Jens Baggesen (1764–1826)

I fulde Glands den unge Sommer straaler,

        Og Himmel, Hav, og Jord er fyldt af Livets Lyst;

Et festligt Bud gaaer om i store Skaaler

        Fra Blik til Blik, fra Mund til Mund, fra Bryst til Bryst.

Naturen rundt har nu hørt op at græde;

        Alt blomstrer, synger, leer; og vi, ved dette Bord,

Med fulde Glas og Hierter, deele Glæde

        Med Bæk, og Dal, og Skov, med Himmel, Hav, og Jord.

Thi Danmarks Sol er atter lys oprunden!

        Med Vaarens sidste Taage svandt hver anden Sky;

Hver Livets Sorg er med Naturens svunden;

        Og Fædrelandets knuste Hierte slaaer paa ny.

Det slaaer igien i disse glade Toner,

        Hvori gienklinger Dannerfolkets yngste Fryd;

Min Sang er Jubelsang af Millioner;

        Mit høie Glædesraab er hele Landets Lyd:

”Vor Frederik os smiler atter hiemme!

        ”Vi har igien vor Fader, og igien vor Ven!

”Hver Frygt, hver Nød, Terminens selv, vi glemme:

        ”Vor eiegode Konge har vi her igien!”

Den Lovsang lød alt mange glade Dage

        Fra hver en Borg og Braae, paa hver en Mark og Strand —

Med fulde Glas vi jublende gientage,

        Hvad alt med Mund og Hierte sang hver Dannemand.

Vi synge høit i Glædens fulde Tone:

        Vor gode Konges Skaal! vor gode Konges Skaal!

Gid snart, med ham, den blide Himmel krone

        Vort Fædrelands Lyksalighed, hans Kronings Maal!