De smukke, spanske Pigers Rovdyrtænder
rèv i mit Hjærte lange Saar og Rifter —
Men hvèrgang jeg slap ud af deres Hænder,
skrèv jeg som Straf et Vers paa deres Vifter.
Din Kærlighed er evig — — Gudbevares,
jeg tror dig! — — Det er himmelsødt at narres!
*
Paa Guadalquivir har jeg dig spurgt
og er tilfreds med Svaret — —: Intet andet,
end at du smiled ømt og tankefuldt,
mens du lod Haanden glide gennem Vandet!
*
Naar du er falmet, gammel, kroget, træt — —
hvad saa — —! Hvor er saa Lykkens Solguldstriber!
— —: Se, Clara, dette gamle Pibebræt,
det bruger jeg endnu til mine Piber.
*
Du siger: Rør mig ikke! — Og jeg hører
og lyder den Befaling, du har givet. —
Men — lægger jeg dig Armen rundt om Livet,
saa er det Kjolen — — ikke dig, jeg rører!
*
Kun store, dumme Børn gaar rundt og tror,
at man kan ta’ Komèterne ved Halerne!
Af Hjærter ønsker du en Perlesnor — —
— — Dèr er et Spejl! —: Slaa af paa Idealerne!
*
Din Kærlighèd dig lader ingen Hvile,
er som en ormædt Tand: Den smærter, brænder.
Naar den er vel plomberèt, kan du smile —
— — hvis ikke den har smittet andre Tænder!
*
Nu har i èt Kvartèr du siddet stille
med denne honningsøde Glans i Øjet- — —
Fortæl mig, hvad du tænker paa, du Lille!
— — Naa, Ingen Ting! — Tak, saa er jeg fornøjet!
*
Om vi skal gifte os! — Nej aldrig, Skat!
Om alt har jeg et Drømmeslør fornøden,
og brister Idealets Elvernat — —
— da er min Sjæl bedrøvet indtil Døden!
*
Du kommer smilende, hvèrgang jeg kalder,
og lægger kært din sarte Haand i min
med en Bevægelse — saa blød og fin
som en Kastanjeblomsts, der langsomt falder.
*
Du vèd, hvad du har dræbt — og smiler koldt
med Barnemund og hvide Rovdyrtænder,
med Skuldrene skudt frem —: Saa tigerstolt
som Judith, bleg, med blodbesmurte Hænder.
*
Der faldt et Stjerneskud — — nej, der faldt to!
Hvad ønsked du! — Men fy, du rødmer jo?
*
Aa, niña! Døden skal du ikke frygte — —
du slukkes blot — — som denne Gadelygte!
Sprèd Lys og Glans og Fest, mens nu du brænder,
du aner ej, om man igen dig tænder!
*
Jeg saa dig gaa til Skrifte,
og det undred mig i Grunden,
at Præsten stadig vendte
— ikke Øret til — men Munden!
*
Hun sagde spidst til mig, der hader Bryllupsklokker
-: Min Ven, jeg ærer Dyden!! — Hun var grim som Pokker!
*
Trè Ting gør alle Kvinder alle Dage,
og det er: Elske — nyde — og bedrage!
Og saa den fjerde, vigtigste: bedrages — —
En Kvinde elsker hèdest, naar hun vrages.
*
Du elsker Kølighèd og elsker Vifter,
beundrer Kærlighèd — og hader Drifter!
Vid —: Kærlighèd og Drifter hører sammen
som Kølighed og Vifter! — Dixi. Amen!
*
Du taler evigt om din Kvindeære!
Er du saa stort et Barn, at du skal lære:
For Kærligheden er Begrèbet Dyd
hèlt modsat Dydens Væsen! — — Den magnetiske
Nordpol ligger — vèd du vel — mod Syd!
*
Sè Døden er en ung og hvidklædt Kvinde,
der kommer tyst, naar Livets Straaler svinde.
Hun breder varsomt Tæppet over mig
og kysser mig Godnat — — — saa sover jeg!
*
Aa, denne Død, du altid maner frem,
som var din Skæbne flagrende som Myggens!
Men jeg forstaar dig —: Du er èn af dem,
der midt i Livets Drøm vil drømme Lykkens!
*
Du tror paa mig! — — Din Tro er højst erotisk.
Jeg tror paa dig! — — Og det er idiotisk!
*
En Erindringsgave, Rosa — —!
Den har ingen Stèder hjemme —
Thi kun den forstaar at leve,
som tilgavns forstaar at glemme!
*
Naar jeg har sat et Maal, saa vil jeg naa det.
Og jeg vil sè de triste Øjne glade:
— Ønsk hvad du vil, mit Barn, og du skal faa det
— — Min Kærlighed for evigt!! — Det var Skade!
*
Jeg saa dig staa en Morgenstund i Parken
med muntert Solskin over alle Plæner — —
Da ønskede jeg blot, at jeg var Barken
paa Træet, hvortil du din Nakke læner!
*
Du ejer, Carmencita, Hjærtegløden
med Gnister — farlige og fængbart flyvende:
Jeg vèd, jeg er den treogfyrretyvende,
som du har svoret Troskab indtil Døden!
*
Aa, hvisk dog, at du elsker mig! — Lyv kun!
Dèrved kan mine Længsler ej forandres — —
En Løgn er mère liflig fra din Mund
end tusind Gange Sandhed fra de andres!
*
Ak, denne Aftenskumrings Gudero
kan ej mod vilde Overgrèb beskytte:
Som bedst jeg sidder, bèder du mig knytte
de sorte Silkesløjfer paa din Sko!
*
Hvor Livet er mangfoldigt, naar Blod og Hjærte brænder,
thi man kan græde skønnest, naar Hjærtet mèst er glad —
og lè i Sorgens Rædsel — med sammenknugede Hænder,
hade i Kærlighed — og elske i Had!
*
Hvor tit jeg saa Jer græde,
hvor ofte I har lèt,
hvor ofte I har haanet mig,
hvor ofte I har bedt,
bør I og jeg — men ingen anden vide!
Og I, der kun er Kvinder,
og jeg, der er Poèt,
vi gir hinanden Haandslag
paa dette: Vær diskret!
Til vi har glemt for stedse
hvad mellem os er skèt — —
Nu rejser jeg min Vej — det er paa Tide.
Adios!