Selskabs-Perial
Dithyrambe.
Dithyrambe.
(1813.)
(1813.)
Ei Mimers Brønd, og ei Hippokrene
Rokke mig Foden; svired jeg dog eene.
Som en Drukkenboldt i Smug, hvis jeg pokulerte der!
Dyb er den eene, høi er den anden,
Sige Folk, som der gaae fra Forstanden;
Jeg vil ikke gaae fra min — jeg vil rolig blive her.
Vand — Vand — Vand — hvor det og rinder,
Hist om Koraller, her om Kiærminder —
Eller — Iller — Aller — Oller — Uller — Elv —
Randt det og ned fra Trollhætten selv —
Perlede høit paa Palmer i Sand —
Blomstred i Riim, paa Ruder og Rand —
Flod i Freyas Taare,
Ned paa Baldurs Baare —
Vand dog er og bliver Vand.
Men i en Sal, og selv i en Stue,
Smiler mig der en Frøken eller Frue,
Seer jeg Flasker kun og Glas, hører jeg lidt Støi og Leeg,
Danser derhen mig Foden i Blinde,
Gir man et Vink mig, flux er jeg derinde;
Sangen toner af sig selv: ”Her er Selskab, her er jeg!”
Viin — Viin — Viin — hvor den og funkler,
Hver vandig Glands i Verden fordunkler —
Venner — væne Vider — Vinger — Venner — Viin!
Hver ta’r sin Flaske! her ta’r jeg min!
Drik, Ven! og glem det jordiske Muld!
Drik til du bliver Digter, og fuld!
Det er noget andet —
Det er ikke vandet —
Druens Saft er himmelsk Guld!
Tidt saa jeg sang — paa Holmen — i Prater —
Snart mellem blaa, snart røde Kammerater —
Snart blandt dem med Buxer af — snart blandt dem med Buxer paa —
Og hvor jeg sang, hos Høie som Lave,
Gik det ret lystigt — ingen faldt i Stave;
Thi jeg drak, alt som jeg sang, og man kunde mig forstaae.
Sang — Sang — Sang — hvor den og toner,
Dybt i de Kieldre, høit om de Throner,
Dingle — dangle — dingle — dangle — dingle — dang —
Retter best sig efter Glassenes Klang.
Fri maa han være, Digtren, og fro,
Hvis man paa Ordet ret skal ham troe —
Og blandt Bifaldstemmer,
Som hans Ruus fornemmer,
Er ham kiærest de, som loe.
Men iblandt alle Gilder paa Jorden,
Hvor jeg lod rulle Sangenes Torden,
Og hvor Latter Skrald i Skrald gialdt til Himmelen faldt ned;
Viinens, forstaae, som Bordfladen hvælved:
Flasker og Glas, som dirred der, og skiælved,
Og som ei alleene faldt; men jeg selv og andre med —
Buus — buus — buus! Let det kan hænde;
Jorden engang og tumler overende —
Tumle — tumle — tumle — tumle — tumle — top —
Men hvor jeg faldt, og hvor jeg stod op,
Hvor jeg og sad, paa Land og ombord,
Ingensteds dog, i Syd eller Nord,
Sad jeg ret i Sæde
Med min fulde Glæde,
Som ved dette fulde Bord.
Thi skiøndt i mange lystige Kredse
Viinen var god, og Giæsterne tilfredse,
Skiøndt og Sangen ofte steg høit til Glædens Melodie,
Medens med Smiil og venlige Lader
Vinkte mig huldt Begeistringernes Fader
Til en ikke lille Ruus i den drukne Harmonie —
Her — her — her — fandt jeg den største
Sangenes Helt og Munterheds Første:
Vært for alle Værter, Dans Apollo, Dig,
Glædens Gud og Dithyrambernes liig!
Her gir du ikke blot mig et Vink,
Her i Person du byder mig: Klink!
Jeg i Himlen svæver,
Mens mig Glæden hæver
Paa sin egen Guddoms Vink.