Der gaar Sagn ud over Verden,
filtret som et støvet Spindel-
væv af Løgn, Forargelse samt
Tradition og anden Svindel.
Det fortælles og bedyres
af enhver tilpas Ukyndig,
at en Digters Liv gaar hen med
Drik og Svir og anden syndig
Daarligdom til Mén for dem, som
lever af honnet Haandtering
og forlanger Livets Rødgrød
i en borgerlig Servering.
Jeg har kendt en stræbsom Digter
— død af Lus og Sult og Sorger —
der kan tjene til Exempel
for hver myreflittig Borger
paa, hvordan en Digters Levned,
der besudles, haanes, stenes,
ikke er den Sommerfugle-
flagreflugt, der troes og menes!
Søn af nøjsomme Forældre
var han voxet op paa Fyen —
Blød, naiv, men frejdig, kom han
attenaarig her til Byen.
Med en klar og kløgtig Hjærne,
ubesmittet, ubelastet,
var han som et muntert Frøkorn
over Havegærdet kastet
for at trives, sætte Blomster
og slaa dybe, trygge Rødder.
Men af Skæbnen (denne sure
Misantrop med plumpe Fødder)
blev han ildeset. — Det blir man,
naar man overmodigt handler
og i Livets stive Rødgrød
længes efter flakte Mandler!
Hør hans Skæbne, brede Borger,
du, hvem Jordens Lykke venter,
blot fordi du kom til Verden
kemisk blottet for Talenter!
—: Paa en Dag, hvor Solen skinned
fra en Himmel, høj og skyfri,
gik vor Ven — tilfreds med Skæbnen —
fra Kontoret, rank og kry, thi
Principalen havde netop
— naadig som en god Vorherre —
rost ham for hans Flid og Omhu,
Egenskaber, der desværre
nuomstunder er saa sjældne
hos den sløve, slatne Ungdom,
hvis Moral er undergravet
af en daarlig Presse. — Punktum!
Dette var den høje Visdom
fra en Mand med lang Erfaring,
og vor Ven var kry og stolt ved
denne smigrende Forklaring.
Middagsmaden blev fortæret,
Aftnen fødtes, Dagen døde,
og han gik ad Langelinje
til et aftalt Stævnemøde.
(Dette er den nidske Skæbnes
Madding for naive Sjæle —
—: Et Par bløde Pigeøjne,
et Par høje, franske Hæle,
Ensomhed paa skjulte Bænke,
diset Lys fra blide Stjerner,
ydermere fjernt paa Vandet
mangefarvede Lanterner!)
Hvad de hvisked, var det samme,
som vi selv maaske kan huske
fra da vi som unge sværmed
aftenligt bag Hegn og Buske.
Men da Køligheden tiltog
(trods den megen indre Varme),
snoed Damen sig forsigtigt
ud af den Forlibtes Arme
og tog Afsked med et Kys, som
ved sin ivrigt-unge Dvælen
blev det Saar, som Skæbnen havde
tænkt at brænde ham i Sjælen.
Kort og godt —: Da han blev ene,
blev hans Lykke og hans Attraa
sært ulegemlig og duftfjern,
rent umulig at faa fat paa.
Næstendels som skjulte Blomster
fra en Have, der er lukket,
frister mere, end i Fald man
havde dem i Haanden, plukket
Om det var, fordi der inderst
inde i ham laa en Spire —
—: Denne Nat gik han i Seng, da
Raadhusuhret klimpred fire.
Og paa Bordet i hans Stue
laa et Digt, hvis Rytmer spejled
Aftnens Rus. — Og dermed var hans
Skæbnes grumme Dom beseglet!
Dagen efter sad han atter
paa Kontoret, flink, ihærdig,
til endnu en Dosis Ros og
maaske Gagepaalæg værdig.
Kun et Glimt af Stjerneskinnet
laa i Krogen af hans Øje.
Men hans Tal var lige strunke,
og hans Facit stemte nøje.
— — Da han saà sit Digt igen, blev
han forbavset og forvirret.
Noget dunkelt i hans Hjærte
følte sig berørt og pirret.
Skaberglæden (den som Jahve
svælged i paa Hviledagen)
bobled i hans Blod og Nerver,
og han støtted Haand mod Hagen,
og en Følelse af Stolthed,
maaske Storhedsvanvid, fødtes,
saa det syntes ham en Dødssynd,
dersom disse Vers forødtes.
(Eller har jeg misforstaaet
dette Punkt, saa det var snarest
i et Lune, at han handled! —
— Hvad belyser Sagen klarest?)
Men paa denne Dag blev Digtet
sirligt skrevet rent og sendt med
Post til et af disse Blade,
Chefen fandt det skidt bevendt med.
Samme Uge stod det trykt paa
tredje Side i Avisen
og blev drøftet paa Kontoret
under Sideblink og Fnisen.
Hvilket ikke rørte Manden.
— Men hvad angaar Principalen,
var hans Holdning stiv og kølig
og blev daglig mere valen.
Smil og skjulte Stiklerier
blev til vanlig Kost for Staklen,
skønt han passede sit Regnskab
uden Uro, uden Vaklen.
Men en Dag, da Solen skinned
lystigt over Skrivebordet,
fik han sidste Gageafdrag
og forlod forknyt Kontoret.
Det var Skæbnen, der fik drejet
Hjulet første Omgang rundt.
— Skæbnen, denne gamle, sure
Misantrop, der griner ondt!
For en flittig Mand, der bare
har sin unge, friske Hjærne,
ingen gangbar Mønt i Lommen,
ingen synlig Lykkestjerne,
ingen vennesæl Protektor,
nogen Fordom, der forpligter,
er den ynkeligste Skæbne
den: at være lyrisk Digter.
I en sat og praktisk Mands Mund
(disse Æsler, de kan sagtens!)
er det næstendels et Skældsord,
i det mindste et Foragtens.
—: Rim og Vers og Klynkerier,
Maaneskin og Fuglekvidder,
hvad er det for Interesser
for et Mandfolk! — At han gider!
At forsvare os mod slige
Hovenheders Ynk og Ælde
ligger udenfor min Hensigt!
— Jeg vil simpelthen fortælle.
—: Smidt paa Gaden for et Vers’ Skyld
tog vor unge Ven (om hvem jeg
har fortalt i sexogtredve
triste Vers) ej Vejen hjem. — Nej,
som bedøvet af sin Skæbne,
tynget ned af Overmagten,
drev han langsomt hen ad Gaden
uden Trang og uden Tragten.
Paa en ensom Bænk ved Søen
spiste han et Bundt Bananer —
I hans Hjærne var der hverken
klare Tanker eller Planer.
Paa en Sti i Østre Anlæg,
fuld af Børn og Barnevogne,
blev han grebet af en indædt
Hævnlyst mod de blege, hovne
Hverdagsmennesker, der tror, at
de er Verdens Vægt og Axe,
disse Halvintelligensens
Skræddere med sløve Saxe!
Dem, for hvem en Aandens Klædning
med en Purpurkant forneden
kun er en blufærdig Skjorte
til at skjule Nøgenheden!
Kommet ud paa Langelinje
blev han favnet ømt af Minder. —
(Det er altid først i fjerde
Stadium man Fornuften finder!)
Tredje tog halvanden Time
og var fuldt af Perspektiver,
der blev endevendt og nydt med
ung, naiv, forhippet Iver.
Er éns Hjærne først lidt svimmel,
tanketræt, ukontrolabel,
vil den gerne drikke Honning
som en Bi med Sugesnabel.
Den vil smage alle Sjælens
røde Blomsters søde Draaber,
drukne i en Sø af Blidhed — —
— — Stundom er vi alle Taaber!
Alle elsker vi de Slør, som
Trætheds Edderkopper væver,
men som Skæbnen (denne sure
Misantrop med haarde Næver)
dagligt flænger os i Laser,
mens han vrænger ad dets skønne,
rige Mønstre — de, der skulde
skjule Smudset i vor Rønne.
Det var Sulten, der prosaisk
tog vor unge Ven i Kraven
og i ubarmhjertigt Drift-Nid
skød ham Sjælen ned i Maven.
Og det fjerde Stadium naaedes,
det, hvori Fornuftens sunde
Klarsyn som en flittig Øxe
rydder Drømmens Tempellunde.
Han gik hjem og spiste Vandgrød
samt en velstegt Karbonade,
og i Madens Dunster blev hans
Fantasier graa og fade.
Og da han — lidt lad af Mæthed —
laa fordøjende og damped,
blev han blid mod hele Verden —
(men en Blidhed, der var svampet!)
Den forstened sidenefter
til en fast og tør Beslutning —
—: Disse Vers er mine sidste!
De har vist sig som en Uting!
Og Fornuftens hovne Fyrster
de har Ret — thi de har Magten!
Du har været en af deres,
men du faldt i Søvn paa Vagten!
Og han retted sig energisk,
glattede sit Haar for Spejlet —
—: Jeg kan endnu faa Prokura,
naar jeg angrer, hvad jeg fejled!
Og han søgte alle Pladser,
stod paa Expektancelister. —
Men hvert Sted, han kom, stod andre
ottehundred Kontorister.
Og der gik omtrent en Maaned,
og hans Pengepung blev slunken,
mens han mer og mer begreb, hvor
let man drukner bort i Bunken.
Men i Haabløshedens Timer,
naar hans Trods frøs til som Is, lod
han sig friste til at haane
Skæbnen i et Vers af Mismod.
Haarde, spidse var hans Gloser —
Men trods deres Brodstiks Svien
var der — bag hver Sætning — noget
halvt i Slægt med Ironien.
Som var det den ene Halvdel
af hans Jeg, der sad og klaged,
mens den anden spydigt haanlo —
—: Det er Stakler, der blir vraget!
Som en Lindring midt i Kampen
blev de skrevet, blev de glemte
og paa Bunden af en Skuffe
som forbudne Frugter gemte.
Men da Mandens sidste Sølvmønt
blev til Kobber i hans Lomme,
og al Udsigt lige haabløs,
kom det, som det maatte komme.
—: At en Morgen stod et Digt paa
tredje Side i Avisen,
mens han ivrigt talte Linjer
for at regne sig til Prisen.
Ydermere —: Et Par Morgner
efter dundred det paa Døren.
Det var Posten med et højst elsk-
værdigt Brev fra Redaktøren,
at det Digt, han havde sendt ham,
i hver Linje af de fire
Vers klart røbed et Talent for
munter, borgerlig Satire!
Og det slutted med et Løfte —
—: Faar jeg flere Digte fra Dem,
skal det altid glæde mig at
kunne ta mig venligt af dem!
Det var Skæbnen, der fik drejet
Hjulet anden Omgang rundt.
— Skæbnen, denne gamle, sure
Misantrop, der griner ondt!
Har man først én Gang fornummet
Versets mystiske Extase,
føler man sig stemplet som et
Individ af fremmed Race.
Noget i én er forandret!
— Man har drukket af en Vædske,
der har andre Egenskaber
end den mildeste: at læske!
Det er som en Rus i Blodet,
som en blid og luftlet Vuggen. —
(Der er Fare for éns Nerver,
hvis man bliver versfordrukken!)
Og hvis man en Dag tilfældigt
finder Digtet i et snavset,
flænget, ugegammelt Dagblad,
kan man blive dybt forbavset.
Blive stolt og eftertænksom
over, at éns Hverdagshjærne
har saa rige, skjulte Kroge,
hvor det samles, alt det fjerne,
der er Længsler eller Gaader
eller Livets Hjørnestene,
for en Dag at voxe frem som
Trær med himmelranke Grene.
Netop saadan gik det denne
unge Mand, der uden egen
Skyld blev Digter — men omtrent blev
stødt og puffet ind paa Vejen.
Hvis han bare havde været
kun en Ener i den Stime,
der ved Fødslen fik et pudsigt
Anlæg for at kunne rime,
var han muligt blevet reddet.
Men han gik til Bunds i Tingen
fuld af indædt Drift til Hævden
—: Enten Nogen eller Ingen!
Og der blev lagt Mærke til ham,
og hans første Digte udkom
og blev rost —: Det var utvivlsomt
rigt Talent, de bragte Bud om!
(Det er slige smukke Gloser,
der forgylder og forsoner!
Denne lille Samling stod ham
i halvandet Hundred Kroner!
Hvilket Forlag tør paa egen
Risiko forlægge Digte!
Det var jo at kaste gode
Penge i en hullet Sigte!)
Men som sagt —: Han blev elskværdigt
rost — og ranked sine Lemmer.
Ak, men Skæbnen (denne sure
Misantrop, der aldrig glemmer),
lod ham vinde denne Sejer,
kun en Myg blandt Elefanter —
for at kunne operere
mere trygt paa andre Kanter!
Søger man den første Aarsag
til hans Livsvejs bratte Drejning —
(Alting har jeg taget med i
denne Virkelighedstegning!)
Søger man den første Aarsag
(siger jeg), saa maa man tænke
paa den Dame, som han kyssed
hedt paa Langelinjes Bænke.
Hun var den, der først fik saaet
Rytmens Ildfrø i hans Hjærte,
da hun havde rakt ham Munden
med en yndefuld Gebærde,
i hvis ivrigt-unge Dvælen
gemte sig en fast og rolig
Lykketro, der kunde gøre
alle Sagn om Himlen trolig.
Det maa siges, at hans Dame
— rank og ung og frejdig — trøsted
ham, da Skæbnens Knokkelnæver
første Gang hans Livstræ rysted.
Og da han paa Vejen fremad
vandt de første svage Sejre,
da var hendes muntre Læber
strax beredte til at fejre.
Det var sagtens hendes blanke
Pigeøjne, der bevirked
— som en Olje — at hans Mismods
trange Hængsler aldrig knirked.
At han saa sig selv som én, der
ikke havde Lov at klage,
selv om alt var lukket, stænget
for ham nu og alle Dage!
— — Men i mange mørke Aftner
stod hans Skæbne spændt og lured,
mens to Aandedræt flød sammen
med et tyst Dik-Dik fra Uhret.
Og en Dag blev det nødvendigt
for vor unge Ven at faa et
fast Erhverv (thi man maa æde
Svedens Brød, naar man har saaet!)
Atter løb han rundt og søgte,
stod i Kø blandt Kontorister,
atter stod hans Navn paa mange
lange Expektancelister.
Og en Dag var Lykken med ham,
og han tog den strax paa Ordet.
Han fik Tilbud om at sidde
otte Timer paa Kontoret
for halvtredsindstyve Kroner
maanedligt, fra næste Første!
(Man bør ydmygt takke Skæbnen
for det mindste som det største!)
Men han takked ikke Skæbnen.
Hvilket hævner sig! Thi Dagen
efter var han allerede
Genstand for den bidske Jagen.
—: I et Morgenblad, der læstes
ivrigt af hver Mand i Byen,
stod en spaltelang Artikel,
hvor han hævedes til Skyen
for sin lille Samling Digte.
— Ydermer var den forsynet
med et Billede, der ligned —
— — Staklen sad som ramt af Lynet!
Og med Eftermiddagsposten
kom det Brev, han bange vented —
—: Anden Ordning — —! Vi beklager — —!
Sirligt paa Maskine prentet.
Er man ung, og har man Tro paa
sine egne Evners Kilde,
tør man bande ildfast paa, at
alt kan lykkes ved at ville. —
De blev gift. — (Og baade Præst og
Klokker fik kontant Betaling!)
Deres Hjem var lunt, men alle
Møbler duftede af Maling.
Nogle Maaneder efter hørtes
munter Barnevrælen skingre
(medens baade Præst og Klokker
ivrigt talte deres Fingre!)
Disse fine Regnemestre —
lad dem regne deres Stykke!
— Nu begyndte Livets alvors-
fulde Kval — — der kaldes Lykke!
Det var Skæbnen, der fik drejet
Hjulet tredje Omgang rundt.
— Skæbnen, denne gamle, sure
Misantrop, der griner ondt!
Er man først begyndt paa Kampen,
er det Haan og Død at vige. —
— Evigt maa man klatre, kravle
ad en stejl og trinløs Stige
som en Akrobat, hvis Træning
daglig mer og mer forceres. —
Det er Livet selv, der fordrer,
at éns Kunster applavderes.
Det er ikke Guld, man finder,
kun tre, fire Lavrbærblade
som lidt Krydderi til Dagens
Bankekød og Karbonade.
Paa en Afsats ovenover
sidder en forlængst beæret
Akrobat, der selv engang har
kravlet samme Vej i Været
under samme onde Kvaler,
og som derfor — angst, forlegen
ved at se den nye — raaber
—: Det var mig, der viste Vejen!
Hvert et Spring, som han har vovet,
har han lært af mig, den Snyder!
Ser jeg ret, saa er det ogsaa
mit Trikot, hvormed han pryder
sine altfor spinkle Lemmer,
saa de ikke bliver snæret!
— Han var aldrig kommet halvvejs,
hvis jeg ikke havde været!
Og det brave Publikum, der
gerne vil den gamle hædre,
raaber trøstende mod Højden —
—: Du har gjort det meget bedre!
Vi er alle Akrobater,
slider troligt i Geschæften. —
Om der klappes eller pibes,
maa vi bare lukke Kæften!
Og vor Ven, den unge Digter,
sled med sammenbidte Tænder,
indtil Skæbnen (denne sure
Misantrop med klamme Hænder)
strøg ham køligt ned ad Nakken
for at dæmpe lidt paa Gløden. — —
— — Hvad tilintetgør mon sikrest,
enten Tvivlen eller Døden?
Det begav sig, da hans femte
Bog saa Lyset i Oktober,
at én Linje i en ellers
anerkendende og sober
Bladartikel blev et Brodstik,
der forvirred ham og bed sig
fast i alle Hjærnens Kroge,
skønt han snoede og vred sig.
Det var hændt ham mer end ofte,
at tre, fire flove, bryske
Recensenter havde kaldt ham
Imitator efter tyske
eller engelske Poeter,
eller russiske og franske,
som han knapt nok havde hørt om
eller kunnet naa at granske.
Sligt var hændt ham, og han lo kun,
frejdig ved sin Bedreviden,
i den glade Tro tilsidst at
naa til Tops paa Pyramiden.
Men ved denne éne Sætning
faldt et Frø af Tvivlens onde
Ugræs i hans Hjærtes Ager.
— Og han gav sig til at grunde.
Thi der spurgtes —: Sidder ikke
denne unge Digter ludet
over Græsset paa hans Gravhøj,
Mesterens, som vi forguded?
Har han ikke i sit Væsen
gemt et Kildevæld, der spejler
Mestrens trodsigt-frie Ansigt — — —?
— — Eller er det mig, der fejler?
Dette sved! Thi han beundred
af sit ganske Hjærtes Fylde
denne store, døde Mester,
der forstod at opforgylde
alle Sprogets slidte Fraser
ved en ny og frisk Betoning,
gi dem Livets røde Safter,
saa de kom i Væxt og Groning.
Men at dyb og rig Beundring
kunde have smittet Klangen
i hans egen Rytmes Pulsslag!
denne Tanke holdt ham fangen,
hver Gang Arbejdsdriften drev ham
til at skrive, saa han tit lod
Pennen synke —: Er mon dette
Kød af mit Kød, Blod af mit Blod?
Eller er det hans, den Dødes?
Er det Efterhøst, hvis golde
Blomster visner uden Frugter,
og som spiller ingen Rolle?
Arbejdsglæden toges fra ham.
— Og hans Tro, der uden Vaklen
havde skabt hans Selvvurdering,
blev til splittet Tvivl hos Staklen.
Og kun glimtvis fødtes i ham
al hans fordums lune Trods, der
banded paa Paterniteten
til ethvert hans Hjærnes Foster.
Men det bistre Liv skal leves
(ingen klæder jo den Nøgne!)
— Og naar Mismod red ham haardest,
saa to unge, blide Øjne
ind i hans og gav ham Kampens
store Taalmod. — Thi til Trods for
Skæbnens Nag, saa havde han dog
Kone, Barn og Hjem at slaas for!
Det er godt at slaas med Glæde,
trænge Skridt for Skridt mod Maalet,
mens man hører sine Støvler
gungre djærvt og velforsaalet.
Men naar det er Kamp for Livet,
og éns Vaaben ej er Harmen
men Fortvivlelsen, er Slaget
tabt, før man faar løftet Armen.
Var det idiotisk af ham,
at han ikke (som saa mange
andre ærede Kolleger)
kvalte denne Tvivlens Slange?
Det er muligt! — Men han var af
dem, der gik til Bunds i Tingen,
og hans Motto havde været
—: Enten Nogen eller Ingen!
Udadtil var alt det samme —
—: Han skrev Digte, de blev trykte,
nogle var som skære Blomster,
andre splittede, forrykte.
Og han hæved Honoraret,
og han gav det til sin Kone,
— og hun smiled lige henrykt
for en Seddel og en Krone.
Men til Tider fik han Lyst til
at tilintetgøre, flænge
sine Vers. — Han følte det, som
om han laved falske Penge.
Det var Skæbnen, der fik drejet
Hjulet fjerde Omgang rundt.
— Skæbnen, denne gamle, sure
Misantrop, der griner ondt!
Uden Tro paa egne Evner
gaar det hurtigt ned ad Bakke. —
— Har man først en luvslidt Stolthed,
faar man nemt en luvslidt Frakke!
Det er kun en travrig Slutning,
men jeg loved ingen bedre.
Det var hverken for at spotte,
endnu mindre for at hædre
denne Mand, der længst er klassisk,
at jeg gav hans Liv til Bedste!
— Hvis han havde været en af
Livets grove Arbejdsheste,
havde han vel hurtigt vænnet
sig til Skæbnens Hyp og Svøber,
mens han ased hen ad Vejen. —
Men han var en Væddeløber!
En af dem, der aldrig finder
sig tilfreds iblandt Kohorder,
men uhjælpeligt vil foran
hele Skaren —: Slaa Rekorder.
Men var færdig, nedbrudt, da han
styrted i Forhindringsløbet. —
— Ak, de trodsigt fødte Kræfter,
der saa tit blir kvalt i Svøbet!
Lad os følge ham til Graven,
som vi fulgte ham i Livet,
nøgternt og med tørre Øjne. —
— Det, vi vil, er Perspektivet!
—: Der gik Aar, og i hans Skuffer
hobed Digte sig paa Digte,
dem han leved af, men som han
aldrig havde gidet sigte.
Til en Dag en Ven, der selv var
Digter (fattig, bleg og slunken),
glemte sine egne Kvaler
ved at rode rundt i Bunken,
og tilsidst, da han var færdig,
saá betydningsfuldt paa Manden.
—: Siger du, at du er udbrændt
og talentløs! — Fy for Fanden!
Og han hersed, og han præked,
og han banded og regered,
gav ham ikke Fred en Time,
men beviste og citered.
Og han fik det Resultat, at
Vennen Maanedsdagen efter
havde indsendt Manuskriptet
og tog fat med friske Kræfter.
Atter var der blevet pirret
ved hans Trods, den gamle stejle. —
— Ak, men Skæbnen (denne sure
Misantrop med skarpe Negle)
vilde ikke slippe Grebet
i sit sejge Offers Strube. —
— Den, der først én Gang er styrtet
ned i Haabløshedens Grube,
kravler ikke let i Været!
Alting smuldrer, naar han griber,
og han synker træt tilbage,
kraftesløs i hver en Fiber.
Bogen udkom og blev anmeldt.
— Der blev ødslet rigt med Lovord
om, hvor frodig-friskt det spired
af hans Pegasus’s Hovspor.
Han blev budt et glad Velkommen
af en længst berømt Kollega
og blev rost selv af Kritikens
store Alfa og Omega.
Kort sagt —: Han slog helt igennem!
Men han saà dem bare ikke,
alle disse Sejershymner —
— hele Bunken lod han ligge.
Thi han læste allerede
i det andet eller tredje
Blad, han aabnede, en Sætning,
hamret ud i Skæbnens Smedje.
Denne Sætning (om den døde
Mester, han var meget skyldig)
stivned ham til Is og gjorde
ham forpint og ligegyldig
for, hvad alle andre sagde.
— Tvivlen, den han troede slagtet,
stak sit Hoved frem og grined —
—: Sé, hvor meget du har magtet!
For til Gavns at ryste hele
Fortidsdrømmen af sig, inden
sidste Haab om Redning sluktes,
og dets Støv fløj bort med Vinden,
fik han Plads som Medarbejder
(Pennehelt med Sax og Klister)
ved et Dagblad i Provinsen,
i en Egn, der barsk og bister
stemmed med hans eget trætte,
trodsigt-melankolske Væsen.
— Og han faldt til Ro ved dette
Vaneslid ud efter Næsen.
Sine gamle Venner saà han
aldrig, og han længtes heller
ikke efter det, han misted. —
Han fik Sans for Bagateller
og blev tavs, lidt umedgørlig,
sjusket i sin Levemaade.
— Havde Skæbnen én Gang faaet
knægtet ham, saa fik den raade!
Det var kun engang imellem,
at det prikked lidt i Saaret —
—: naar hans Kone, mager, ældet,
sad og strøg ham gennem Haaret.
De holdt sammen til det sidste,
uden Ynk og uden Anger,
vænnet til, at Livet næsten
aldrig gir, hvad man forlanger.
Men den onde Time kom, da
hun, hans Ungdoms Elskerinde,
døde fra ham. — Og da blev han
mere tavs end nogensinde.
Graanet sad han, Ugens Dage,
ved sit Arbejdsbord og klipped.
Ene sad han, Ugens Aftner,
ved sit Toddyglas og nipped.
(Han var ikke just fordrukken,
men det sparede paa Maden!)
— Ugens Glæde var, naar der kom
Lørdagsbrev fra Hovedstaden,
hvor hans Søn, naiv, men frejdig,
som en attenaarig er det,
sad og sled paa en Kontorstol
med et ungt og frygtløs Hjærte.
Denne Livsvej var ham anvist,
næsten fra da han var lille!
— Men en Morgen, da den gamle
Digter som sædvanligt vilde
læse Hovedstadens Blade
for at klippe ud og klistre,
gik det ham som denne Jøde,
der var faldet blandt Filistre,
at han saá sig arm og nøgen —
— Thi dér stod et Digt af Sønnen,
trykt paa Bladets tredje Side!
— Og han slap det med en Stønnen,
og han græd i ensom Afmagt,
da hans Verden lagdes øde
for hans Øjne. — Dette skete,
otte Dage før han døde.
Det var Skæbnen, der fik drejet
Hjulet sidste Omgang rundt.
— Skæbnen, denne gamle, sure
Misantrop, der griner ondt!