Puerto de Santa Maria! — —
Den lille forglemte Bys Navn nynnede som en Verslinie, som en fjern og spinkel Strofe, gennem min Hjærne. Jeg slap det ikke, mens jeg langsomt — fyldt af Sol og salt Luft — gik om mellem dens Gader. De mærkværdigste Gader —: Som var Husene skudt op af Jorden som Muldvarpeskud og blevet liggende, hvor de var voxet frem, uden at bryde sig om hinanden. Et hist — et længere tilbage — et klods op ad det — et et godt Stykke borte. Og da Menneskene saa tog disse Huse i Besiddelse, fandt de Forhold og Afstande sære og uselskabelige og gav sig til at bygge Forbindelse Bygning og Bygning imellem, paaskraa og paatværs, af Murbrokker, Sten, Cement, Jord — vel en Alen højt. Og de plantede Blomster i Jorden — eller Jorden avlede dem selv til Pryd og Pynt — og de rejste lave Stakitter af Træ, som Tiden snart brød isønder. Og Nerium og Valmue og vilde Roser hang ud mellem de skæve Tremmer og fældede deres Blade over Gadens Sten.
Derfor — som jeg gik — var Gaden snart bred og magelig, snart smal som en Bjergkløft. Og tit maatte jeg standse for ikke at forulempe smaa Børn, der halvnøgne og brune som Mudder laa og rodede for mine Fødder. Lige ud gik jeg. Og mod Enden videde Gaden sig ud som en Flod, der løber ud i Havet. Saa langt jeg saa, laa Klit ved Klit af fint fygende Sand, plettet af ensomme Marehalmstotter. Fjernt ude susede Havet. Til venstre laa Plaza de Toros — Tyrefægtercirkus — tætbygget og urokkeligt og skinnede i Solen, det Tempel for Afguder! Til højre løb en smal, opkørt Sti med høje Kaktushække paa Siderne.
Jeg vendte om, slog ind i en anden Retning, forvildede mig med Vilje i al denne Middelalder af krogede Gyder og lave Huse. Jeg vilde, at et gammelt, fjernt — et glemt Aarhundrede skulde sænke sig ned i min Sjæl, at mine Nerver skulde sanse og synge det, der ikke var mere.
Og det var Sommer. Himlen havde Farve som mørk Silke. Men herned, hvor jeg gik, naaede Solen ikke. Der var tyst, der var dunkelt som mellem gamle Kirkepiller. Fra en rusten Gitterbalkon hang Ranker af smaa Roser og gyngede. Saa lavt, at jeg blot behøvede at løfte Ansigtet, saa strejfede de mine Øjne.
Tid efter anden tittede — bag halvtlukkede Skodder — et Par mørke Øjne ned paa mig. Jeg saà kun Øjnene, højst et Par smalle, fine Fingre, der holdt fast i Skoddens Kant, eller en Arm, hvis Hvidhed sløredes af det bløde Tusmørke derinde. Eller jeg saà intet, men hørte blot — fjernt, dæmpet — den sitrende Klingen af en Guitar.
Gaden, jeg gik i, gled ud i et ret stort Torv. Det mest øde Torv, jeg har set. Brostenene laa skæve og toppede. Somme Steder manglede de helt, og der var kun et Hul. En Oxekærre, der Fod for Fod skramlede tvers over det, gjorde mig Indtrykket end mere forhistorisk. Midt paa Torvet stod et lavt Springvand — eller snarere en lille, stakkels, forslidt Fontæne, der rislede svagt og sang. I Krans stod høje, ringbarkede Palmer, hvis Blade var visnede i Spidsen og ganske graamelerede af Tørke og Støv. Mellem dem laa spredt tre, fire skæve og sprukne Stenbænke. —
Paa den anden Side Torvet — mellem de gamle, lave, tilgitrede Huse — laa en lille kuppelprydet Kirke klemt ind. Af lysegraa Sten var den bygget, og den saà ret ny ud, som havde Byens Indbyggere først nyligt omvendt sig fra Hedenskabet og bygget sig et Hus til den nye Guds Ære.
Jeg gik derhen — og langsomt op ad de faa og smalle Trappetrin. Den store, udskaarne Indgangsport havde denne Jernets brunsmudsige Farve, der intet fortæller men baade kan tyde paa halvtreds og femhundrede Aar. Den lille sorte Skindlap, der dækkede for den lave Indgangsaabning, var derimod baade laset og falmet nok. Og den uundgaaelige Krøbling, der altid sidder for Kirkedøren, og hvis ene Haand trækker Forhænget tilside, mens den anden strækkes tryglende ud mod hver andægtig, var heller ikke blandt de yngste. Men heller ikke blandt de værst tilrakkede. — Han manglede kun et Ben og en Arm, og hans Ryg var voxet ud i en globusformet Pukkel.
Han fik sin Skærv — lidt højere end sædvanligt — for Stemningens Skyld. Og jeg gik ind i Kirken.
Og derinde saà jeg, hvor ny den var!
Ikke skinnende Hvidhed og Velholdthed røbede det for mig. Ikke bekvemme Stole og uslidte Gulvfliser. Men Prydelserne — Altertavlerne — Billederne!
Det var ikke (som i Andalusiens andre Katedraler, Kirker og Kapeller, selv de mindste jeg har set,) disse fine, sødmefyldte, farvedejlige Billeder af Murillo, Velasques og deres Disciple. — Kun dumme, intetsigende, smagløse Tegninger med Farve paa — stiliserede Figurer —: En stiv, kantet Madonna med Straalekrans. — En San Antonio med Knæk i Ryggen og Træhals. — Malet paa Træplader, der slog Revner af Varmen.
Man havde sagt mig, at i Spanien kan hvert Barn male. Og fra Billede til Billede gik jeg for om muligt at finde et Træk — blot èt blødt, formskænkende Penselstrøg, der kunde binde mine Øjne til Beskuelse.
Men intet fandt jeg — intet!
Jeg var alene i Kirken. En lille spinkel Kvindeskikkelse havde knælet for et Helgenbillede, med Armene bredt ud til Siden og Ansigtet vendt i Været. Et Ansigt, der havde set saa hvidt og smærtetræt ud her i det halvmørke Rum og indrammet af den sorte Mantilla. Hun havde hvisket sin Nød og Sorg frem, halvhøjt, hurtigt, i en Tone, der steg og sank monotont og gled ud gennem Rummets Stilhed som Lyden af en svirrende Flue.
Men nu var hun gaaet. —
Og nu stod jeg der, hvor hun havde knælet. Jeg havde set paa Billedet, og jeg havde bøjet Hovedet. Stod helt sammensunken. Træt af Solen derude og af Dunkelheden herinde, af den kvalmende Duft af daarlig Røgelse, som jeg drak i mig ved hvert Aandedrag. — Vidste jeg nu ogsaa sikkert, at jeg ikke stod midt i det sejstende Aarhundrede — at jeg ikke stod her med bøjet Hoved for en Helgen, gørende Bod for en øvet Synd! — Vidste jeg sikkert, at ikke Lolitas store Øjne havde fristet mig for hedt i Nat, saa jeg nu maatte staa og søge efter Angerens Ord! — Vidste jeg — vidste jeg! — Om nogen havde sagt mig det, jeg havde troet det. — Havde troet alt! — —
Han havde listet sig frem, uden at jeg havde lagt Mærke til ham. Jeg havde kun — uden at tænke over, hvad det kunde være — hørt den bløde, dumpe Lyd af Krykken og den slæbende Fod. Men nu stod han foran mig, sammensunket over Krykkehaandtaget og med Ærmet strøget tilbage fra den sammenskrumpede Armstump. Paa hans Ansigt stod lange, smudsiggraa Skægstubbe, og Læberne var knebet sammen om en tandløs Mund. Men jeg saa, hvor det gnistrede undersøgende i de smaa, graasorte Øjne. — Et lurende —: Hvordan skal han nu tages!
Det glimtede op i min Bevidsthed — : Han vil vel tigge! — Men saa saà jeg igen hans Øjne. Og nu flakkede de rundt, som vilde de forvisse sig om, at ingen saà og hørte os.
Og saa huskede jeg det —: Vi er jo i det sejstende Aarhundrede. Og denne Krøbling har sikkert et Budskab til mig fra Lolita med de store Øjne. Et Budskab, som ingen anden tør vide!
—: Dejlige Billeder! Store Kunstværker! — Señor beundrer dem! sagde han med lav, hæs, rusten Stemme, saa jeg følte Trang til at rømme mig. Og han gjorde en pegende Bevægelse med Hovedet rundt mod Helgenbillederne.
—: Ja, dejlige! sagde jeg og tænkte —: Han indleder! Han vil ikke buse ud med det strax!
—: Men det er ogsaa store Mestre, der har malet dem! — Store Mestre! — Murillo — — —
—: Nu praler han! tænkte jeg. Han gør Indledningen for lang! Jeg maa hjælpe ham til at faa begyndt!
—: Har De ikke noget bestemt, De vilde sige mig? spurgte jeg.
Han plirrede underligt op imod mig med sine smaa, sorte Griseøjne, som om han tænkte sig om og overvejede.
—: Han er enfoldig og snakkesalig! tænkte jeg. Jeg maa minde ham stærkere!
—: Har De ikke noget — noget, De vilde vise mig? spurgte jeg og blinkede opmuntrende til ham. Jeg tænkte, han muligvis havde en Billet fra hende til mig.
Der ligesom skød et Par Blink op i hans Øjne.
—: Jo, San Antonio! raabte han ivrigt og begyndte hurtigt at humpe afsted, mens han gjorde Tegn til mig med Hovedet, at jeg skulde følge med.
Jeg troede, det var et pludselig Erindringsudraab, og at han var bange for, at vi skulde blive belurede. Og jeg fulgte efter ham.
Han standsede og begyndte at pege med kraftige Nik paa San Antonio — Billedet af den knælende Munk med Knæk i Ryggen og Træhals.
—: Dèr — dèr! pegede han. Se dèr!
—: Nej, nej! vrissede jeg. — Tænk Dem dog nu om! Er der ikke noget, De endelig ikke maatte glemme at fortælle mig!
Jeg var snart træt af ham og ærgerlig og tænkte —: Kunde hun ikke finde bedre Sendebud, maatte hun hellere have undværet det!
—: Fortælle! raabte han og slog store Krese med Armstumpen. —: Jo, dèr — se dèr! San Antonio! — Murillo! — Af Murillo!
—: Ja, det er dog en aabenbar Løgn! sagde jeg og blev ærgerlig over hans Frækhed.
—: Jo, det er af Murillo! paastod han. Og jeg skal fortælle Señor Historien! — —
— : Caramba! skreg jeg. Jeg blev ivrig. Jeg maatte dog kunne bevise den Pralhans, at jeg ikke var en ganske vulgær, maabende Turist! Gik jeg rundt med Bädecker og Fotografiapparat! — En uforskammet Løgnhals var han! — —
—: Señor tror mig ikke! sagde han alvorligt og hang over Krykken, — Men Puerto de Santa Maria er en gammel By — en meget gammel By. Og her er sket store Undere. Og der var en Tid, da hele Spanien — hele Verden — talte om denne By med Tak til Guds Moder og San Antonio. Og det var netop dette Billede, som Murillo havde malet og skænket til Puerto de Santa Maria. Dette Billede, Señor, som De ser her!
Og han bøjede fromt sit Hoved og slog Kors med Armstumpen.
— —: Aa, nu havde jeg glemt det igen! Vi stod jo her i et fjernt Aarhundrede. — Maaske ikke netop det sejstende. Men dog i en fjern, fjern Tid!
Og jeg saà paa Billedet, mens han talte og gestikulerede.
—: Se dog, Señor, disse bløde, glatte Penselstrøg! Se dog denne Stilling, hvor han vugger sig i Bøn og i himmelske Syner! Se hans Øjne og hans foldede Hænder! Og Lyset fra Himlen! — Nej, Señor, dette Billede kunde ingen anden end Murillo have malet!
Og saà jeg ham ikke, San Antonio, her for mine Øjne blive skøn og ydmyg under Bønnen! Saa jeg ikke hans Ryg ligge bøjet under Tilbedelsens Inderlighed! Og hans Halsmuskler strammes af det opadvendte Ansigt. — — Ja, sandelig! Dette Billede kunde kun Murillo have malet! — Det levede!
—: Señor! Det Billede har Murillo malet! Og han skænkede det til Puerto de Santa Maria. — Men dengang var Murillo ikke berømt. Men han malede til Christs og Maria Santisimas Ære. Og han malede skønt, Señor, skønt!
Men Puerto de Santa Maria har altid været en fattig By. Og vi havde dengang kun en Kirke af Træ. Af simpelt Træ, Señor, men pudset og stadset op til Guds Ære, saa den saà ud, som var den af Sten. Men Kupler, Taarne og Spir havde den dog, og det hellige Kors øverst oppe.
De kender vel Murillos Historie, Señor? — Naa ikke! — Han var fattig, grumme fattig. Han spiste undertiden Palmetræernes Blade for at mætte sig og slukkede sin Tørst med sine egne Taarer. Hver centimo, han sparede sammen, anvendte han til Træ og Farver, og hans Billeder var fromme og skønne, som Himlens Engle indgav ham dem.
Det er kummerligt, Señor, at løbe rundt paa Gaderne og Caféerne og sælge Malerier. — — Jeg har selv i mine unge Dage drevet den Bestilling. Nu kan jeg ikke mere!
Og skønt Murillos Billeder vel var tusind Gange skønnere end mine, saa tjente jeg dog bedre end han. For en stor Kunstner, Señor, en stor Kunstner er aldrig Handelsmand!
Han bad saa tit Guds hellige Moder hjælpe ham og afvende den onde Nød fra ham. Saa tit, at han tilsidst forstod, at hun maatte være optaget af at hjælpe andre af sine stakkels Børn, og at han vilde være død af Sult, inden hendes Hjælp naaede ham.
Men Murillo, Señor, Murillo var en from ung Mand. Og han begyndte nu at bønfalde alle Helgene, han kendte, om de dog ikke vilde henlede Madoñas Opmærksomhed paa ham. Hver Morgen bad han til en ny, om hans Nød dog maatte blive endt denne Dag. — Og De ved, Señor, at den gode Gud har givet os mange Helgene at bede til. Saa Tiden gik.
— Fem pesetas èn Dag. Mange Dage ikke èn centimo. Saa èn peseta eller to. Tit kun Kobberskillinger. — Og saa mange Uger igen intet, intet, Señor!
I Sevilla var intet mere at tjene. — I Cadiz intet mere. — Nu var han kommet her til Puerto de Santa Maria. Og stadig bad han til en ny Helgen hver Morgen.
Men saa skete det, at han en Aftenstund stod ved Stranden og saa ud over Havet — grønblaat, roligt, Señor — og Solen var ved at gaa ned. Det var et smukt Syn, og Luften var frisk og kølig.
— Trætter jeg Dem, Señor! Señor maa ikke lade Dem trætte! Det er den smukkeste Historie, De har hørt! — —
Han havde den Morgen bedt til San Antonio. — Murillo, Señor. Murillo havde den Morgen bedt til San Antonio, der er en stærk Helgen. — Men nu havde han snart ikke Haab mere.
Maaske var det netop for at frelse ham tilbage til Troen og Haabet, at San Antonio lod det ske denne Aften, at Murillo saà en lille Pige spasere paa Stranden med sine Forældre.
Fem Aar kan hun vel have været. Fem Aar og ikke mere, Señor! Men Señor har ikke set smukkere lille Pige i hele Andalusien! — Sort Haar, skaaret af i Panden og i Nakken. Store, glade, mørke Øjne. Og Señor maa tro, at hun har lèet over den skønne Aften.
Og Murillo stod ganske stille og saà paa hende — og glemte ganske, hvor sulten han var, og alle de Skuffelser han havde lidt. Han lukkede Øjnene, og han saà stadig dette skønne, rene Ansigt for sig. Saà dets Smil og dets glade, friske Tænder. Og han gik langsomt bort med Graaden i Struben — for han ejede jo ikke andet end en Stump Sortkridt i Lommen, og han kunde jo dog ikke tegne i Sandet eller Luften!
— Men da viste San Antonio, hvor stærk en Helgen han er. — Midt ude i Brændingen lod han Murillo faa Øje paa et firkantet Stykke Træ, der laa og skvulpede og vinkede og hviskede —: Fortvivl aldrig! Fortvivl aldrig! Men stol paa Gud og hans hellige Helgene!
Paa det Stykke Træ tegnede Murillo den lille Pige. Blot hendes Ansigt, Señor! Men det var saa smukt og saa levende, at Barnets Moder fik vaade Øjne af Glæde og Bevægelse, da han viste Forældrene det. Og Faderen, der var en rig og gavmild Mand og elskede sin lille Pige, betalte Murillo tohundrede pesetas for Tegningen og bestilte ham til at male et Billede paa Lærred! —
Fra den Dag, Señor, begyndte Murillos Lykke. Fra den Dag begyndte han at tjene Penge og male store Billeder. Men i sin fromme Glæde glemte han aldrig, at det var San Antonio, han skyldte alt. Og til hans Ære malede han det Billede, Señor ser der, og forærede det til den gamle Kirke i Puerto de Santa Maria!
Og nu begynder først Historien — — —
— For Señor maa forstaa, at der var ikke Plads til flere Billeder i den lille gamle Kirke, og skønt man var glad og taknemmelig over Gaven, blev den stillet hen i en Krog, hvor ingen saà den, og hvor man næsten glemte den.
Men San Antonio — der er en stærk Helgen, og som havde gjort sin gode Gerning — vilde ogsaa have sin Løn for den, som rimeligt er, Señor! Og saa maatte han jo lade et Under ske!
— En Nat trak det op med Uvær over Byen. Ude fra Havet kom de sorte Skyer trækkende. Ganske langsomt kom de og dækkede hele Himlen, mens Luften var saa tung og varm, at Æslerne lagde sig ned paa Gaden og ikke vilde videre.
Og saa hen paa Natten brød det løs. Med Lyn og Torden, Señor, som var Jordens sidste Time kommet. — Señor maa tro det, naar jeg siger, at Lynene haglede ned over Byen som et Ildhav. Men ikke èt Sted fængede de, undtagen i Kirken.
Pludselig lød et Skrig gennem Gaderne —: Kirken brænder! Kirken brænder! Og da ingen var i Seng, samlede man sig i Procession med Billeder og hellige Kar og Røgelse. Og man sang og græd og bad Gud og Maria skaane vor fattige Kirke. Og mens man bad, drev Uværet bort. Kun Kirken brændte midt paa Torvet — som et stort og festligt Baal op mod Himlen.
Og da Morgenen kom, var den kun Aske.
Men alle de, der havde Synder at sone og mente, at alt dette var et Varsel og en Straf, de fik Grund til at glæde sig og prise Gud og San Antonio for det, der var sket.
For da man næste Morgen gik og rodede i Asken og Ruinerne med lange Stokke, fandt man Murillos Billede — hans Gave til Kirken. Alt andet var brændt, Señor, kun det ikke. Midt mellem sværtet Træ og Sod laa det, og ikke èn Flamme havde vovet at røre det.
Da forstod man Tegnet. — Og Jubel og Lovsyngelse steg op mod Himlen. I otte Dage, Señor, i otte Dage ringede alle Kirkeklokker i hele Andalusien. Der læstes Messer. Og fra hele Landet samlede man ind til en ny Kirke af Sten. Og i den hængte man Billedet af San Antonio — dette vidunderlige Billede, Señor ser der! Syge valfartede til det og fandt Helbredelse — — — — Men nu er vor store Helgen vist blevet træt!
Thi ogsaa jeg, Señor, har bedt meget og inderligt foran det Billede. Men mig har det ikke hjulpet. Og det skønt jeg vilde lovsynge og prise Himlen og alle dens Helgene, den Dag Pukkelen faldt af mig, og min Arm og mit Ben voxede ud igen!
Og da jeg imorges bad saa inderligt som ingensinde, syntes jeg pludselig, at det var, som om San Antonio drejede Hovedet om imod mig og nikkede fortrøstningsfuldt. Og alle de milde Engle smilede til mig, saa jeg gav mig til at græde af Bevægelse og mente, at det maatte være et Tegn. —
Og da saa Señor spurgte mig, om jeg ikke havde noget bestemt at fortælle — noget, jeg endelig ikke maatte glemme, saa forstod jeg, Señor, saa forstod jeg. — — — —
Ude paa en af Stenbænkene — paa det mest øde Torv, jeg har set — kom jeg til mig selv. Jeg havde pludselig, under Slutningen af Krøblingens Fortælling, forstaaet, at blev jeg staaende derinde, med Hjærnen knuget ned under Presset af denne evindelige Stemme, af denne Røgelsestank, af denne Verdensfjernhed og søde Lummerhed, vilde jeg blive gal.
Og jeg gik. — Jeg flygtede. — Frelste mig ved at ofre ti pesetas paa Krøblingens og San Antonios Alter.
Og først der paa Stenbænken — endnu svimmel og bedøvet — mens Solen matgul gled ned bag Husenes sære, kantede Konturer, og Fontænens triste Rislen blev fløjtefyldig og aftentung, mens et stille, saltvaadt Pust fra Havet strøg ind over Byen — — først da brød den store Forundring op i mig. — —
—: Han var jo Digter — Krøblingen!
— —: Genial!
— — —: Det var jo Løgn hvert Ord!