorte Moser
og ser dem træde
dybere, dybere
ned i Mudderet.
Giftgas stiger i Vejret
og kvæler dem i gule Dunster,
deres Munde fyldes
af sort Slam,
disse Munde,
der er som Udfaldsporte
for Skam og Skarn,
for Vredens Tale.
Sump er din Mund,
og til Sump skal den blive,
Sumpen kvæler dig,
drukner din Stemme.
Stakkels formastelige
Herrens sorte Tjener,
Vredens Skaale
har du hældt over Verden,
det var din Glæde,
Herrens sorte Tjener.
Hvil dog, hvil dog,
formastelige —
Aldrig skal Krager
svirre om dit Hoved,
aldrig Ravne skrige og baske,
aldrig Ørne hvæsse Næbbet,
aldrig Gribbe fraadse i Aadsler,
faldet i dit Sværd.
Aldrig skal Himlens
vældige Fugle
lyde dit Bud —
for din Mund forstummer.
De vilde Fugle
sidder ensomme paa Klipper
og dør langsomt og sørgmodigt,
de vilde, store Fugle,
sorte Fugle.