Aldrig er Menneskers Indvolde
mere brændende,
end naar Ørnen hvæsser
sit vilde Næb
og begærer at flænse.
Hjertet synger sin Vaande
udover Verden,
vild af Blod,
Fraaden staar om Munden
paa unge Væsner,
der har deres Liv kært.
De skælver i Morgenrøden,
naar de sadler deres Heste
og hvæsser Sværdene,
der skal hugge
i andet ungt Kød,
gennemstinge unge Hjerter,
der er forlovede
med rødglødende Piger,
som nynner intetanende
paa Sengekanten,
rede til Morgendonten.
Ak, o Vé, det unge Kød
skal gennembores,
skal vride sig i Smerte,
Støn skal presses
over heltemodige Læber
og forsvinde ud i Verden
som Fuglenes Sang,
som Kanonernes Torden.
Hvor blir Lydene af?
vandrer de samlede
som en Sum
mod en anden Stjerne,
mod en visere Stjerne,
der gnistrer som en Taare
i Himmelrummet?
Vil smaa Børns glade Pludren
være med i Lydene
og unge Pigers Kærlighedshulk,
Mødres Tyssen
og Mænds Banden,
brunstige Hjortebrøl
og Svins Hvinen —
vil det sammenlagt
være Verdens Stemme
som et véfyldt Raab
ud i Himmelrummet?
Naar det kanske
Guds Trone
som en myrespæd Lyd?
opfanger Gud det
allernaadigst
i sit store Øre
og ser tankefuld ud derved?
Ryster han paa Hovedet,
saa en Stjerne falder ud
af hans Diadem?