Jeg tænkte gamle Tanker af dem, der ligger gemt
I i Sindets dybe, taageslørte Kløfter
og skjuler sig i Mørket, forjaget og forskræmt,
men stundom lister frem — helst naar Hjertet er forstemt, —
og sagte sig paa Sukkets Vinger løfter.
Det var, som om jeg vaagned af lange Tiders Blund
og saae endnu med halvt tilsløret Øje
en Skikkelse i Lysglans, som malt paa gylden Grund,
men Smertens dybe Træk laa om Øje og om Mund
og tvang mig til i Støvet mig at bøje.
Hvad var det da, der skete? — at Synet skifted brat:
En Anden stod dèr for mig, og jeg vidste,
at det var ham, der angst havde Mesteren forladt
og ene nu gik ud i den stjerneløse Nat
og græd, som om Hjertet skulde briste.