Af min Slapheds Øde
lever op det Døde
med et djævelsk Hvin. —
Frem det Raadne bugter,
saa at Natten lugter
af en Sjæls Ruin. —
Ud af Sjæledybet
vælter Aadselkrybet
som en slimet Hær. —
Nu jeg føler Timen,
hvor de æder Kimen
i et vildt Begær. —
Hvor jeg dyrisk hader
Tankens klamme Gader
i en Taagedis, —
længes mandigt efter,
Sjælen selv fik Kræfter
til en saltfrisk Bris. —