Sorte Kaskader
af Lyn mod hvide Himle
strømmer over Verden,
Vredens Guder
er allestedsnærværende
og danser voldsomt.
Lyn følger Lyn,
det knitrer i Himlen,
det hvisler, det syder,
og Himlens Forbandelse
regner over Taaberne.
Taabernes Dans
er forfærdende
og langsommelig,
et Hanefjed
flytter sig Ondskaben
og Dumheden
og viger mod Dødsriget.
Dèr skal de sidde
som Narre og spille
til Bryllup for Engle,
der venligt kaster Stjerner
i deres opadvendte Hatte.
Ondskaben og Dumheden
spiller op til Dans,
til makaber Dansen,
Skeletter slaar Klink
mod hinanden og griner.
Men Englene kaster Sjerner,
funklende Stjerner
i Narrehattene.
Taalmodige Engle,
vandrer I om og keder jer
over Menneskenes Spil,
som I længst kan udenad?
Hvorfor har Gud ikke
opfundet et værdigere Spil
for Mennesker at spille?
Ah — der var Djævlen —
der var Djævlen
til at forstyrre Spillet.
Guds Regnestykke
var rigtigt nok —
men Djævlen hang
som en sort Stjerne
i Himmelrummet
og bragte Sort
ind i Verden.
Gud har gjort
sit bedste!