En lille hvidklædt Pige
saa ærbar til Messe gaar
med Rosenkrans i Haanden
og Slør om det sorte Haar —
Hun bèder saa fromt til Madoña,
om hun kan Forladelse faa
for alle begaaede Synder — — —
og andre, hun vil begaa!
Og sikkert: Guds hellige Moder,
der er saa langmodig og mild,
hun opfylder gerne de Bønner,
der stiles hende til — — —
En lille hvidklædt Pige
hun bèder sin Rosenkrans —
Og alt som Perlerne glider
faar øjnene stærkere Glans.
De barnlige Kinder brænder,
hun vifter sig — afbrudt og sært —
og skotter i Været — — Mon han
har Viftesproget lært! — — — — —
— — Men hun gaar trøstet fra Messe,
mer knejsende dristig end før —:
Nu titter der røde Roser
frem under det sorte Slør!