Jens Baggesen (1764–1826)

        Engelen Ithuriel —

Som man her i Kiøbenhavn

Kiender, troer jeg, kun af Navn;

Men som hver en Moders Siel

Mellem Hov’derne deroppe

(Lutter Hov’der uden Kroppe)

Kiender overmaade vel —

Engelen Ithuriel —

Siger jeg endnu engang,

Eene for at man maa nemme

Navnet — een af første Rang —

Og, som let man kan formode,

Da han nutildags paa Prent

Er saa meget lidt bekiendt

Her hos os — een af de Gode,

Der i Englefaldet stod —

(Mellem os kun alt for god,

Som Historien vil lære) —

Denne Lysens Engel, Kiere,

Med en philosophisk Aand

Og med et poetisk Hierte,

Fuldt af Lyst til Eventyr,

Reiste paa sin egen Haand

Til de andre Engles Smerte

Bort fra sit Deroppes Eden

Til et fremmed Land herneden

Fuldt af lutter vilde Dyr

        Da han — „Var det ingen Pige?”

Det er Grammatikens Skam,

At jeg veed det ei saa lige —

Dog, da hiint jeg ei tør sige,

Vover jeg, at hanne ham —

Men, hvad jeg dog ei vil dølge

Dem, som — af mig selv især —

Kaldes Engle: Hannet her,

Ihvor jordiskt og det er,

Drager ei til mindste Følge.

        Da han havde fra det Høie

Med sig bragt en Hoben Glands,

Dannet Øre, dannet Øie,

Himmelsk Sind og himmelsk Sands,

Og hvad ellers, vel med Føie,

Kaldes sieldent her til Lands —

Ønskte han, at see sin Kands

Til at gavne og fornøie

Med sit dannede Genie,

For hans Ophold i det Lave,

Mellem Folk der intet have,

Var med Tiden reent forbi;

Løb og derfor rundt omkring

Her paa Jorden efter slige,

Som han gierne gad berige

Med en Skat af smukke Ting,

Der i Himmeriges Rige

(For Indfødte der at sige)

Koster næsten ingenting.

        Aander ere reent af Lave

Efter Stakler at begave,

Der paa Næring lide Nød

Af Serafers Vand og Brød.

Det er deres bittre Død,

Hvor i Verden om de trave,

Sund Forstand, og Sands, og Smag

Eene for dem selv at have.

Min Heer Engel var en Nar

Efter, Skik paa Stof at sætte,

Og hvert Anlæg, hvor det var,

Kunstudviklinger at lette:

Han var stærk i Taal og Mod,

Dannevirksom, dannegod,

Mild mod alle, selv mod Qvæget —

Kort: i reeneste Forstand,

Trods et fremmet Noget eget,

Og lidt Fyrighed formeget,

Ret en ægte Dannemand.

        Lang Tid løb han rundt i Landet,

Og endogsaa rundt derom,

(Thi han kunde gaae paa Vandet)

Førend ham for Øie kom

Blandt de mange Klodrianer,

Enten Hunner eller Hanner,

Nogen som ham syntes om —

Nogen, som til Nød han kunde

Med et kunstigt Høvleri

Paa sin himmelsk lidt tilrunde

Uden om og inden i.

        Alle, som paa fire ginge,

Alle, som paa Bugen laae,

Alle dem med Hale paa.

Selv endogsaa dem med Vinge,

Lod han ligge, lod han gaae,

Lod han kravle, lod han klyve,

Lod han hoppe, lod han flyve,

Uden at han til dem saae.

Det var nemlig, fordi Formen,

Ikke svarte fuldt til Normen

Som er a priori sat —

For enhver fornuftig Klat:

Derfor lod han og spadsere

Selv tilsidst en Abekat,

Uden Fiæset at lorgnere. —

Hvad han gierne gad havt fat

Var de Hov’d-i-Veirs-Gestalter,

Som Fornuftens Regel spalter

Derom løb han Dag og Nat;

Thi han havde hørt dem rose,

(Naar deroppe blev fortalt

Om vor Jords Vidundermose)

For Beqvemhed fast til Alt.

Men han løb i otte Dage

Rundt omsonst, frem, og tilbage.

        Endelig han fandt dog een,

Der fast som en afklædt Dukke,

Halvveis under Laas og Lukke,

Opret stod paa tvende Been

Bag et Jern-Stakit, og green;

Og, betragtende Personen,

Treen han samme ganske nær;

Thi han saae paa Skabelonen,

At i Paradiset her

Det var sikkert Skabnings-Kronen,

Enten Manden, eller Konen —

Ligemeget! her, som der,

Er — paa lidt i Dragten nær,

Og i Minen og i Tonen —

En Ithuriel især

Mand og Kone lige-kiær,

Fast den eene, som den anden.

Og, da netop denne her

Var, som end i Uskyldstanden,

Indsvøbt i sin bare Dyd,

Uden Smil, og uden Lyd,

Fandt han Dukken op ad Dage

Til vor Fader Adam Mage

Der, før han fik fire Been

Ved sin Deeling, var kun een.

        Det, hvorpaa kun seer Platonen:

Den fortrinlige Gestalt,

Bygt til Sidben just paa Thronen,

Og hvis Led han snart fik talt,

Viste ham Fornuft-Patronen,

Prindsregent-Napoleonen,

Dyrbeherskeren i Alt.

Og skiøndt Fyren, som fortrækt,

Haanlig, syntes ham at gryne,

Jog en dyb alvorlig Mine

Med en underlig Effekt

Englen ind etslags Respekt.

Majestæt — og selv en ægte —

Man ei Bengsen kunde nægte.

        Men lidt mager — og især

Der, hvor Pladsen var til Kronen,

Ganske skaldet — tør, og tvær,

Og uhøflig var Personen;

Dertil blind, og døv, og stum,

Smagløs, følelsløs, og dum;

Selv, trods hvad Gestalten spaade,

Uden mindste Levemaade.

Drøm om, hvad man kalder Siel,

Blev i Kroppen ikke funden,

Slig: at det virkelig i Grunden

Var (som nu jeg veed ret vel)

Vor Humanitets Model.

        Engelen Ithuriel

Lod sig ei af Smaating kyse,

Naar det gialdt, at giøre vel,

Og opvarme dem, som fryse!

„Der er meget,” sagde han,

„Meget, meget her at giøre!

Men og meget giøres kan!

Den fortræffelige Plan

I Guds Billeds Kaliban

Vil jeg mig til Nytte føre —

Tegningen er høist korrekt!

Og hvis dette Mesterstykkes

Udarbeidelse mig lykkes

Vil det giøre, som mig tykkes,

Overordentlig Effekt,

Ikke blot, som nu, ved Skrækken

Af hvert Blik, som seer derpaa,

Men med inderlig Tiltrækken

Af hvert Hierte som kan slaae.

Lad os altsaa trøstig prøve

Hvad der med taalmodig Flid

I saa lang som muelig Tid

Giøres kan af denne sløve,

Tørre, blinde, stumme, døve,

Meer end bestisk dumme — men

Mesterlig anlagte Ven!”

        Som en Elsker, der vil vinde

Meer med Engletaal og Agt

Sin tilbedte Gudinde,

End med diævelsk Vold og Magt,

Blev han længe ved at bukke,

Smil i Smil, og Suk i Suk,

For den kolde stolte Dukke,

Knæfald føiende til Buk —

Kyste den endog paa Foden,

(Som er ikke længer Moden)

Trykkende dens kolde Haand

Ømt, som trykker kun en Aand;

Vovede tilsidst at kiæle —

Stammende med afbrudt Mæle

Himlens Turteldue-Kluk —

Men vor Dukke, skiøndt det rangled

I dens hele Krop og dangled,

Svared ikke med et Muk,

Urørt blev med haanlig Mine

Den bestandig ved at grine.

        Da hans Kiælen var omsonst,

Spildt hans Ord, og spildt hans Blikke,

(Danlingen forstod dem ikke)

Greb han til en anden Kunst,

Og begyndte den at knibe,

For at faae den til at pibe;

Men, hvormeget han og kneb,

Danlingen dog aldrig peeb.

Derpaa faldt ham ind at prøve

Vækken af dens ydre Sands

Ved at snoe den rundt og øve

Danlingen i Springedands;

Men den vakled paa de tynde

Been bestandig, som Statist,

Uden Lethed, uden Ynde,

Snubled, og faldt om tilsidst.

Endelig kom Englen efter,

At hver Sandsen, ogsaa blot

Af naturligt Ondt og Godt,

Langt var over sammes Kræfter —

Og, trods Springen og trods Hoppen,

At, før Spørgsmaal blev om Liv

I en Figurant saa stiv,

Maatte den faae lidt paa Kroppen.

        For paa Folk at sætte Skik,

Slutted han, er her i Landet

Maaskee nødig, frem for andet,

Overflødig Mad og Drik.

Altsaa putted han i Munden

Dukken lidt Ambrosia,

Underveis han havde funden,

Eller hvor han fik den fra,

Mens han tylded et Par Pæle

Nektar i dens tørre Hals,

Som han nok har maattet stiæle —

Hedensk var den allenfals.

Men hvert Bid, den ind blev proppet,

Før min Engel saae sig om

Inden Munden ret blev stoppet,

Gik bestandig som det kom —

Og hver Drik af Gudelivet

Som den blev i Halsen givet

Løb, som af en Luttertrud,

Øieblikkelig atter ud.

        Hver en anden nu var bleven

Ærgerlig, om ikke vred,

Og aldeles leed og keed

Af Livsaligheds-Eleven;

Engelen Ithuriel

Blev det og en smule vel;

Men, trods Leeden, og trods Keeden,

Blev han ved, at danne løs

Paa den Utaknemmelige,

Men, som sagt, i Støvets Rige

Bestproportionerte Knøs.

Skiøndt den dumt blev ved at grine,

Giorde han et nyt Forsøg,

Huld paa Kroppen den at kline

Med en heel alvorlig Mine,

Skiøndt det kunde synes Spøg:

Moos han tykket saae paa Steenene,

Hvoraf han den Slutning drog,

Her ham vilde lykkes og

At faae klinet lidt Kiød paa Beenene.

Feed og blev hiin gode Ven,

Saa det var en Lyst at see ham —

Men, om føie Tid, o vee ham!

Faldt ham Fedtet af igien.

        Dog udførlig at beskrive,

De taalmodige Forsøg

Paa, Krabaten at oplive,

Der gik samtlig op i Røg —

Dertil kan jeg ei mig give,

Hvis jeg og mig giorde Flid,

Den fornødne lange Tid.

Altsaa kort: Min Danling staaede,

Hvert et nyt Forsøg til Trods,

Sig bestandig som et Klods —

Ingen Dannen kunde baade;

Danneren Ithuriel

Svedte sig omsonst ihiel,

For at give den Rebel

Mindste Smag paa Levemaade.

Dog blev Lysets Engel ved

I sin Dannen, ufortrøden,

Med en sand Langmodighed,

Til han fandt, hvori stak Nøden —

Til med eet han nemlig saae,

Danlingen, han danned paa,

Ingen anden var end — Døden.

        Da den Fromme mærkte det,

Holdt han op, sin Tid at spilde

Baade tidligen og silde —

Og jeg troer, han havde Ret.

        Høie, himmelske Fornuft!

Mon du virkelig betænkte,

Hvad du giorde, da du sænkte

Helligdommens Ætherduft

Ned i Livets tykke Luft?

Da til Støv du Aander lænkte,

Og de Syndefaldnes Liig

Under Syndflodhavets Brusen

Sendte Bud paa Bud fra Dig

I forklarede Vingers Suusen?

Naar for Idealers Glands,

Naar for alt, hvad aander Livet,

Mennesket, som Aand, blev givet,

Sløvet er hver ædel Sands —

Naar sig inden Dyrets Skranke,

Neppe mælende, som saa,

For at tænkes, holde maa

Dyd, Religion, og Tanke —

Naar, især i Sort paa Hvidt,

Aandelige Hungerkuren

Eene troes at hielpe lidt

Mod hvert Udslet af Kulturen —

Naar et Slags Merkurial

Er den eneste Fortæring

Paa det store Digterbal

I Geniernes Knapnæring —

Naar et bliver, om ei Slet,

Som alt andet, der er Mode,

Det ei længer giengse Gode,

Dog, hvor end det sees — Skelet —

Mon en Rothe selv ei vilde

Med sin Danne-Tankegang,

Og en Ævald med sin Sang,

Komme begge lidt for silde?

        Hvad da ville med en Leeg,

Som man haaner, som man hader,

Grinende paa Modens Gader

Her — i Aanders Mørkestæder —

Grundtvig, Ingemann, og jeg?

        Der skal jeg, saamænd, os sige —

Svarende, hvis ei for dig,

Dannepar i Dannerige!

Dog, til videre, for mig:

        Blive ved, endnu ret længe —

Haaber jeg — at lege Liv

Med de døve, dumme Drenge

Til vor egen Tidsfordriv,

Hvis og ei til deres Nytte —

Jeg, for min Part, meer end fro,

Naar endogsaa blot I To

Til mit spildte Hei! og Ho!

Mens jeg lever, ville lytte.