Med sorte Øjne og viltret Haar
har hun voxet sig stor i sin fædrene Gaard.
Med brune Arme og sparkende Bèn
har hun smilet til alle og lokket for èn —
Men nu, da han knæler i Støvet,
er Manden al Charme berøvet!
Hun stryger med Viften hans blanke Haar —
med smilende Øjne, der tænker:
Jeg burde vel gi’ ham det stakkels Kys,
som Bod for formodede Rænker!
Han aner jo ikke, det kribler saa sødt
Forførelsens Gift at smage — —
for saa — med en trilrende Lattersalut —
at takke for Fest og Plage!
— — — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — — —
Med sirlige Krøller for Spejlet sat
har hun haabet hvèr Dag — og fortvivlet hvèr Nat.
I Gyngestolen — med vuggende Bèn —
har hun smilet og lokket ad alle og èn.
Saa knæler en Stakkel i Støvet:
Parfumen har ham bedøvet!
Hun stryger med Viften hans blanke Haar —
Og Viften er grøn — — og af Silke — —
Kanskè berører et Haandled svagt
hans Kind — med Kærtegn — Aa hvilke!
Han faar ikke Tid til at tænke sig om,
før Koret har messet sit Amen — —
Og nu bør de — roligt — i kommende Aar
formère Slægten tilsammen!