Thora
Syvende Sang.
Syvende Sang.
Solen, som nu brød frem bag den rosenskimrende Ringmuur
Rundt om den mulmafflørede Jords Lyngflade, paa hvilken
Lammet belæsset med Ulvenes Synd blindt vandrede fremad.
Udstødt brat i den vide, dets Fied vildfremmede Verden,
Styrkede lidt den uskyldige Barm til at bære sin Byrde.
Nu først saae Daglyset hans Blik i hele dets Omfang,
Ei blot over sig dryppende ned med sparlige Draaber
I Skovmørket; men vældende rundt omkring ham, et Glarhav
Druknende hele Naturen i Lyst. Den straalende Himmel
Tog den af Mørkhedens Aand med alle Rædselens Kraller
Grebne forvildede Flygtning i Favn, og lægede Hiertets
Giftigste blodige Saar med sit sandsfortryllende Solkys.
Vel udslukte det himmelske Lys ei Helvedes tændte
Brand i hans blodhævntørstige Bryst; vel vendte Naturens
Hele Forvandling med eet ei Naalen, der pegede nordpaa
Dybt i hans Inderste, medens han gik i Dagen omkring ham
Blindt til Maalet; vel higede han bestandig mod Jetlund,
Lydig sin Moder, og tro sin Samvittighed, bundet af Eeden,
Og af en skiult almægtig Magnet ustandselig hentrakt;
Men, hvad tilførn var Fortvivlelse, blev forvandlet til frit Mod,
Alt som han vandred i lysere Dag, og i dybere Baggrund
Lod fiernt bag sig de gamle ham hidtil fængslende Skyggers
Troldborgmure. Den vidt for hans Blik ugrændsede Slettes
Fri Luft spilled i brede beviftende badende Bølger
Om hans udvidede Barm, og den første Fornemmen af Storhed
Løste hans Siæls indsnørende Baand. Han følte sig Yngling
Først nu, følende Trang til en fri Meddelen, og sværmte
Morgenrødmende hen i sit Livs udspringende Roses
Mildt ombølgende Duft, for et Øieblik glemmende Dolken,
Rosentornen i Hiertet, og Blod-Natravnen paa Runhøi.
Saa han nærmede sig, af en nær henflagrende Krage
Pludselig vakt af sin Drøm, det blindt tiliilede Jetlund.
Her han bestudsed hvert mødende Huus som et tryllende Lystslot,
Havernes Skiønhed for alt, hvor, mellem blomstrende Frugttræer,
Purpurpionernes Pragt ham især henrykte. Med hvert Skridt
Steg hans Beundring; thi alt hvad han saae, paa Træerne nær, var
Nyt ham, og underligt, svarende lidt til den Verden, hans Drømme
Havde sig bygt af fortællende Snak og beskrivende Bøger.
Mennesker mødte han ei; thi, hvad ei var i Marken, var inde.
Snart dog kom han til Enden af Byen, thi Hændelsen førte
Tvers ham giennem den. Standsende her, han skued, et Steenkast
Fra sig, en Hytte med lavere Tag, afsondret fra Resten,
Og did gik han med sagtnede Skridt og bankende Hierte.
Kragen, der havde ham vakt (han troede den stadig den samme)
Sad paa Taget, paa Tærsklen en Kat, og Dørren stod aaben.
Inden for denne han saae en Gestalt, der et Billed, han ofte
Havde betragtet i Kulen, naar Dagen igiennem dens Aabning
Med Falddøren paa Klem, indstraalede, kaldte tilbage
Rystende ham. Ham syntes at see, forstørret, i Krogen
Ædderkoppen, der midt i sin Væv med gribende Kløer sad;
Og da han intreen, krøb i hans Krop dens zittrende Flue.
Alrun var det. Hun sad ved sin Rok, Garnvinden foran sig,
Spindende, hyllet i Fnug, selv sort, med kuglelig Krogryg,
Briller paa Næsen, der ligned et Næb, med det rystede Hoved
Ned mod Knæerne, dreiende just det spraglede Rokbrev
Med Haandkrallernes Greb, da, fulgt af Katten, han indtreen.
Mens han betragtede stum det ham ny, forfærdende, Kralkryb
Uden at standse, lod staae den alt indspundene Flue,
Spindersken; til han omsider sig fandt, og, Hatten af Hovdet,
Kyssende Haanden sig, hilste fra Natmandinden i Troldhiem
Tiggersken, endelig stammende frem: Hun kommer igien selv,
Slagen med elleve Slag, og bringende Bud om det tolvte.
Ja! det seer jeg, min Søn! giensvarte ham, nikkende, Hexen,
Hvert Ord staaer dig jo læseligt nok blodskrevet paa Brasken.
Lad mig dog see, hvad meere der staaer! Med dirrende Haand hun
Standsende hurtig sit Hiul, tog af Glarøinene, gneed dem,
Med Kuslappen omhyggelig først, og tog dem igien paa;
Dernæst bød hun ham bukke sig lidt; og med studsende Gysen
Bøied han ned mod de stirrende Blik den glødende Pande.
See! see! smidskede hun, hvad seer jeg dog der? og med klangløs
Inden for Læberne mumlende Røst hun langsomt igientog:
(Som om paa Panden hun læste, hvad dybt i Hiertet ham gienlød)
„Bringende dig med sit Barn Dolkrosenbruden paa Havsgaard —
Resten mig løber i eet! hun murrede; thi det er Smaaskrivt;
Men den læser i Mørke min Kat! Ja ja da! — Saa har du
Altsaa været i Kirke, min Søn, vedblev hun, og smaaloe,
Strygende Kattens sig bugtende Ryg, mens op den paa Skuldren
Kravlede, med sin bekrallede Haand, paa hvilken den siette
Finger nu først ham i Øinene faldt. Før Fanden fik Skoe paa
Var du vel oppe da, siden du har derude forrettet
Alt saa tidligt din Bøn i Ravn-Domkirken paa Runhøi!
Alt det veed jeg. Men sæt dig nu ned, og tør dig af Panden
Sveden; det andet dog nok blir siddende; visk du kun trygt dig!
Dugen, der hænger, jeg selv har vasket og bleget til det Brug;
Thi, saa gammel jeg er, maa pænt i Stuen omkring mig
Alting staae, som blanket og blæst, det veed nok min Erik!
Orden og Reenlighed raader jeg dig, skal Venner vi være.
Saa! saa! nu kan jeg lide mit Lam! nu seer jeg jo først ret
Hvad den forbandede Tøs vil, haaber jeg, see sig ihiel paa,
Hvor du om Hagen er glat, og hvid i Hud, som en Troldmøe;
Hold nu kun op! — Saa gik det i eet med rystende Hoved,
Mens han sig tørrede Panden, hvorpaa ham syntes at brænde
Blodindskriften; og, mærkende vel hans Iver, hun vedblev:
Runen der staaer, aftvætter dig først tre Maaneders Hovdbad
Her i min Kilde bag Hytten, ifald saa længe din gamle
Madmoers Pleie du ikke forsmaaer. Hvad var det, jeg vilde
Spørge dig om? halv glemte jeg det — hvad hedder du? — Grimkul!
Svarte, fortumlet i Hovdet end, han hastig — Der løi du,
Lille Roller! giensmidskede hun, med den løftede Haandklo
Truende ham: lyv aldrig for mig, thi, hvad jeg ei selv veed
Veed dog min Kat! Med blussende Kind om Forladelse bønlig
Stammende, loved han, aldrigen meer at glemme det selv ham
Kiæreste Navn; og hun nikte ham mildt. Nu satte han ned sig
Paa en Forhøining af Leer, hvor et Træfad, fyldet med Skojter,
Stod, og en Krukke med Most; og i det paa ny hun sit Rokhiul
Dreiede, bad hun ham styrke sig lidt, og siden fortælle
Roligen alt, hvad paa Hiertet ham laae. Mens Hungren og Tørsten
Taus han sig stillede, mønstred hans Blik den selsomme Stue
Med de mangfoldige smaa, men igiennemsigtige, Lemme,
Vindvesruderne nemlig, og Strimerne nede paa Gulvet,
Hvilket med hvideste Sand var bestrøet, og feiet i Flammer.
Standgarnvinden og var ham ukiendt; thi hans Moder en Rok kun
Havde dernede, hun brugte ham selv til Vinden og Hasplen.
Himmelsengen, der stod, med hemmeligt skiulende Forhæng,
Forekom ham et helligt Paulun (thi der hiemme paa Bænke
Laae man) og Troldguldthronen, den underlig bygte, hun sad paa,
Blændte hans Øie med glimrende Pragt, da Straalerne, Solen
Skiød giennem Vindvet, opflammede skiønt dens glindsende Rusler.
Kosten i Krogen var vel ham bekiendt fra Riset i Kulen,
Som hans Moder uddrog af en slig, naar det gamle var opslidt,
Og tidt havde han hørt fortælle, hvad Skaftet blev brugt til.
To smaa Billeder hang paa Væggen, i Rammer med Glas for,
Som han betragtede siden med Lyst udslagne Timer
Nærved, men nu kun flygtigen saae. Det eene var prægtig
Skioldet med Rødt, og med Grønt, og med Guult, og med lyst og med mørkt Blaat,
Forestillende Kundskabens Træ, det forbudne, med Slangen
Vunden om Stammen, og Eva derhos med Æblet i Haanden,
Rækkende hen det til Adam; og skiøndt det ei var et Arbeid
Just af en mesterlig Haand, fortrylled ham stedse dog Evas
Hulde Gestalt, hvergang han det saae. Det andet vel mindre
Stak ham i Øinene, sort kun og hvidt; men kaldte tilbage
Sødt ham Englenes Lyst med hans første barnlige Andagts
Hellige Veemod: Lammet, som fromt sig offrende, bærer
Verdens Synder, med Glorien om det uskyldige Hoved,
Samt Korsfanen, og Sproget, det deilige, prentet derunder.
Hele Stuen, saa fuld den og var af Skæver og Blaarfnug
Syntes et Himmerig ham mod den underjordiske Kule;
Fnuggene selv bidroge dertil; thi de spilled i Lysets
Skraa Strøm giennem dens Oos, som i Glands sig boltrende Stierner.
Alrun selv ved den snurrende Rok, med det dirrende Hoveds
Brillede Næb, kom mindre ham fæl, end underlig skabt, for,
Graahaarhellig hans Ynglingesands, og ærværdig ved Troldklygt.
Kun een Gienstand saared hans Syn: det svandsede, lodne
Logrende Dyr, der med spidsede Kløer, og gloende grønne
Luurende Blik, henplirede lumsk, saa syntes det, paa ham.
Efter en Tidlangs Taushed, imens tidt standsede Hiulet
Alrun, skottende til ham, hvergang den bristende Traad slap,
Skiød hun i Sædet tilbage sig lidt, og, ladende Rokken
Staae, hun betragtede ham, med Opmærksomhed, Katten i Skiødet.
Ja! brød hun ud, du kommer igien! du er dog et godt Barn,
Som du nu sidder, din Moers Mormoers udtrykkede Billed
Smuk, som hun dengang var, da hun sad paa Bolster i Høisal,
Før de forbandede Mennesker kom, der styrtede Troldborg,
Thorerne, Thoras Slægt, og Herkullerne nemlig. Derom jeg
Veed at fortælle, som var det i Dag: hvordan de, herhiemme
Myrdede halve vor Æt, og foriagede Rest’n til Hulen,
Hvilken vor Stamfar, Grim, ved underjordiske Dværge
Havde sig bygt til Vinterpallads. Dog derom er Tid nok
Siden at snakke; nu, skeet dog er skeet, nu gielder hvad skal skee!
Spiis dig kun mæt, og sluk dig din Tørst! Idag er det Søndag,
Og fra idag af er du min Søn! Vær, som du var hiemme,
Her i min Hytte; kun glem mig ei meer, hvad din Moder har sagt dig!
Lyd mig, som hende du lød! Det første, jeg byder dig, vil du,
Hvad jeg formoder du vil, er: Hold for alle, der see dig
Her, og hvorhen jeg sender dig, skiult dit Navn og dit Hiemhul,
Og hvad i Nat du har seet! Ta aldrig, naar man til dig ei
Taler! og, spørger man dig, hvem du er? saa svar, at du selv veed,
Fader- og Moer-løs, intet derom; kald stedse dig Roller;
Og sig aldrig „Jeg kommer igien“ undtagen i Livsnød!
Hold dig fra Mennesker! kiendte de dig, de myrdede strax dig.
Hvor du og vandrer i Egnen omkring, kom aldrig til Udby!
Hold dig fra Kulsækbakken især, som den kaldes i Jetlund;
Og sæt aldrigen meer din Fod i Kirken paa Runhøi!
Gik du derind nu en eeneste Gang, kom du aldrigen ud meer.
Hør! tre Gange gientager jeg her dig Stiernernes Forbud;
Og hver Morgen, før Solen opstaaer, gientager med dem du
Eeden, jeg alt paa din Pande har læst, med fastende Hierte,
Mens du dig vasker i Kilden, paa Knæ, som flyder her bag ved!
Saa hun talte, gientagende ham tre Gange hvert Forbud.
Derpaa tog hun af Rokkens det blaaromtottede Hoved
Hætten, som dækte det, rakte ham den, og sagde: sæt den paa,
Til du har tvættet dig fuldelig af Blodskriften paa Panden;
Thi, hvorvel, til at læse den grant og tydelig, fordres
Briller, som mine, min Søn! og hundredaarige Blikke,
Skader Forsigtighed ei; desuden keeder mig Synet
Daglig af hvad der dog brænder mig nok i Hiertet, til opfyldt
Vorder med Løftet, du giorde, mit Haab. Een eeneste Mand her
Har jeg Fortrolighed til, en fri Daglønner i Jetlund,
Som du vil snart faae see; thi han seer ind til mig hver Søndag.
Gorm er hans Navn, en underlig een, der ligner din Fader
Meget, paa Haarene nær, skiøndt menneskefødt, og vor Hule
Gram, som han synes at vide hvor er. Dog lider jeg paa ham,
Uden at kiende ham ret; thi jeg veed lidt meer, end han selv veed,
Og, hvad ei jeg seer, seer dog min Kat. Med ham kan du omgaaes
Frit; men for Resten med ingen. Jeg alt har belavet ham paa dig,
Vidende vel, at du kom. Han vil lære dig Riden og Kiøren,
Huuskarlsdont, og hvad Menneskens Børn for Resten maa vide;
Selv skal jeg lære dig Troldenes Kløgt og de bindende Runer.
Om tre Maaneder, naar du, hos mig paa Prøve har udlært —
Naar dig er tvættet af Panden den Skrift, som forraader dit Hierte —
Gaaer du til Havsgaard, sigende dig et fader- og moerløst
Barn, der har Lyst til at tiene sit Brød som trællende Huuskarl.
At man dig fæster, er Borgen jeg for. Der giør du dit Beste,
Hørig og lydig, og flink i din Dont, for at vinde den Gamles
Yndest, og Tøsens — og, lykkes dig det, er Timen forhaanden,
Fuldt at udføre det Værk, du besvor i Kirken paa Runhøi.
Mester velsigne dig! Gaae nu kun ud, og see dig omkring lidt,
Eller og hvil dig, ifald du er træt; og kom, naar jeg kalder,
Stødende her i mit Horn. Hun Rokopstanderen aftog
Satte til Munden den, pusted deri, og en Lyd, som han hidtil
Aldrigen havde fornummet saa huul, gialdt lydt i hans Øre.
Saa den tilskikkede Giæst modtog Seidkoglersken Alrun
Efter en Plan, tre Dage tilforn med Moderen aftalt,
Smedende Jernet mens end det var varmt, og sikkrende flux sig
Ynglingens Aand, omviklende den hver Vinge med Mørkets
Tryllende Spind. Med Hovedet fuldt af rædsomme Gaader,
Og det forblødede Hierte betændt af Edderens Inddryp,
Roller gik ud. Omsværmende vildt i Krattet om Hytten,
Bandt han sig Tankernes Svæven tilsidst i den faste Beslutning,
Hvordan det gik ham her i hans overjordiske Bopæl,
Eeden at holde, hvad ogsaa ham bød Sexfingerskens Troldvink.
Pludselig lød Horngialdet, som om hun hørte hans indre
Snak med sig selv, og adlydende gik han skyndig tilbage.
Gorm var kommen. Han sad der og røg sin Pibe paa Bænken
Indenfor Dørren; og Roller nu saae med Studsen det første
Bravkarlsansigt, tryllet af hver ham hilsende Mine,
Som han giengieldte med venlige Smiil. Her seer du din Hyrde,
Sagde hun, stakkels forvildede Lam! den ærlige Huusven,
Som jeg har talt med dig om. See! see! Det sagde min Kat mig!
Knap I hinanden har hilst, før mellem Jer alt er som klappet!
Sladdrer nu sammen herinde, mens jeg herude giør Ild paa!
Smidskede hun, tog Kieppen, og, fulgt i Hælen af Katten,
Gik hun til Stegerset, ladende dem i Stuen alleene.
Gorm var en skiøn midaldrende Mand, paa hvis hvælvede Pande
Malt med de klareste Træk stod Ærlighed; blidt om hans Læbe
Smilede Godhed; og hiertelig trak han Ynglingen til sig
Strax med det første ham taus Velkommen bydende Haandtryk.
Snart kom huldt med hinanden i Snak, som en Søn og en Fader,
Begge, mens frygtløs frittede hin om eet og om andet,
Og mildt denne besvarede hvert nysigene Spørsmaal,
Over saa voxen en Karls Uerfarenhed høilig forundret.
Alt hvad et Femaars Barn alt kiender, Vindvernes Ruder,
Stolen der stod, Solstraalernes Spil i Stuen, og Kattens
Kravlende Kommen og Gaaen, ja selv til Sandet paa Gulvet,
Spurgte ham Ynglingen om med kiendelig Studsen og Uro,
Hurtigt Begreb ham forraadende dog, og Læsning i Bøger.
Alt, hvad ham Alrun havde fortalt om den fattige Slægtning,
Som hun ventede, skiøndt ham det og bestyrkte hans eget
Udsagn nu, da han spurgte ham selv, opløste ham Gaaden
Halvt kun; men, hvordan det var, det forvildede Lam, som ham kaldte
Hexen, blev inderlig kiært sin fra nu af vogtende Hyrde.
Selv al Verden fordølgende sig, af Menneskers Omgang
Tidligen keed, han skaante hvert Slør, og blikkede frygtsomt
Giennem hver springende Maske deri. Hans Kundskab til Alrun
Holdt han med Forsæt, brændt eengang af Lyset, ham opgik
Over et Væsen, der fængslede ham, i tryllende Tusmørk,
Agtende hendes Erfaring og Kløgt, men bange for Indkik,
Sprededes Taagen derom, i det hundredaarige Hierte.
Gierne desuden han skiøtted sig selv, og brød sig om ingens
Hemmelighed; thi den egne hans Aand gav nok at bestille,
Fordrende hele dens Kraft, for at bære Byrden med Taalmod.
Saa var Gorm, Sexfingerskens Giæst i Hytten hver Søndag,
Agtet af Bønderne høit, skiøndt tienende Brødet med Arbeid,
Dagviis leiet, nu her og nu der; og holdt for en Seidmand
Rundt i Sognet, der troede paa ham, og den gamle Mo’r Alrun,
Meer end paa Præst og paa Degn, der omsonst advarede mod dem.
Roller hengav sig ham heel, og, endskiøndt om, hvad ham paa Hiertet
Egentlig laae, blev taugst, var dog en hiertelig Høitid
Underholdningen ham ved Trebeens-Bordet, da Hexen
Trippende frem og tilbage fra Stegerset, mættet af Duften,
Bakkede Grøden dem op, og en halv Snees Æg i et Saltfad;
Thi hun var vims og rørlig endnu, som kløgtig og snaksom.
Munter endog den Uskyldige blev, da Mosten omkring gik
Skaal paa Skaal: for hinanden, for alle de Døde, for Mester,
Og for alt hvad der kommer igien; og han takked sin Moder
Taust for det ny ham smilende Liv i det solklare Jetlund.
Underlig moret af alt, hvad her ham syntes et frit Spil,
Vant til den inderste Skovs langt skumlere natlige Fængsel,
Fandt han sig lettet om Hiertet dog lidt, og, med sprellende Vinger
I den bestraalede Væv, han troede sig flyve som Dagfugl
Ind i den klarere nu for hans Blik sig aabnende Verden.
Saa troer, Barn ei længer, et Folk, udsluppet, som Yngling,
Af mørktfængslende vildt Barbarie, ved den blændende første
Frihedbebudende Skimmer af Lys, med rystede Lænker,
Løst sig af Aaget, og jubler i kiæk Fremdandsen til Maalet;
Mens om de blodige Fødder sig lumsk de ledende Lygtmænd
Vikle, som kiælende Snoge, til brat den kronede Hugorm
Reiser sig mellem dem op, og forvandler den luftige Springdands
Med eet eeneste Blik til i Støv sig vaandende Kryben.