Ved alle Veje, hvor jeg gaar,
staar Blomsterne i Knop
og venter paa, at Sol og Vaar
nu snart skal lukke op
og føre dem fra Kuldens Tvang
ud i den milde Luft,
saa de kan møde Fuglens Sang
med Farver og med Duft.
Ja, Blomster, — jeg har kendt en Tid,
da drømte jeg, som I,
om Sol og Vaar og Sommer blid,
men Drømmen er forbi.
Og det er ikke Storm og Sne,
som Drømmens Tid har endt,
og dog saa dyb en Vintervé,
som I har aldrig kendt.
I har jo gemt den lange Nat,
hvad Solen eder gav,
og ikke ødt den dyre Skat
og gravet selv dens Grav.
Men dersom Solen ej formaar
at vække Døde op,
saa bliver ogsaa denne Vaar
mit Haab en vissen Knop.