Som en dæmpet Klang af dybe Strenge,
som et sagte Suk af Nattens Vind,
som en gammel Sang, der hvilte længe
gemt og glemt i Dybet af mit Sind,
saadan vaagner stundom længe bundne
Toner fra de Dage, som er svundne,
Toner, der forlængst er slumret ind.
Og mens atter Sjælens Strenge røres
som af kære Stemmers kendte Røst,
er det, som forbi mit Blik der føres
Billeder af svunden Sorg og Lyst,
Billeder, der glimter frem og svinder
som en Række solbelyste Tinder
gennem Taagen fra den fjerne Kyst.
Svundne Tiders Toner, naar I klinger,
kan I standse vel en Stund min Fod,
men jeg ved det godt, hvad Bud I bringer
I vil styrke kun mit Vandringsmod,
varsle for mig, at — naar Taagen svinder,
skal vi mødes paa de lyse Tinder,
dem, som hele Livet stunder mod.