Der er saa alvorligt — saa stemningstyst
i den mægtige Katedral.
Der dufter af Røgelse — — slumrende sødlig — —
og Luften er sval — vederkvægende sval.
Der brænder en svag, lille, dinglende Lampe
foran hvèrt Alters guldskinnende Plads —
Sollyset driver i Regnbuefarver
gennem de malede Glas.
— — — — — — — — — — — — — —
For Madoñas Rosenalter
knæled jeg med skjulte Øjne,
ved din Side. — Hède Bønner
listed sig fra mine Læber.
Rundt omkring en talløs Skare:
Mænd og Kvinder — Alle Aldre — —:
Børn med store, fromme Øjne —
gamle mimrende Morliller.
Ranke, smukke, modne Fruer —
Mænd, hvis Skægdun netop spired —
Mænd, der graaned over Issen- — —
Alle bad de til Madoña!
Selv paa Knæ, med bøjet Hoved,
saa jeg dig — tæt ved min Side —
bède Rosenkransens Perler
for Madoñas Rosenalter.
Saa de slanke Fingre gøre
Korsets Tegn for Bryst og Pande.
Saa dig rejse dig og glide
langsomt gennem Kirkens Korsgang.
Men idet jeg strøg forbi dig,
dèr du gik saa hvid og ærbar,
hvisked jeg dig ind i Øret
— medens dine Kinder brændte — —:
Alle fromme Mænd og Kvinder
troede, at jeg laa og knæled
for Madoñas Rosenalter — — —
Nej — jeg knælede for dig!
Mine hède Bønner søgte
ej Madoñas Jomfruhjærte — —
Nej — af alle Kvindehjærter
stilede de kun mod dit!
— — Men du sukked gudhengivent,
med et Smil i begge Øjne —
slog din Vifte langsomt sammen:
Det er syndigt! — Du maa skrifte!
— — — Gittanita — Gittanita!
Synden tynger tungt mit Hjærte
kom i Parken Klokken otte,
jeg vil skrifte i dit Øre! — — —