For fire Sekler siden (fire Aar
Er fast en Evighed i vore Tider)
Jeg lagde ned paa Stedet, hvor jeg staaer,
For Eders Fødder, hulde Pierider,
Mit Apollonske Scepter — lagde ned,
Med selvfornægtende Beskedenhed,
Den herligste blandt alle Jordens Kroner,
Hvis mageløse Himmelglands
Fordunkled selv den borealske Krands,
Og alle Mælkevejens Throner.
Jeg afstod af mig selv, ufordret, frie
Et Fyrstendom, som Fantasien drømmer
Det glimrendste blandt alle Fyrstendommer:
Et Fyrstendom med lutter Muser i —
Og danned’ om, hvad sikkert ingen Herre
Har gjort for mig, og aldrig gjør, desværre!
Et eenevældigt Andrarchie
Til et republikanskt Gynokratie.
Ej for at friske op mit Offers Minde,
Og anden Gang en Borgerkrands at vinde,
Gjenkalder jeg min Martyrdaad i Dag;
Den fik sin fulde Løn af Eders Hænder,
Den ærefuldeste, mit Hjerte kjender —
Hvad Løn er stor, som Musers Velbehag?
Hvo vilde ej med Lyst al Jordens Glands bortgive,
Aftræde hver en Ret til Opsigt her i Live,
Og froe modtage selv den dødelige Piil,
For Vindingen af Eders Dronnings Smiil?
Nej! ikke for paa nye at lade mig betale
En Daad, af min Samvittighed befalt,
Som blev mig den Gang tusindfold betalt,
Opvækker jeg Erindringen af Dvale;
Blot den selvsamme Stilling nu, hvori,
Mig Skjæbnen atter stiller hen aleene
Til samme Fristelser i lige Scene,
Omringt af Musechorets Tryllerie,
Aftringer mig et flygtigt Blik tilbage
Paa min Regjerings Brug i hine Dage.
Som jeg den brugte da, saa bruger jeg den nu,
Og som jeg ønskte, de, der over Throner ruge,
Dem alle vilde bruge,
(Besynderligen, o Provence! du,
Som truer med at herske sur la France
Et par droit de conquête et par droit de naissance)
Til den at skjenke dem, som eene have Ret
Til Hersken overalt og uden Hinder:
Oplysningens velgjørende Gudinder.
Jeg altsaa lægger anden Gang
Som Gud for Viisdom, Dag og Sang,
Mit Scepter ned for alle Musers Fødder,
Min Krone for den førstes Fod;
Og lover, hvis det tredie Gang mig møder,
At stilles her paa Stedet, hvor jeg stod
For fire Sekler siden, hvor jeg knæler
I dette Øjeblik, at gjøre samme Brug
Af det, som nogle røver, andre stjæler
Snart aabenbar, og snart i Smug.
Dog, før jeg mig af denne Kreds begiver
Tilbage til min skjulte Krog,
Hvor intet Musechor min Sang opliver,
Tillader mig, Gudinder! i det Sprog,
I selv umiddelbar uvante Tunge lære,
En ydmyg Bøn til Afsked at frembære!
Ved Skjæbnens Gunst at være kommet op
Paa Musebjergets Æthertop
Nu allerede tvende Gange;
Og, vinket af saa skjøn en Lejlighed,
Dog intet, dog slet intet at forlange —
Var at fornærme Musers Gavmildhed.
Jeg veed for vel, at deres største Glæde
Er den at lønne prøvet Dyd
Om ej med jordisk, dog med himmelsk Fryd,
Og en Pervonte selv at ønske de tilstæde.
Mig synes alt, at Eders Smil,
Gudinder, mig det skjønne Tilsagn give:
”Ønsk, Dødelige, hvad du vil,
”Og hvad du beder om, skal opfyldt blive.”
Som man i Musers Bibelbog kan see,
Af hvilken Aarsag veed jeg ikke,
Eet Ønske eller to sig aldrig skikke —
Min Bøn derfor og deler sig i tre:
For Kronen, som jeg anden Gang nedlagde,
En Rose, Hende Høstens Flora bragde,
Er alt hvad jeg bønfalder om;
Selv visnet skal den i mit Gjemme blive
Den største Skat, mig skjænktes her i Live,
Min meest tilbedte Helligdom!
For Sceptret, som de samlede Gudinder
Jeg gav, udbeder jeg mig her,
Som ni betydende Forenings-Minder,
Een Knappenaal af hver især;
Som Orden paa mit Bryst jeg disse Naale
Med meer, end ridderlig Tilfredshed, bære vil
Saa længe jeg er til,
Og deres Glands skal selv Pleiaders overstraale!
For al den anden Magt og Herlighed
Mit Muse-Scepter var forleenet med,
Hvis Mage man paa Jorden ikke finder,
Er det for meget, naadige Gudinder,
Hvad her, aftrædende mit Kongedom,
Jeg endelig tilsidst bønfalder om,
Et — ak! jeg iisner, skjøndt mit Hjerte brænder —
Et Kys paa hver af mine Musers — Hænder?
X.
