Gud Fader bevares! sagde Redaktøren og proppede eftertrykkeligt det ulæste Digt ned i Papirkurvens øvrige Overdaadighed. —: Gud Fader bevares for at faa den Abe til at skrive i Bladet!
Og saa var det Digt glemt. —
Digteren Søren K. Lykke kom ud fra „Morgenavisen“s Redaktionskontor, og der groede et spædt lille Haab i hans Hjærte. Redaktøren havde lovet at læse Digtet igennem, og hvis det var godt, skulde det være ham en Fornøjelse at trykke det.
Og godt var Digtet. Det vidste Søren K.
Men der gik Dag, og der gik atter Dag — og atter igen. Og det var til ingen Nytte, at han hver Morgen stormede ned til Plankeværket, hvor „Morgenavisen“s Udhængsskab hang. Digtet kom ikke paa.
Og Søren K. gik hjem paa sit Værelse til sin Sigtebrødshumpel. Haaret hang ham krøllet og uklippet ned over Ørene og Frakkekraven, og hans vandblaa Øjne blev endnu mere svømmende af Skuffelse og Haabløshed.
Thi bag alt dette Haar og bag disse altfor lyse, grimme Øjne skjulte der sig virkelig ikke saa lidt Talent.
Men hvem kunde vide det!
Det er sku et godt Digt! sagde Benjamin Graa, der ogsaa var Digter, og allerede en Smule kendt. I alt Fald paa Caféer. Og han læste igen et Par af Linjerne i Søren K.s Foraarshymne og konstaterede ærgerlig for sig selv, at han simpelthen ikke kunde have skrevet det.
—: Gu’ er det et godt Digt! indrømmede Søren K. Men jeg tror bare ikke, jeg kan faa det anbragt noget Sted. Mit Navn er ikke kendt nok!
—: Ja, det er svært! sagde Benjamin — og blev eftertænksom.
—: Hør! sagde han et Øjeblik efter. Jeg har en Idé! — For jeg gaar ud fra, at du i Øjeblikket trænger mere til Sølv end til Berømmelse!
—: Jeg har snart ikke mere at sætte! indrømmede Søren.
—: Jo, ser du! Hvis du blot ikke har noget imod, at jeg renskriver Digtet med min Haandskrift og sætter mit eget Navn under, saa vilde det hele være lettere. Jeg har allerede faaet et helt pænt Navn, og jeg kender en Journalist ved „Morgenavisen“ — —!
—: Gør, hvad du vil! sukkede Søren. Jeg er snart revnende ligeglad med Berømmelsen!
—: Det er virkelig et godt Digt! sagde Journalisten. Jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at det kan komme paa imorgen!
De sad inde paa Caféen ved en Absinth.
—: Hør! sagde Journalisten lidt efter, du kunde gøre mig en forbandet stor Tjeneste!
—: Kan jeg! sagde Benjamin.
—: Jo, forstaar du! Jeg sidder ikke saa fast i Sadelen oppe paa Bladet for Tiden. Redaktøren er begyndt at snakke noget om, at jeg er lidt énsidig i, hvad jeg skriver. Og nu fik jeg den Idé, at hvis jeg blot maatte have Lov til at udgive dette Digt for mit eget — skrive det om med min egen Skrift, forstaar du, og sætte mit Navn under, saa vilde det sikkert imponere Redaktøren ikke saa lidt. Digte har vi jo netop et ret stort Publikum for ved vort Blad. — Foraarsdigte, lidt rørende Stemning, ved celebre Lejligheder og saadan noget!
—: Tja! sagde Benjamin.
—: Det er selvfølgelig en Venskabstjeneste, du gør mig — og det bliver mellem os. Du faar naturligvis Honoraret, og din Berømmelse kan du jo sagtens holde vedlige andre Steder!
—: Lad gaa! sagde Benjamin. Men saa gir du vel en Absinth til!
—: Det er sku et godt Digt! sagde Redaktøren til Journalisten. Det var Satans! Gir De Dem ogsaa af med at skrive Digte! Hvem skulde have troet det om Dem! — — Ja, ja! Det skal komme paa imorgen. Skal vi sige, De faar 25 Øre Linjen! Det bliver lige 8 Kr.
—: Mange Tak! sagde Journalisten.
Næste Dag mødtes Benjamin og Journalisten paa Caféen for at fryde sig over Digtet.
—: Det staar godt! sagde Benjamin.
—: Det staar godt! — Det staar tospaltet! indrømmede Journalisten. Men han vilde ikke give mere end 5 Kr. for det!
—: Fem Kr. er ogsaa Penge! fastslog Benjamin. — Jeg gir en Sjus!
—: Tak! sagde Journalisten.
Det lykkedes! sagde Benjamin til Søren K. — Du har vel set det! Men Journalisten, den Sjover, satte som Betingelse, at han fik Æren og jeg Honoraret. Og dig kan det vel være ligegyldigt, hvad Navn der staar under, naar det dog ikke er dit!
—: Revnende ligegyldigt! sukkede Søren. Men du fik vel Honoraret!
—: Her er det! Det blev kun 2 Kr.! Det er sku alt for lidt for det gode Digt!
—: To Kroner er mange Penge! sagde Søren. Men ved du hvad! Jeg synes, vi skulde dele dem!
—: Aldrig i Evighed! svor Benjamin. Du trænger mere end jeg — og de er dig sku vel undt!
Søren skrev Digte, Benjamin befordrede dem, „Morgenavisen“ trykte dem, og Journalistens Navn stod under og blev beundret.
Søren tjente godt. Benjamin bedre. Og Journalisten bedst.
Og saaledes gik Tingene fornøjeligt, da en Dag en berømt Mand i Landet døde.
—: Vi maa have et Digt! sagde Redaktøren til Journalisten.
—: Redaktøren skal faa det iaften! sagde Journalisten.
Henne paa Caféen traf han Benjamin.
—: Redaktøren har bedt mig skrive et Digt om Berømtheden, der er død! sagde han. Hvornaar kan du levere mig det?
—: Skal vi sige om tre Timer! Saa mødes vi her igen!
—: All right!
Og de skiltes.
Benjamin tog en Sporvogn og kørte strax ud til Søren K.
—: Du maa øjeblikkelig skrive et Digt! sagde han. — Om denne Berømthed, der er død!
Og Søren dyppede sin Pen og flaaede sig i Haaret i to Timer.
—: Her skal du høre! sagde han saa — —
Døden han lægger sin jernhaarde Haand
paa alle, hvem Livet blev givet.
Paa dem, der stønnede, saaret af Sorg,
paa dem, der elskede Livet — — —
o. s. v. Der var ialt sex Vers.
—: Det er Fanden tame akkurat, som det skal være! sagde Benjamin. Men nu maa jeg skynde mig! Tak skal du ha! Giv mig et Stykke Papir, saa jeg kan skrive det rent med det samme!
Og Digtet gik sin Kresgang.
—: Det er et godt Digt, De har skrevet! sagde Redaktøren til Journalisten. Han kom ud fra sit Privatkontor og vippede Manuskriptet mellem Tommel- og Pegefinger. —: Det er Fanden tame akkurat, som det skal være!
—: Det glæder mig, Redaktøren synes om det! sagde Journalisten beskedent.
—: Det gør jeg! nikkede Redaktøren. — Og ved De, hvad jeg synes! Jeg vilde sætte Pris paa, at dette Digt blev Bladets officielle Hyldest til den store Afdøde, og derfor foreslaar jeg Dem, at jeg — som „Morgenavisen“ Redaktør — sætter mit Navn under Digtet.
—: Bevares! bukkede Journalisten.
—: Selvfølgelig bliver det mellem os! De kan med det samme faa Honoraret af mig personligt. — Værs-god! Jeg har beregnet dobbelt Honorar!
—: Tusind Tak! sagde Journalisten.
Samme Aften traf han Benjamin paa Caféen.
—: Det begynder snart at blive spøgefuldt! sagde han. Redaktøren fandt Digtet saa godt, at han forlangte selv at faa sit Navn under! Og for at jeg skulde holde Mund, gav han mig dobbelt Honorar: 25 Øre Linjen!
—: Ih, du almægtige! sagde Benjamin. Saa synes jeg næsten, vi burde se paa en Smørrebrødsseddel!
—: Værs-god! Der er fem Kroner! sagde Benjamin senere paa Aftenen til Søren K. Dobbelt Honorar! Og Redaktøren var oven i Købet saa begejstret over Digtet, at han forlangte at faa sit eget Navn under!
Da lo Søren dionysisk —
—: Det er jo lige til at skrive en Novelle om! sagde han. Men det er Synd at forstyrre Forretningen saa længe den gaar saa godt!
Dagen efter sad Benjamin og Journalisten inde paa Caféen og frydede sig over Digtet, der stod trespaltet paa Bladets Forside under Berømthedens Billede, da Søren K. traadte ind — salig ved Bevidstheden om at eje fem Kroner kontant. Og han bestilte sig en Absinth. For nu vilde han føle sig som rigtig Digter! En af dem, der ligefrem kunde mistænkes for at have været i Paris!
—: Gud fri mig vel! sagde Journalisten, da han fik Øje paa ham. Sikken en Abe!
Benjamin og Søren hilste smilende paa hinanden.
—: Kender du ham? spurgte Journalisten.
—: Ja, det er Søren K. Lykke. Han skriver ogsaa Digte!
—: Herregud, det Skind! Tror han, det er fra Haaret, det kommer! — Er han gift?
—: Nej, det ved Gud han ikke er!
—: Sikken et Held! Ellers risikerede Konen jo at faa Hundehvalpe i Stedet for Børn! Faa ham her hen, saa vi kan have lidt Grin med ham, Fjolset!
De tre Digtere sad og drøftede Digtet i „Morgenavisen“, da selve Bladets høje Redaktør traadte ind gennem Svingdøren.
Han hilste venligt paa sin Medarbejder — og fik saa Øje paa Sørens enorme Haarmængde.
—: Naa, Goddag! sagde han. Det er jo Dem, der har været oppe hos mig med et Par Digte! Desværre har jeg ikke kunnet bruge nogen af dem.
—: Næh! fortsatte han og slog sin flade Haand ned i „Morgenavisen“, der laa udbredt paa Bordet. — Naar De engang kan skrive saadan et Digt, som det, jeg har i Bladet idag, saa kan De komme til mig!
—: Ja, det varer jo nok nogle Aar! mente Søren beskedent.
Og de tre Digtere smilede anerkendende til Redaktøren, der — som fjerde Digter over dem alle — beskyttende smilede igen — og langsomt fortsatte sin Vej op gennem Cafélokalet.