ThoraSyvende Sang.Solen, som nu brød frem bag den rosenskimrende RingmuurRundt om den mulmafflørede Jords Lyngflade, paa hvilkenLammet belæsset med Ulvenes Synd blindt vandrede fremad.Udstødt brat i den vide, dets Fied vildfremmede Verden,Styrkede lidt den uskyldige Barm til at bære sin Byrde.Nu først saae Daglyset hans Blik i hele dets Omfang,Ei blot over sig dryppende ned med sparlige DraaberI Skovmørket; men vældende rundt omkring ham, et GlarhavDruknende hele Naturen i Lyst. Den straalende HimmelTog den af Mørkhedens Aand med alle Rædselens KrallerGrebne forvildede Flygtning i Favn, og lægede HiertetsGiftigste blodige Saar med sit sandsfortryllende Solkys.Vel udslukte det himmelske Lys ei Helvedes tændteBrand i hans blodhævntørstige Bryst; vel vendte NaturensHele Forvandling med eet ei Naalen, der pegede nordpaaDybt i hans Inderste, medens han gik i Dagen omkring hamBlindt til Maalet; vel higede han bestandig mod Jetlund,Lydig sin Moder, og tro sin Samvittighed, bundet af Eeden,Og af en skiult almægtig Magnet ustandselig hentrakt;Men, hvad tilførn var Fortvivlelse, blev forvandlet til frit Mod,Alt som han vandred i lysere Dag, og i dybere BaggrundLod fiernt bag sig de gamle ham hidtil fængslende SkyggersTroldborgmure. Den vidt for hans Blik ugrændsede SlettesFri Luft spilled i brede beviftende badende BølgerOm hans udvidede Barm, og den første Fornemmen af StorhedLøste hans Siæls indsnørende Baand. Han følte sig YnglingFørst nu, følende Trang til en fri Meddelen, og sværmteMorgenrødmende hen i sit Livs udspringende RosesMildt ombølgende Duft, for et Øieblik glemmende Dolken,Rosentornen i Hiertet, og Blod-Natravnen paa Runhøi. Saa han nærmede sig, af en nær henflagrende KragePludselig vakt af sin Drøm, det blindt tiliilede Jetlund.Her han bestudsed hvert mødende Huus som et tryllende Lystslot,Havernes Skiønhed for alt, hvor, mellem blomstrende Frugttræer,Purpurpionernes Pragt ham især henrykte. Med hvert SkridtSteg hans Beundring; thi alt hvad han saae, paa Træerne nær, varNyt ham, og underligt, svarende lidt til den Verden, hans DrømmeHavde sig bygt af fortællende Snak og beskrivende Bøger.Mennesker mødte han ei; thi, hvad ei var i Marken, var inde.Snart dog kom han til Enden af Byen, thi Hændelsen førteTvers ham giennem den. Standsende her, han skued, et SteenkastFra sig, en Hytte med lavere Tag, afsondret fra Resten,Og did gik han med sagtnede Skridt og bankende Hierte.Kragen, der havde ham vakt (han troede den stadig den samme)Sad paa Taget, paa Tærsklen en Kat, og Dørren stod aaben.Inden for denne han saae en Gestalt, der et Billed, han ofteHavde betragtet i Kulen, naar Dagen igiennem dens AabningMed Falddøren paa Klem, indstraalede, kaldte tilbageRystende ham. Ham syntes at see, forstørret, i KrogenÆdderkoppen, der midt i sin Væv med gribende Kløer sad;Og da han intreen, krøb i hans Krop dens zittrende Flue. Alrun var det. Hun sad ved sin Rok, Garnvinden foran sig,Spindende, hyllet i Fnug, selv sort, med kuglelig Krogryg,Briller paa Næsen, der ligned et Næb, med det rystede HovedNed mod Knæerne, dreiende just det spraglede RokbrevMed Haandkrallernes Greb, da, fulgt af Katten, han indtreen.Mens han betragtede stum det ham ny, forfærdende, KralkrybUden at standse, lod staae den alt indspundene Flue,Spindersken; til han omsider sig fandt, og, Hatten af Hovdet,Kyssende Haanden sig, hilste fra Natmandinden i TroldhiemTiggersken, endelig stammende frem: Hun kommer igien selv,Slagen med elleve Slag, og bringende Bud om det tolvte.Ja! det seer jeg, min Søn! giensvarte ham, nikkende, Hexen,Hvert Ord staaer dig jo læseligt nok blodskrevet paa Brasken.Lad mig dog see, hvad meere der staaer! Med dirrende Haand hunStandsende hurtig sit Hiul, tog af Glarøinene, gneed dem,Med Kuslappen omhyggelig først, og tog dem igien paa;Dernæst bød hun ham bukke sig lidt; og med studsende GysenBøied han ned mod de stirrende Blik den glødende Pande.See! see! smidskede hun, hvad seer jeg dog der? og med klangløsInden for Læberne mumlende Røst hun langsomt igientog:(Som om paa Panden hun læste, hvad dybt i Hiertet ham gienlød)„Bringende dig med sit Barn Dolkrosenbruden paa Havsgaard —Resten mig løber i eet! hun murrede; thi det er Smaaskrivt;Men den læser i Mørke min Kat! Ja ja da! — Saa har duAltsaa været i Kirke, min Søn, vedblev hun, og smaaloe,Strygende Kattens sig bugtende Ryg, mens op den paa SkuldrenKravlede, med sin bekrallede Haand, paa hvilken den sietteFinger nu først ham i Øinene faldt. Før Fanden fik Skoe paaVar du vel oppe da, siden du har derude forrettetAlt saa tidligt din Bøn i Ravn-Domkirken paa Runhøi!Alt det veed jeg. Men sæt dig nu ned, og tør dig af PandenSveden; det andet dog nok blir siddende; visk du kun trygt dig!Dugen, der hænger, jeg selv har vasket og bleget til det Brug;Thi, saa gammel jeg er, maa pænt i Stuen omkring migAlting staae, som blanket og blæst, det veed nok min Erik!Orden og Reenlighed raader jeg dig, skal Venner vi være.Saa! saa! nu kan jeg lide mit Lam! nu seer jeg jo først retHvad den forbandede Tøs vil, haaber jeg, see sig ihiel paa,Hvor du om Hagen er glat, og hvid i Hud, som en Troldmøe;Hold nu kun op! — Saa gik det i eet med rystende Hoved,Mens han sig tørrede Panden, hvorpaa ham syntes at brændeBlodindskriften; og, mærkende vel hans Iver, hun vedblev:Runen der staaer, aftvætter dig først tre Maaneders HovdbadHer i min Kilde bag Hytten, ifald saa længe din gamleMadmoers Pleie du ikke forsmaaer. Hvad var det, jeg vildeSpørge dig om? halv glemte jeg det — hvad hedder du? — Grimkul!Svarte, fortumlet i Hovdet end, han hastig — Der løi du,Lille Roller! giensmidskede hun, med den løftede HaandkloTruende ham: lyv aldrig for mig, thi, hvad jeg ei selv veedVeed dog min Kat! Med blussende Kind om Forladelse bønligStammende, loved han, aldrigen meer at glemme det selv hamKiæreste Navn; og hun nikte ham mildt. Nu satte han ned sigPaa en Forhøining af Leer, hvor et Træfad, fyldet med Skojter,Stod, og en Krukke med Most; og i det paa ny hun sit RokhiulDreiede, bad hun ham styrke sig lidt, og siden fortælleRoligen alt, hvad paa Hiertet ham laae. Mens Hungren og TørstenTaus han sig stillede, mønstred hans Blik den selsomme StueMed de mangfoldige smaa, men igiennemsigtige, Lemme,Vindvesruderne nemlig, og Strimerne nede paa Gulvet,Hvilket med hvideste Sand var bestrøet, og feiet i Flammer.Standgarnvinden og var ham ukiendt; thi hans Moder en Rok kunHavde dernede, hun brugte ham selv til Vinden og Hasplen.Himmelsengen, der stod, med hemmeligt skiulende Forhæng,Forekom ham et helligt Paulun (thi der hiemme paa BænkeLaae man) og Troldguldthronen, den underlig bygte, hun sad paa,Blændte hans Øie med glimrende Pragt, da Straalerne, SolenSkiød giennem Vindvet, opflammede skiønt dens glindsende Rusler.Kosten i Krogen var vel ham bekiendt fra Riset i Kulen,Som hans Moder uddrog af en slig, naar det gamle var opslidt,Og tidt havde han hørt fortælle, hvad Skaftet blev brugt til.To smaa Billeder hang paa Væggen, i Rammer med Glas for,Som han betragtede siden med Lyst udslagne TimerNærved, men nu kun flygtigen saae. Det eene var prægtigSkioldet med Rødt, og med Grønt, og med Guult, og med lyst og med mørkt Blaat,Forestillende Kundskabens Træ, det forbudne, med SlangenVunden om Stammen, og Eva derhos med Æblet i Haanden,Rækkende hen det til Adam; og skiøndt det ei var et ArbeidJust af en mesterlig Haand, fortrylled ham stedse dog EvasHulde Gestalt, hvergang han det saae. Det andet vel mindreStak ham i Øinene, sort kun og hvidt; men kaldte tilbageSødt ham Englenes Lyst med hans første barnlige AndagtsHellige Veemod: Lammet, som fromt sig offrende, bærerVerdens Synder, med Glorien om det uskyldige Hoved,Samt Korsfanen, og Sproget, det deilige, prentet derunder.Hele Stuen, saa fuld den og var af Skæver og BlaarfnugSyntes et Himmerig ham mod den underjordiske Kule;Fnuggene selv bidroge dertil; thi de spilled i LysetsSkraa Strøm giennem dens Oos, som i Glands sig boltrende Stierner.Alrun selv ved den snurrende Rok, med det dirrende HovedsBrillede Næb, kom mindre ham fæl, end underlig skabt, for,Graahaarhellig hans Ynglingesands, og ærværdig ved Troldklygt.Kun een Gienstand saared hans Syn: det svandsede, lodneLogrende Dyr, der med spidsede Kløer, og gloende grønneLuurende Blik, henplirede lumsk, saa syntes det, paa ham. Efter en Tidlangs Taushed, imens tidt standsede HiuletAlrun, skottende til ham, hvergang den bristende Traad slap,Skiød hun i Sædet tilbage sig lidt, og, ladende RokkenStaae, hun betragtede ham, med Opmærksomhed, Katten i Skiødet.Ja! brød hun ud, du kommer igien! du er dog et godt Barn,Som du nu sidder, din Moers Mormoers udtrykkede BilledSmuk, som hun dengang var, da hun sad paa Bolster i Høisal,Før de forbandede Mennesker kom, der styrtede Troldborg,Thorerne, Thoras Slægt, og Herkullerne nemlig. Derom jegVeed at fortælle, som var det i Dag: hvordan de, herhiemmeMyrdede halve vor Æt, og foriagede Rest’n til Hulen,Hvilken vor Stamfar, Grim, ved underjordiske DværgeHavde sig bygt til Vinterpallads. Dog derom er Tid nokSiden at snakke; nu, skeet dog er skeet, nu gielder hvad skal skee!Spiis dig kun mæt, og sluk dig din Tørst! Idag er det Søndag,Og fra idag af er du min Søn! Vær, som du var hiemme,Her i min Hytte; kun glem mig ei meer, hvad din Moder har sagt dig!Lyd mig, som hende du lød! Det første, jeg byder dig, vil du,Hvad jeg formoder du vil, er: Hold for alle, der see digHer, og hvorhen jeg sender dig, skiult dit Navn og dit Hiemhul,Og hvad i Nat du har seet! Ta aldrig, naar man til dig eiTaler! og, spørger man dig, hvem du er? saa svar, at du selv veed,Fader- og Moer-løs, intet derom; kald stedse dig Roller;Og sig aldrig „Jeg kommer igien“ undtagen i Livsnød!Hold dig fra Mennesker! kiendte de dig, de myrdede strax dig.Hvor du og vandrer i Egnen omkring, kom aldrig til Udby!Hold dig fra Kulsækbakken især, som den kaldes i Jetlund;Og sæt aldrigen meer din Fod i Kirken paa Runhøi!Gik du derind nu en eeneste Gang, kom du aldrigen ud meer.Hør! tre Gange gientager jeg her dig Stiernernes Forbud;Og hver Morgen, før Solen opstaaer, gientager med dem duEeden, jeg alt paa din Pande har læst, med fastende Hierte,Mens du dig vasker i Kilden, paa Knæ, som flyder her bag ved! Saa hun talte, gientagende ham tre Gange hvert Forbud.Derpaa tog hun af Rokkens det blaaromtottede HovedHætten, som dækte det, rakte ham den, og sagde: sæt den paa,Til du har tvættet dig fuldelig af Blodskriften paa Panden;Thi, hvorvel, til at læse den grant og tydelig, fordresBriller, som mine, min Søn! og hundredaarige Blikke,Skader Forsigtighed ei; desuden keeder mig SynetDaglig af hvad der dog brænder mig nok i Hiertet, til opfyldtVorder med Løftet, du giorde, mit Haab. Een eeneste Mand herHar jeg Fortrolighed til, en fri Daglønner i Jetlund,Som du vil snart faae see; thi han seer ind til mig hver Søndag.Gorm er hans Navn, en underlig een, der ligner din FaderMeget, paa Haarene nær, skiøndt menneskefødt, og vor HuleGram, som han synes at vide hvor er. Dog lider jeg paa ham,Uden at kiende ham ret; thi jeg veed lidt meer, end han selv veed,Og, hvad ei jeg seer, seer dog min Kat. Med ham kan du omgaaesFrit; men for Resten med ingen. Jeg alt har belavet ham paa dig,Vidende vel, at du kom. Han vil lære dig Riden og Kiøren,Huuskarlsdont, og hvad Menneskens Børn for Resten maa vide;Selv skal jeg lære dig Troldenes Kløgt og de bindende Runer.Om tre Maaneder, naar du, hos mig paa Prøve har udlært —Naar dig er tvættet af Panden den Skrift, som forraader dit Hierte —Gaaer du til Havsgaard, sigende dig et fader- og moerløstBarn, der har Lyst til at tiene sit Brød som trællende Huuskarl.At man dig fæster, er Borgen jeg for. Der giør du dit Beste,Hørig og lydig, og flink i din Dont, for at vinde den GamlesYndest, og Tøsens — og, lykkes dig det, er Timen forhaanden,Fuldt at udføre det Værk, du besvor i Kirken paa Runhøi.Mester velsigne dig! Gaae nu kun ud, og see dig omkring lidt,Eller og hvil dig, ifald du er træt; og kom, naar jeg kalder,Stødende her i mit Horn. Hun Rokopstanderen aftogSatte til Munden den, pusted deri, og en Lyd, som han hidtilAldrigen havde fornummet saa huul, gialdt lydt i hans Øre. Saa den tilskikkede Giæst modtog Seidkoglersken AlrunEfter en Plan, tre Dage tilforn med Moderen aftalt,Smedende Jernet mens end det var varmt, og sikkrende flux sigYnglingens Aand, omviklende den hver Vinge med MørketsTryllende Spind. Med Hovedet fuldt af rædsomme Gaader,Og det forblødede Hierte betændt af Edderens Inddryp,Roller gik ud. Omsværmende vildt i Krattet om Hytten,Bandt han sig Tankernes Svæven tilsidst i den faste Beslutning,Hvordan det gik ham her i hans overjordiske Bopæl,Eeden at holde, hvad ogsaa ham bød Sexfingerskens Troldvink.Pludselig lød Horngialdet, som om hun hørte hans indreSnak med sig selv, og adlydende gik han skyndig tilbage. Gorm var kommen. Han sad der og røg sin Pibe paa BænkenIndenfor Dørren; og Roller nu saae med Studsen det førsteBravkarlsansigt, tryllet af hver ham hilsende Mine,Som han giengieldte med venlige Smiil. Her seer du din Hyrde,Sagde hun, stakkels forvildede Lam! den ærlige Huusven,Som jeg har talt med dig om. See! see! Det sagde min Kat mig!Knap I hinanden har hilst, før mellem Jer alt er som klappet!Sladdrer nu sammen herinde, mens jeg herude giør Ild paa!Smidskede hun, tog Kieppen, og, fulgt i Hælen af Katten,Gik hun til Stegerset, ladende dem i Stuen alleene. Gorm var en skiøn midaldrende Mand, paa hvis hvælvede PandeMalt med de klareste Træk stod Ærlighed; blidt om hans LæbeSmilede Godhed; og hiertelig trak han Ynglingen til sigStrax med det første ham taus Velkommen bydende Haandtryk.Snart kom huldt med hinanden i Snak, som en Søn og en Fader,Begge, mens frygtløs frittede hin om eet og om andet,Og mildt denne besvarede hvert nysigene Spørsmaal,Over saa voxen en Karls Uerfarenhed høilig forundret.Alt hvad et Femaars Barn alt kiender, Vindvernes Ruder,Stolen der stod, Solstraalernes Spil i Stuen, og KattensKravlende Kommen og Gaaen, ja selv til Sandet paa Gulvet,Spurgte ham Ynglingen om med kiendelig Studsen og Uro,Hurtigt Begreb ham forraadende dog, og Læsning i Bøger.Alt, hvad ham Alrun havde fortalt om den fattige Slægtning,Som hun ventede, skiøndt ham det og bestyrkte hans egetUdsagn nu, da han spurgte ham selv, opløste ham GaadenHalvt kun; men, hvordan det var, det forvildede Lam, som ham kaldteHexen, blev inderlig kiært sin fra nu af vogtende Hyrde.Selv al Verden fordølgende sig, af Menneskers OmgangTidligen keed, han skaante hvert Slør, og blikkede frygtsomtGiennem hver springende Maske deri. Hans Kundskab til AlrunHoldt han med Forsæt, brændt eengang af Lyset, ham opgikOver et Væsen, der fængslede ham, i tryllende Tusmørk,Agtende hendes Erfaring og Kløgt, men bange for Indkik,Sprededes Taagen derom, i det hundredaarige Hierte.Gierne desuden han skiøtted sig selv, og brød sig om ingensHemmelighed; thi den egne hans Aand gav nok at bestille,Fordrende hele dens Kraft, for at bære Byrden med Taalmod. Saa var Gorm, Sexfingerskens Giæst i Hytten hver Søndag,Agtet af Bønderne høit, skiøndt tienende Brødet med Arbeid,Dagviis leiet, nu her og nu der; og holdt for en SeidmandRundt i Sognet, der troede paa ham, og den gamle Mo’r Alrun,Meer end paa Præst og paa Degn, der omsonst advarede mod dem.Roller hengav sig ham heel, og, endskiøndt om, hvad ham paa HiertetEgentlig laae, blev taugst, var dog en hiertelig HøitidUnderholdningen ham ved Trebeens-Bordet, da HexenTrippende frem og tilbage fra Stegerset, mættet af Duften,Bakkede Grøden dem op, og en halv Snees Æg i et Saltfad;Thi hun var vims og rørlig endnu, som kløgtig og snaksom.Munter endog den Uskyldige blev, da Mosten omkring gikSkaal paa Skaal: for hinanden, for alle de Døde, for Mester,Og for alt hvad der kommer igien; og han takked sin ModerTaust for det ny ham smilende Liv i det solklare Jetlund.Underlig moret af alt, hvad her ham syntes et frit Spil,Vant til den inderste Skovs langt skumlere natlige Fængsel,Fandt han sig lettet om Hiertet dog lidt, og, med sprellende VingerI den bestraalede Væv, han troede sig flyve som DagfuglInd i den klarere nu for hans Blik sig aabnende Verden. Saa troer, Barn ei længer, et Folk, udsluppet, som Yngling,Af mørktfængslende vildt Barbarie, ved den blændende førsteFrihedbebudende Skimmer af Lys, med rystede Lænker,Løst sig af Aaget, og jubler i kiæk Fremdandsen til Maalet;Mens om de blodige Fødder sig lumsk de ledende LygtmændVikle, som kiælende Snoge, til brat den kronede HugormReiser sig mellem dem op, og forvandler den luftige SpringdandsMed eet eeneste Blik til i Støv sig vaandende Kryben.