Sig, Elskede! den Mand, til hvem dit Øje
Med Elskovs Ømhed smiilte første Gang,
Var det en Aand, en Guddom fra det Høje
Hvis Tryllemagt dig til at elske tvang?
Hvad, eller var det een af Støvets Sønner,
Hvis Salighed er kummerblandet Fryd,
Hvis Magt er Frygt og Haab og Suk og Bønner,
Hvis Herlighed er ubemærket Dyd?
En Dødelig, som jeg? Tilbedte Pige!
Hvori bestod hans Fortrin da for mig?
Hvad tænkte, sagde denne Lykkelige,
Hvad gjorde han for at behage dig?
Sig, hvilken tryllende Camene lærte
Hans Tunge Guders Sprog? med hvilke Ord
Fortolkede hans Læber Elskovs Smerte,
At Lyden fra dit Øre spildte ej foer?
Ved hvilke Prøvers overvundne Plage
Beviiste han sin Elskovs Evighed?
Hvor mange kummerfulde mørke Dage
Gik ham forbi med Seklers seene Fjed?
I hvilke Skove blandte sig hans Klage
Med Filomeles Trillers kielne Klang?
Hvad Klippe haard, som du, slog huult tilbage
Gienlyden af hans Elskovs ømme Sang?
I hvilken Dal saae Flora ham at irre
Fortvivlet om, med vilde, tunge Fjed?
I hvilken Flod saae ham Naiaden stirre
Med bange Tegn paa hans Uroelighed?
O! kom han over Torne, spidse Steene,
Udmattet, blodig, for at kaste sig
I Støvet for din Fod tilfreds ved eene,
At have kysset den, og skuet dig?
Igiennemirrede den Lykkelige
Solbrændte Zahras Heeder, Afuns Sand?
Og løb han gjennem Løvers øde Rige,
For skuffet at forandre Sind med Land?
Kom han, som Sejrer over Millioner,
Og lagde Jordens Kroner for dig ned?
Amanda! hvad er alle Jordens Throner,
Og deres Skatte mod din Kjærlighed?
Tilkjøbte han sig med tantalisk Smerte
Dit Haandtryks ubetalelige Lyst?
Fortæred’ Japetidens Ørn hans Hjerte,
Før første Gang hans Mund af din blev kyst?
Ja! jeg vil troe det, elskte, grumme Pige!
Alt dette har han gjort og lidt for dig —
Men med det alt fortjente jeg din Lige:
Og ak! — Amanda er ulignelig!
Baggesen.