Du bange, svage Sjæl,
det Dybe og det Høje
det mægter du saa lidt,
men knæle ned og bøje
dig for din Faders øje
det tør du trygt og frit.
— Du bange, svage Sjæl,
saa kom da kun og knæl!
Om intet Ord du ved
for al din bittre Kummer
og al din dybe Skam,
men Læben angst forstummer,
— et fattigt Suk, der rummer
din Nød, det naaer dog ham.
— Saa bøj dig kun og bed
om blot et Pust af Fred!
Og fatter du saa ej
den stille Røst, der taler
de underfulde Ord,
der mildt som Duggen daler
og Smertens Hede svaler
og læger Angst paa Jord,
— giv Tid og frygt kun ej,
men følg ham! — Han ved Vej.