Thora
Ottende Sang.
Ottende Sang.
Medens nu Hexen tog sig en Luur, som hun pleied gemeenlig
Hvergang Solen begyndte mod Vest sin dalende Nedgang,
Førte den Muntrede rundt omkring i den smilende Landsby
Gorm, forklarende ham hver Ting, som vakte hans Studsen.
Meest tiltrak sig dog nu hans Opmærksomhed enkelte Hobe
Pyntede Mænd, og Qvinder især, der til Kirken i Udby,
Bærende Bøger i Hænderne, gik. De syntes ham ligne
Venlige Slægtninge meer, end grumt forfølgende Bødler,
Hilsende ham; og han hilsed igien, uvilkaarligen ofte
Glemmende Menneskehadet, ham dybt var plantet i Hiertet.
Rødmende spurgte han Gorm, om han kiendte dem? Lidt eller intet.
Svarte ham denne, jeg hilser dem vel, arbeidende dagviis
Hos dem, men uden at bryde mig dog ret synderlig om dem;
Æden og Drikken og Soven er alt, hvad, pløiende Jorden,
Dumt de bestræbe dem for, og, som Dyr at formeere hinanden.
Hvad dit Hierte forlanger, min Søn, som alt jeg har mærket,
Er dem en udrømt Drøm. Mit Raad er, hold dig fra Samqvem
Med dem saa længe du kan; du lærer at kiende dem tidsnok.
Hader du dem da? spurgte ham hin. Jeg flyer dem, var Svaret,
Uden at hade dem. Du er dog selv, jeg haaber, i Hiertet
Trold, skiøndt menneskefødt, vedblev han. Smilende gientog
Gorm med Forundring: Saa holder du da saa meget af Trolde?
Kiender du dem? Med Ivrighed tog ham Ynglingen Haanden,
Trykte den stærkt, og svarte: Ja! dig, dig tør jeg fortroe det,
Vil jeg fortroe det, du røber mig ei: Min Fader og Moder
Hørte til deres udryddede Slægt, af hvilken nu jeg er
Eeneste Rest. Gud give kun, meer jeg turde dig sige;
Men jeg har svoret engang, ved Troldenes Fader i Himlen,
Aldrig at sige til Mennesker meer. — Sig aldrig mig meere!
Raabte med Haanden for Øinene Gorm — sig aldrig til andre
Halv saa meget! jeg kommer igien! sæt ned dig i Skyggen
Her, for at hvile dig, ventende lidt; jeg vender tilbage
Snart, vedblev han, og svandt. Imens han var borte, fornyed
Ynglingen ængstlig den Eed, han nys var ifærd med at bryde
Tillidberuust af det første hans Blik giensmilende Huldblik;
Og, sig gienkaldende hvert ham hellige, Himmelens troede,
Moderens Bud, skiød atter med Kraft han Skaaden, som lukker
Helvedes Bagdør til, for det let sig aabnende Hierte:
Dølgsmaalsbolten. Sin Æt og sin Iid han besluttede jernfast
Hver at fortie fra nu; og fra nu af stadig han holdt det,
Underlig hiulpen af Fristeren selv, hans selsomme Fører.
Denne, som ængstlig var sprungen i Hast tilbage til Alrun,
Spørgende hendes Erfaring om Raad, hvis oftere Roller
Slog paa den farlige Streng, med hvis Springen, hun tidt havde sagt ham,
Vilde forgaae den eeneste Rest af Frihed i Norden,
Kom nu igien; og den standsede Gang og Tale blev fortsat.
Roller han tilbød Leie hver Nat, saalænge hans Ophold
Vared i Jetlund, hiemme hos sig; og Ynglingen modtog
Glad, som en Frænde betragtende ham, det venlige Tilbud.
Derpaa vandrede sammen de hen til et Huus, der, som Alruns
Hytte, men fiernere, laae for sig selv; og et Kammer, hvis Mage
Havde sig aldrigen drømt den underjordiske Skovbo,
Viiste ham Gorm her, fyldt med Glands af glimrende Værktøi,
Bøger, og Billeder, aabnende halv ham Himlen paa Jorden.
Næst derved i et mindre der stod en rummelig Standseng
Meer paulunlig end Hexens endnu. Her deeler du med mig
Alt hvad jeg har, tilsmilte ham Gorm, hver Aften, og daglig
Tiene vi sammen vort Brød med Markarbeiden og Huusflid,
Indtil du evner, at bane dig selv en bredere Livsvei
Til det sig fiernt end skiulende Maal, der vinker dit Hierte.
Hvad alt dette betyder, du seer, skal jeg fuldelig siden
Stykke for Stykke forklare din Lyst; nu gaae vi tilbage
Først til den gamle Troldinde. De gik, og ned imod Lyngens
Yderste purpurbræmmede Rand sank dalende Solen,
Alt som de nærmte dem Hytten, og svandt, i det de derind treen.
Her nu lukte, med Dagens, igien sig Ynglingens indre
Munterheds Rose, da, hilsende ham med Skotten til Panden,
Hexen gienkaldte ham Skriften, der stod. Med Badet for Øie,
Som i Kilden hver Morgen hun nys ham havde befalet,
Skialv han, da hende nu Gorm sit Tilbud meldte, for Afslag.
Men mod hans bange Forventning samtykte hun; dog paa det Vilkaar,
Aldrig at glemme, til Kilden at gaae, naar Hanerne gole,
Selv han jo vidste hvorfor; thi det, vedblev hun med Skotten,
Er, hvad der bliver mellem os to! For Resten Jer begge
Seer jeg hver Søndag, endede hun, og dig, lille Skovtrold,
Hvergang kalder mit Horn, og hvergang Dolken dig stikker.
Saa blev aftalt. Medens paa ny lidt pusled derude
Hexen, betragtede nær de to smaa Billeder Roller,
Adam og Eva med Slangen i Løv, og Lammet med Fanen,
Spørgende Gorm, om hiemme hos ham var noget af denslags?
Frygtende næsten hans Svar. Men hvor blev inderlig glad han,
Da han ham sagde, han havde dem selv, og den hellige Moder
Med det omstraalede Barn paa sit Skiød, og Christus, paa Korset
Mellem Røverne, hver paa sit Træ, livagtigen afbildt,
Tornekronen om Issen, og Dødningehovdet ved Foden.
Alrun afbrød Talen derom, i det hun igienkom,
Sættende Sødgrøds-Fadet paa Disk, og bringende siden
Honning paa to Træbakker, og smaa Katoste med Skofter,
Ikke forglemmende Katten, der og fik Mælk i en Leerkop
Henne ved Kosten i Krogen. Hun selv ei spiiste; men drak dog
Skaalen til Afsked med, da Gorm udbragte: Det Skiultes!
Som jeg dog seer, tilføiede hun; og skotted til Hætten,
Roller med Haanden imens fra Panden havde sig opskudt,
Og som han hurtig igien trak ned med hemmelig Gysen,
Blussende rød, besindende sig. Nu reiste sig begge,
Takkende hende for Mad; og, imens sig stoppede Piben
Gorm, gik hen, for at tage sin Byldt, den ængstede Roller.
Førend vi skilles, et Ord i Eenrum! hvisked ham Alrun,
Følg mig! og skiælvende fulgte han ud. Luk Døren! vedblev hun;
Og han lukte. Da tog hun en Glød i den askede Træsko,
Strødde derpaa Svovlpulver, og mumlende sagte, hun henholdt
Troldfyrfadet, det dampende, ham for Panden en Tid lang.
Derpaa tog hun af Skabet, der hang, en Dødningehiernskal,
Giød tolv Draaber deri med den rystende Haand af en Flaske,
Rækkende ham den omdampede Skaal, og bydende: Drik det!
Det har du got af! drik! drik! drik! det lædsker dig Hiertet!
Hørende, syntes ham, Moderens Røst i den hævede Stemme,
Drak han; og, medens han drak, begrov hun Gløden i Asken.
Gaae nu med Gorm, dig at hvile, min Søn, som høit du har nødig!
Endte hun mildt, og tilbage han gik. Alt færdig med Randslen
Under Armen, og rækkende ham Knortkieppen, hans Fører
Vented i Døren; og begge sig nu befalte Mo’r Alrun,
Vandrende sammen paa Marken i Chor af gylpende Krager,
Rundtomqvækkende Frøer, og fierntomrullende Tordner.
Thi mørkt trak der paa Himmelen op fra samtlige Hiørner,
Medens de gik, et truende Veir; og de hasted med Iilskridt
Hiem, for at undgaae Regnen, der med et pludseligt Skyskrald
Styrtede ned, da til Huuset de kom, og skyndigen indtreen.
Under Jorden, omhyggelig skiult i den inderste Kule
Hvergang, agende frem paa sin Skyvogn, nærmte sig Skoven
Troldenes Skræk, og de hamrende Slag i Fieldene gienlød,
Havde kun eengang hørt Thors Knurren, som det dernede
Kaldtes af Brødrene, Roller, og svagt kun buldrende langt fra,
Dengang et Barn. Han sad i en Eeg paa det eeneste friske
Hundredaarige Skud, som et Slag end ventede (Liig stod
Hele det øvrige Træ med elleve splintrede nøgne
Visnede Greene) da pludselig lød fra Toppene rundtom,
Underlig Gysen indjagende ham, en truende Stemme,
Skrækkende selv hvert Løv og de vildt henflagrende Fugle.
Lyttende hørte han nærme sig meer og meere dens Brummen,
Da (han saae det endnu) dødbleg, med skiælvende strakte
Hænder, fra Hulen, og skrigende høit, kom styrtende Grimla:
„Ned, før dig Hammeren træffer, mit Barn! ned! ned!“ og i tre Spring
Var han paa Jorden, og i hendes Arm, og dybt i sit Jordhul.
Knap var med Gorm han i Kammeret nu, før igiennem det aabne
Vindve ham syntes at true den hist fierntsvungene Hammer
Nærved, dundrende høit. Det alt indhyllende Mørke,
Brat opklaret af blændende Lyn, der sluktes i kulsort
Natmulm, atter og atter oplyst af Flammer paa Flammer,
Fælt ledsaget af døvende Skrald i Døningens Afgrund,
Slugte hans Aand i Forfærdelsens Svælg; og Hammeren traf den
Med hvert gloende Sving, til i sidste Slag han omkuld faldt.
Halvqvalt laae han paa Gulvet som død, før Gorm sig omkring saae,
Drømmende lidt, da bestandig han taug, mens varede Veiret,
Ynglingens Skræk. Nu mærkte han først, hvorfor han saa taus var,
Hævende ham; og den Daanede flux han bragte paa Sengen,
Koldt Vand sprøitende paa ham, til langt om længe han opslog
Øinene, kommende lidt til sig selv ved Tordenens Ophør.
Skyllende regnte det nu, som om samtlige Himmelens Sluser,
Aabnede, strømmede ned i et Jorden druknende Vandfald,
Medens, af Skræk og Bedrøvelse træt, og skyndigen afklædt
Af den urolige Gorm, Runhøforsoneren indsov.
Saa med et Sæden paa Marken nedstyrtende frygteligt Uveir,
Der i et Syndflod lignende Skyl vedvarte til Midnat,
Endte sig Rollers Indvielsesdag. Hvad Under, at aldrig
Slettedes ud af hans Siæl det Indtryk, alle dens Rædsler
Giorde paa Voxet, end blødt i Skiæbnens gribende, stærke,
Skrækmulmhyllede Haand, og, at nu for stedse kun Eet stod
Klart for hans blændede Syn: Dolkrosenbruden paa Havsgaard.
Hende kun havde han seet i Taagen, i Kirken paa Runhøi,
I Grønøiets de giftige Blik, og i Kragen, som henfløi;
Hende kun saae han sig trykke hver Torn i den blødende Pande;
Hende kun saae han i Himmelens Lyn. Hun svævede for ham
Grum, som i Moderens Drøm, i hvert ny ham mødende Skrækblik.
Ogsaa drømte han nu livagtigen, hvordan han ankom
Eene til Havsgaard, skuende der, ham hilsende, Thora
Med Blodrosen, og Dolken deri, som, skiøndt han den klarlig
Kiendte, dog lokkede ham; og han nærmte sig varlig den rakte;
See! men da stod han med eet i en morgenrødmende Glandssky,
Huldt omaandet af liflige Vift, og omduftet af Vellugt,
Salig et Blun; men med frygteligt Brag brast Skyen omkring ham,
Og i et pludseligt Lyn han vaagnede, slumrende snart dog
Ind i sin Angest paa ny, Tak skee den yderste Mathed.
Samtlige følgende Dage var hver en qvægende Time
Mod den nu overstandenes Aar. Hver tidlige Morgen
Baded i Kilden han Hovedet først, og gik saa til Arbeid
Med den ham muntrende Gorm, der ei blot lærte ham Bondens
Dont i Mark og paa Stald; men selv Kunstdreien, og Biavl,
Havedyrkning, og Tegning endog med Kul og med Rødkridt.
Thi fast alt hvad den dueligste Mand til Arbeid paa den Tid
Evned og vidste, forstod han sig paa, og kunde desuden
Mangen forlystende Kunst, oplært i fremmede Lande.
Sildig om Aftenen læste de lidt gemeenligen sammen,
Uden at Gorm hin svækked sin Tro paa hvad der i Hulen
Var ham forklart om Troldenes Ret til Jordens Behersken,
Og om en Slægt, han foragtede selv, med underlig Længsel
Efter en ny, hvis Komme ham nær alt havde bebudet
Alrun ofte. Saa kyndig han var, paa Spinderskens Alvid
Troede han fast, fra den Dag, hun spaaede ham, hvad der blev opfyldt
Punktligen Aaret derpaa; skiøndt, hvordan ellers det stod med
Christendommen, hun havde, saavidt han mærkte, kun lidt af,
Aldrig besøgende Kirken, og nævnende sielden et Guds Ord,
Hver Sankt Hansdag Vindverne lukt, og borte ved Midnat,
Krøb lidt i ham; men, tænkte han, hver maa feie for sin Dør,
Bloksbiergkosten har ogsaa sin Ret. Den gamle var huuspen,
Hundredaarig, og væver endnu, godgiørende, giæstmild,
Hielpsom med Raad, og forunderlig klog paa Skeet og hvad skal skee,
Frie, selvstændig, og stolt, med sin Kat alleene sigselv nok —
Hvordan hun var, var hun ædlere ham, end hele den Yngel,
Hidtil i Krig og i Fred han havde beleet eller ynket,
Agtende lødt paa den blændende Skals kiernsottige Glimren.
Men hvad især bandt Gorm til den Snurrige, var dog den siette
Finger, og Navnet hun bar; thi begge, saavidt han erindred
Havde han hørt omtale, som Barn, paa Slottet i Halland,
Og i sit Hierte han holdt for sin Oldmoer hende, skiøndt aldrig
Yttrende hvad han betænkelig fandt, at røbe for Verden.
Ofte med Roller til hende han gik, naar kaldede Hornet,
Ikke hver Søndag blot; og jo meer sig nærmede Tiden,
Hin var til Afsked bestemt, jo tiere kom han der med ham,
Nødigen skillende sig ved hans Uskylds hellige Selskab.
Endelig brød den berammede Dag, paa hvilken sig Rolleer
Skulde begive, ved Morgenens Gry paa Veien til Havsgaard.
Natten var endt; det tredie Næ, fra hans Komme til Jetlund,
Sluktes; og Randslen var alt paa hans Ryg, og Kieppen i Haanden.
Gorm gik med. For at hilse tilsidst, som hun havde dem paalagt,
Alrun endnu, de, paa Veien forbi, gik ind, og hun modtog
Begge med Smiil; men vinkte med sig til Stegerset Roller.
Her hun, med Brikkerne paa, ham betragtende, klapped ham Kinden
Venlig, og sagde: Nu glæd dig, mit Lam, nu er intet at see meer!
Nu kan du trodse hvert væbnede Syn, og hvert Blik af en Glumsøe!
Derpaa bedryssende Gløden i Hexfyrfadet, hun gientog
Røgelsebadet; og kastede hen paa det knittrende Fyrsted
Hætten, hun tog ham af Hov’det, og Dugen, han holdt der i Haanden,
Rækkende hen ham en finere ny med Runer i Kanten,
Indsyet af hende selv den Nat, hun blev hentet af Erik.
Bær nu herefter og denne bestandig til min Erindring,
Sagde hun, trækkende sig af den ellevte Kralle med Zittren
Ringen af Pol-Jern, hvilken han tidt høit havde beundret,
Hvergang Nøglerne lystrede den i Dandsen paa Bordet:
Sæt dig den her nu paa Fingren min Søn, og tab mig den aldrig!
See! thi jeg skienker, med den, dig vor Æts slægtarvede Klenod,
Draaben af Drupner, den sidste! den minde dig samtlige Runer,
Som jeg har lært dig, hvert moderlige Bud, og enhver min Formaning!
Gaae nu, hun endte, ham favnende, gaae til den Lumske paa Havsgaard!
Pluk der Rosen, og tag dig i Agt for Dolken i Tornen!
Giør et Besøg mig hvert Næ, naar du seer til din Moder i Skoven!
Gaae nu med Gorm! han vil bringe mig Bud om din rigtige Didkomst,
Før vil ham jeg ei see. Han gik, med Ringen paa Fingren
Nordstærk følende sig, og besiælt til kiæmpelig Kraftdaad.
Først et betydeligt Stykke paa Vei alt, som med hinanden
Arm i Arm de fortroligen gik, bemærkede Ringen
Studsende Gorm. Vær hilset, min Drot, udbrød han, med Huen
Skyndig i Haanden, og standsende lidt, dig hylder fra nu af
Kiernen i Nord, og Frihedens dybt begravede Kræfter.
Halvt er nu opfyldt hvad jeg har drømt! Udlændingens Huuskarl,
Skam dig ei hist ved at trælle paa Skrømt; dig tiener en Herre!
Gaade var Roller hvert Ord, og det brat forandrede Væsen,
Gorm nu, ham slippende Haanden, med kiendelig Agtelse paatog;
Uden at ville forklare ham dog dets fulde Betydning.
Lad det kun hænge der, Dækket endnu, min hellige Lærling,
Svarte han, til det med eet, naar alt er færdigt der bag ved,
Rulles af den Haand op, som det rullede ned for vort Øie!
Derpaa, dreiende Talen til andet, der nærmere laae dem,
Vandred de videre giennem en gold udørkelig Strækning,
Uden at møde det ringeste Liv; da, nærmet, omsider
Viiste sig Havsgaards smilende Tag; thi, dækket med Teglsteen,
Glimrede Huuset, af Solen bestraalt, for Øinene langt fra,
Foran Krattet og Skoven, som fiernt omrandede Sletten.
Her nu omfavnede Gorm den med eet i strømmende Taarer
Rørt udbrydende Roller, og græd; og uden at tale,
Skiltes de, hilsende længe hverandre med signende Tilvink,
Til sig af Øinene fuldelig svandt den eene den anden,
Hin til Jetlund vendende hiem, og denne til Havsgaard.
Som han nu nærmede meer sig og meer de lynende Vindver,
(Ak! thi han troede jo svanger med Mord det glimrende Skyeslot,
Hvor, i en Rose sig skiulende, laae den voxende Dolkbrud,
End kun en Orm) hvor bankede ham det svulmende Hierte,
Kildret dog underlig midt i dets Angst af det anede Skrækblik!
Naar han nu endelig fik det at see! naar hist nu stod der
For ham den smilende Glut med de gyldne flagrende Lokker!
Hun, som han havde sig drømt i saa mange ham martrende Syner
Slangen saa lig om Kundskabens Træ! hun, der for hans Uskyld
Svævede, som den bevingede Synd, og, med skoggrende Latter,
Giennemborte hans Barm, og udtreen ham Øiet i Taarer,
Dandsende lystig omkring paa hans knuste blodige Pande!
Ved hvert Billede (samtlige fløi, som opjagede Ravne,
Siælen, ved Nærmen til Gaarden, forbi) han standsede Gangen,
Vendende sig paa den bævende Fod, med Haanden for Øiet.
Endelig naaede han Havens det yderste Hiørne, hvor Veien
Dreiede sig, langs Giærdet, omkring til den fiernere Baggaard.
Her han satte sig træt paa en Steen, henstirrende for sig,
Uden at see, med Armene krydsnedsænkte mod Jorden,
Kæmpende taus med sig selv, i sit Inderste hørende lydt alt
Thoras sig nærmende Trin. Som om rystende Luften omkring ham
Under ham bævede Steenen, han skialv; da, løftende Haanden,
Pludselig trukken ham ned, som det lod, med Vælde mod Jorden,
Doppelt han fandt Runringen paa Fingeren: tæt til den første
Klæbende, nemlig, en anden, en mindre, som, nærmet til Øiet,
Klarligen randomskreven han saae med lignende Runer.
Kildrende giennem hans Hierte der foer en underlig Gysen,
Da han den brat løsrevne paa ny fandt hængende fast ved
Ringen, han skildte den fra. Han lod omsider den hænge,
Følende Modet sig voxe derved; og lettet om Hiertet
Lidt ved den selsomme Fangst, der adspredte de mørkere Tanker,
Løste han Randslen, og kæmte sig først de krusede Lokker;
Børsted saa Støvet af Hatten og Skoene; bandt sig i Sløife
Kluden om Halsen; og pyntede halv vilkaarligen paa sig,
Endelig samlende hele sit Mod. Som just han var færdig,
Snørende Randslen igien, og, den klæbende Ring, der, i Snoren
Hildet, sin Mage forlod, nedputtende hurtig i Tasken,
Saae bag Hiørnet, sig bukkende tidt, og, uden at see ham,
Nærmende sig paa svævende Fod, han Synet, hans Siælsangst
Havde ham helvedemalt, i alt dets himmelske Huldglands.
Mod ham kommende, søgende ham (saa lod det) med ængstlig
Speidende, rundt om ledende, Blik; med Liliehænder
Famlende for sig; med gyldene, frit henflagrende Lokker,
Og med en Rose paa Brystet, han saae, hvad Englenes Skaber
Skuede selv med et Smiil, da den første rødmende Jomfru
Sprang af hans dannende Haand. Han saae det, truffen af Livets
Evighedstraalende Lyn, fuldtændt af Saligheds Flamme
Brat i det hellige Nu; og, med Hiertet i Brand, og, som favnet
Af den Almægtige selv, han sank, ei længer paa Jorden,
Aanden i Himlen, Kroppen et Liig. Bleg laae han, som død, da
Thora med Skræk den Besvimede nu saae liggende for sig.
Hende dog, trods det forfærdende brat overraskende Dødblik,
Tiltrak Ynglingens salige Smil. Hun nærmte sig, selv bleg,
Varlig den Blege, betragtende nær med lidende Blikke
Liliepanden, og bedende Gud, indblæse med Sukker,
Som hun nedaandte paa Læberne ham, den Segnede, nyt Liv.
Derpaa kaldte hun høit med gientagne skingrende Nødskrig
Faderen, der dog ei hørte dem, fiern; og medlidende raadvild,
Løb hun i Angesten frem og tilbage, til, mindende Bækken
Tæt ved, hentende skyndigen Vand i Hatten, som laae der,
Skiælvende hun ham bestænkte dermed. Hvor blussede Glæden
Paa hendes Kinder, da, rødmende lidt, de blegnede Læber
Zittrede ham, og forraadede Liv. Mildt tog hun sig Rosen
Flux af sin Barm, og beduftede dem med dens søde Forfriskning;
Og i det samme han, vækket, oplod de Øine, hvis fromme
Himmelforklarede Blik hun fra nu af aldrigen glemte,
Neppe dog levende skuende ham, før undseelig tilbage
Foer i sig selv den uskyldige Fryd. Da han rørte sig voldsomt
Treen hun tilside, med Øinene blyt nedslagne til Jorden;
Og, da han fuldelig reiste sig op, dybtsukkende, fløi hun
Skyndig derfra, mens: jeg kommer igien! qvalt døde paa Læben.
Saa var Rollers og Thoras i Mulm opgangene Stierners
Første hinanden mødende Lyn; men neppe var hele
Himmelen tændt i dets Tvillingeblus, før atter det sluktes,
Sortnende Natten i Ynglingens Siæl. Imens hun til Huset
Henfløi, kaldende, samlede han de hellige Løfters
Spredede Hær til Kamp mod den overraskende Vellyst
I den Fortryllendes Smiil; og, sig selv opofrende, tvang han
Flammen, det alt havde tændt. Sig erindrende Ringen i Tasken,
Greb han den vildt, for at slænge den bort; thi dens Klæben til Ringen
Som han paa Fingeren bar, ham erindrede Slangen, som selv hun
Havde ham Eva gienkaldt; men hun kom i det samme, han greb den,
Fulgt af en Olding, hvis ædle Gestalt og ærværdige Graahaar
Atter paa Flugt jog Ynglingens hævnopglødede Tanker.
Uvilkaarligen bukkede han, sig kyssende Haanden,
Da ham sig nærmte med venlige Blik den værdige Lensmand,
Pleie tilbydende ham i sit Huus, til han fuldelig kom sig;
Og mildt spørgende ham: hvem han var? og hvor seenest han kom fra?
Takkende, stammed han endelig frem: at, forvildet i Verden,
Fader- og moerløs, han vandred omkring, fortienende Brødet
Dagviis, ønskende Tieneste sig, som Karl, i et got Huus.
Hidtil omsonst; thi ham manglede Brev, og Beviiser, og Skudsmaal;
Blottende Hovedet sig, var han pludselig faldet i Afmagt
Her ved Hiørnet af Haven, hvor ubetænksom i Solen
Stille han sad; men nu følte han alt ei meere til Svimlen.
Medens han talte, betragtede ham den gamle Herkuller
Smilende: Brev og Beviser, min Søn, udbrød han, og Skudsmaal
Skrev paa din Pande dig Herren, hvis Brød vi samtligen spise.
Lyster dig, stadig at tiene hos mig, skal ikke dig mangle
Fader herefter, forvildede Lam! Følg med! — og han fulgte
Menneske-Præsten, og Deien (saa syntes de ham) til det Blothuus,
Hvor alt slagtedes hele hans Æt. Paa Veien imedens
Ledede Thora, som før, om sin Ring; thi paa Gangen om Giærdet
Hvor hun i Aftes sig tidt havde plukt af Buskene Bræmbær,
Havde hun tabt den, formodede hun. Henveien hun havde
Speidet igiennem, da Mødet afbrød den ivrige Leden.
Nu Hiemveien hun sigtede rundt med kiendelig Uro,
Fast opgivende Haabet — da Roller, der over den Gamles
Tilkomst nylig, og Thoras, den brat forsvundenes, Giensyn
Ringen, hans Ring fandt, havde forglemt, sig besindende rakte
Hende den fundne. Hvor rødmede hun! Formodentlig søger
Sagde han, rødmende selv, til den Rosebevæbnede henvendt,
Denne Jer Leden, som ikke jeg veed, hvordan jeg har faaet den?
Gud er mit Vidne, jeg ei frivilligen tog den, med Forsæt!
Før jeg det vidste, den sad paa min Haand, ved Siden af denne,
Som er min eeneste Skat; dog faldt den mig ikke fra Himlen!
Dybt fra syntes den krøben; og nær jeg havde den bortslængt,
Bange for alt, hvad der brat opspringer imod mig af Støvet.
Blussende tog hun med zittrende Haand den rakte; men Hiertet
Giennemisnede Tonen, hvormed han sagde det sidste,
Blikkende mørkt. — Du bringer os Held i Huset! igientog
Oldingen, trykkende Haanden ham stærkt; og ind nu i Porten
Treen de. Men Thora forsvandt; og, imens til Stuen de to gik,
Fløi hun til Kamret, hvor Grimer var død, og, ved Leiet, hvor denne
Havde „Jeg kommer igien!“ som et reddende Middel i Livets
Yderste Fare, den zittrende lært, og foreert hende Ringen,
Ømt nu hun kyste dens Runer, og græd. Den gamle Herkuller,
Alt indtaget af Ynglingens Blik og Lighed med Grimer,
(Som og Thora ham havde bemærkt, da hun meldte hans Møde)
Fæstede ham; og med Møie beseired den voxende Tillid
Roller, trods hele sit Had til hans Slægts forfølgende Bødler.
Snart blev let ham, at lyde hvert Bud af det venlige Herskab,
Endelig Vellyst selv, at forekomme hvert Budvink;
Og i hans Barm inslumrede, dulgt af elskende Veemod
Hævnhugormen, der nagede ham det sønlige Hierte;
Til han omsider, fortryllet af alt paa det rolige Havsgaard,
Overlod sig den salige Drøm: at hans Moder og Alrun,
Skuffede begge, dog feil havde læst i Stiernernes Runer.