Der er dem, der om Vaaren ynder at lè
over Vinterens Smærter og taaregraa Vè.
Der er dem, der — naar Somren har foldet sig ud —
rejser bort for at dyrke en sommerbrun Gud
og vende tilbage mod Vinterens Sjap,
begyndende dèr, hvor om Vaaren de slap.
Det er Kresløbets Gang. — Og det følges saa nøje
(som Traaden ved Syningen Synaalens Øje)
af alle, der afskyr Forandringens Møje.
Der er andre — jeg hører vist selv til dem —
som fredløse jages fra Lykke og Hjem!
En dejlig Prinsesse paa tyve Aar
(hendes Billed endnu paa mit Skrivebord staar)
gled ind i mit Hjærte en Aften i Vaar!
Hun var saa skær som en Klase Syrèn,
der vugger en Junidag paa sin Gren.
Hun gav mig sin Mund en Eftermiddag,
da Raadhusuhret slog fire Slag.
Hun gav mig sin Mund — — (Hvor mit Hjærte skjalv!)
og slap den først fem Minutter i halv.
Thi da fik Prinsessen med èt i Sinde
at skrive et Brev til sin kære Veninde —
Mens det ligegyldige for mig dæmred —
—: Prinsesser er og med Veninder belemret!
Der stod paa mit Bord en kvart Telefon —
Den fik i de Dage ret hyppig Motion!
Det hændte, vi sad i en Sofakrog
(Prinsessen og jeg) mens Skumringen faldt,
og hvisked — thi Hvisken er Elskovens Sprog — —
Da blev der paa Telefonen kaldt!
I ti Minutter — i et Kvartèr
Prinsessen i Tragten vrøvler og lèr.
Thi Vrøvl er altid Veninders Sprog!
(erkendte jeg trist fra min Sofakrog.)
Saa enes de om, de skal mødes tilslut — —
Veninden vil være her om et Minut.
— — Det hændte ved Aften, det hændte ved Dag.
Jeg sagde tilsidst Telefonen af!
Jeg kom for at drikke min Aftenthe
hos Prinsessen. — Det første, jeg fik at sè,
var Venindens Hat i Prinsessens Entrè.
Og siden (for ikke at yppe Kiv)
jeg maatte beundre et Silkeliv
samt høre beskrive det sidste Drama
fra Bio-, Kino- og Kosmorama.
Min Eneret paa Prinsessens Kys — —?
— — Hun rakte Veninden sin Mund til Adjøs!
Da lod jeg en Dag Prinsessen fornemme,
at nu var det Tid, hvor hun burde bestemme,
for hvem af os to hun helst var hjemme!
Saa viste hun Lyst til at disputere — —
Prinsessen var ikke Prinsesse mere!
Jeg saà det i al hendes Tale og Færden.
— — — Saa tog jeg Billet til den store Verden!
Det var ikke for Vinterens vèfyldte Blikke
jeg flygted. — — Paa mig passer Formlerne ikke!
Man tror, at Syden er nærmest det Land,
hvor man lykkeligst gaar fra sin Smule Forstand,
at sorte Øjne og dunkle Læber
hurtigst Logiken og Graaheden dræber!
At hvis man vil dø i en Helvedes Rus
af Lyst og Ild, skal man blot drikke dus
med Kong Satan i en Spanjerindes Hus! — —
Det var i Sevilla en stjerneblaa Nat,
at min Skæbne paa Lykkens Terning blev sat.
Jeg ofred lidt Guld fra min fattige Lomme,
da jeg vidste, at Guld gør Hjærnerne tomme,
— og til tomme Hjærner vil Lykken helst komme!
Og med liflige Ord var min Tunge vædet,
da jeg for Lykkens Terning blev stedet.
Og Terningen — sortøjet — blev saa beæret,
at hun vendte flest mulige Øjne i Været —
Hun vendte dem atter og atter imod mig.
— At hun var mig god, baade saà og forstod jeg!
Og det blev bestemt, Frøken Terning og jeg
skulde gifte os Mandag den trettende Maj.
Og der blev syet og kniplet og sømmet — —
— Tre Skrædderes Lagre blev vendt og rømmet.
En Morgen, før Vogne begyndte at stime,
jeg kom for at kysse min Kærest en Time — —
Da var hun af Travlhed ved at besvime!
Jeg kom med Blomster en Middagsstund
for at kysse min Elskedes mørke Mund — —
Da var hendes Tanker paa Grydernes Bund!
Jeg kom en Nat for at gantes med Terning — —
— Da sad hun ved Linnedsyerskens Gerning!
Akacierne blomstred langs Flod og Vej,
mens Tiden løb hen mod den trettende Maj.
Men angst over al den Panik, jeg forvoldte,
stak jeg af med Exprestoget Søndag den tolvte!
Det var ej for at dyrke en sommerbrun Gud
at jeg flygted — — Til mig har de Formler ej Bud!
Jeg kom til Paris paa fastende Hjærte — —
— En Hunger, der maatte hver Kelner forfærde!
Først spiste jeg Østers (halvanden Dusin)
og skylled dem ned med en læskende Vin,
af Farve og Smag som Blodappelsin.
Dernæst en Ret Kød og et andet Mærke —
og fornam mine Muskler som Jernbaand stærke!
Hèr maatte jeg finde (om svært eller let)
en Kvinde, tilstrækkelig hed og koket
til at gøre mig ogsaa erotisk mæt!
Jeg traf et Par Øjne i Cafè d’Harcourt —
— To Fugle bag Vippernes Staaltraadsbur.
De kvidred et Sprog — som en lydløs Sang,
jeg kun har fornummet den èneste Gang!
— Da lod jeg mig melde med Navn og Stand
som: Konge af Tusindogèn Nats Land!
(Jeg følte mig selv som en statelig Mand —!)
Jeg hvisked — (thi Hvisken er Elskovens Sprog) —
—: Ak, er du mig god, saa bevis mig det dog!
—: Hr Konge! — Hun nejede dybt og blødt.
Jeg havde ej før slig en Hilsen mødt!
Jeg tog hendes Læber og kyssed dem blidt.
Hun rødmed — som om jeg var gaaet for vidt.
Men bænked mig dog ved sin Side Plads.
— — Da blev hendes Sofa mit Guldpalads!
Den smukke, der troede mig Konge og rig,
blev misundt formedelst det gode Parti —
(som vi misunder dem, der naar vidre end vi!)
Saa købte hun — stolende paa min Bank —
Forlovelsesringe til tusinde Francs.
Og Silkestrømper og Silkehatte
og alle Paris’s forgyldte Skatte.
Hun købte — hun købte — — i hver en Butik
og sagde (med sit allerkæreste Blik)
—: Send Regningen hjem i kvitteret Stand
til Kongen af Tusindogèn Nats Land!
Og Regninger kom. — — Der var flere end tusinde!
Da tog jeg en Bil, der netop kom susende,
skrev paa et Lommebogsblad, jeg rev løs,
et Par Ord —: Min kære Frøken Pleureuse!
Kun faa er de, der paa Lykken faar Ram —
og idag har jeg faaet et Telegram,
at der er Revolution og Brand
i mit Rige — i Tusindogèn Nats Land!
Saa rejste jeg hjem som en nedbrudt Mand.
Det var ej for at pleje ved Arnen min Mathed
jeg flygted. — — Mig angaar ej Formlernes Plathed!
Endskønt Prinsessen og Frøken Terning
og Frøken Pleureuse havde gjort deres Gerning —
—: At overbevise mig om, hvor svært
det er at faa Kvinderne Kærlighed lært.
Et Kys — og Forlovelsen er i Stand — —
Det ydre Baand og den ydre Mand.
Det vigtigste er der — — Man gør, hvad man kan!
Og ingen faar Tid til at bryde sit Hoved
med Spørgsmaalet —: Mangler der ikke noget!
Derhjemme traf jeg, i hvidt Mousselin,
en Eva, studerende Medicin —
En Præstedatter i Præstegaard,
i Pinseferie, Sol og Vaar. — —
Jeg sneg mig en Aften langs Gærdet afsted
og traadte paa Burrer for hvert et Fjed.
De voldte mig ikke den ringeste Rift — —
Jeg ønsked dog gerne — med blodig Skrift —
et Minde om dette Møde —
Men de var for unge, for bløde!
Men Frøken Student fordybed sig i
to favnende Armes Anatomi —
(og glemte ej Kyssenes Psykologi!)
Men før hun et Kys af min Mund fik smagt,
hun saà paa min Tunge, om den var belagt!
Og siden, da Duggen begyndte at falde,
hun følte min Puls — — og jeg slugte min Galde!
Men Gu’ blev vi gift! — Men vor Bryllupsnat
fik Bruden et Anatomiværk fat.
Jeg sukked og vented. — Jeg vented og sukked.
— — Klokken otte Morgen blev Bogen lukket!
Men før den endnu fik slaaet ti,
var Ægteskabet totalt forbi! — — — —
Det var ikke et Krèsløb, der her fik Ende —
Kun mig, der lod Formlernes Plovjern vende!
Det ène, jeg søgte mig, var en Kvinde,
der kun var min krævende Elskerinde!
Jeg skuffedes, hvor jeg i Verden end fòr.
— Nu fandt jeg tilslut det forløsende Ord —
—: Der findes ej Kærlighed mer paa Jord!
Hverken til Mennesker, Gud eller Fanden.
— Vi vikarierer kun hos hinanden!