Jens Baggesen (1764–1826)

        Vis er Døden. Salig Slummer

Venter snarlig Sorgens Ven.

Trøstesløse! taal din Kummer!

Snart i Graven endes den.

        Hvad er Venskabs høie Glæde,

Favntag af en yndig Møe,

Hvad er hele Jordens Glæde

Mod den Vished, du skal døe?

        See bag Skyer Solen ile,

Sin bestemte Bane hen;

Snart den synker, for at smile,

Medens Havet favner den.

        Dine Dages Aftenrøde

Vinker dig til Jordens Skiød;

Denne Tanke bør forsøde

Hver, som græder, Livets Nød.

        Nyd den, føl den, fat dens hele,

Trøstefulde Salighed;

Sorgens Skyer mildt sig dele,

Flygte, svinde reent derved.

        Som det dyrebare Minde

Af min Himmels tabte Fryd,

Da med Kys en øm Veninde

Styrked’, lønnede din Dyd.

        Da dit Blik i hendes Øie

Engles Salighed forstod,

Og du nærmere den Høie¹

Følte dobbelt, Gud er god.

        O! som dette søde Minde

Kald den Vished ofte frem:

Snart skal dine Dage svinde,

Og din Følelse med dem.

        Kald den oftere tilbage,

End din nylig tabte Lyst;

Hins Erindring den forjage,

Enevældig i dit Bryst.

        O! thi hvad er svunden Glæde?

Skyggen af en jordet Ven?

Vi vil favne den, og græde

Dobbelt, naar den svinder hen.

        Lad dit Hierte Gift ei sanke,

Slangen mellem Roser lig,

Af den alt for søde Tanke:

Engang var jeg lykkelig.

        Nei! men engang skal jeg blive

Fri for Liv og Qval som hun;

Døden mig den Roe skal give,

Som i Graven nydes kun.

        Dette Haab bestandig svæve

For din Aand og styrke dig!

Men af Himlen ei du kræve

Hende! Hun er lykkelig.

        Vel blev trefold Mørke givet

Dødens tavse Opholds-Sted;

Ak! men ei saa mørk som Livet

Er dens Hulers Eensomhed.

        Ei forstyrre falske Syne

Slummeren i Gravens Skiød;

I dens Nat ei Drømme lyne;

Søvnen der er rolig, sød.

        Frygt for op til nye Plager

Snart at vækkes ved dens Savn

Ei den Lykkelige nager

Som hendysses i dens Favn.

        Nei! men den som rolig hviler,

Qvæget i dens søde Slum,

Dobbelt skiøn opvaagnet iler

Derfra til Elysium.

        O! der skal du engang favne

Hende, som forlod dig her;

Saligheder uden Navne

Begge skal omgive der.

        Og lad det end vare længe,

Mange Aar sig slæbe hen,

Før i hine Glædens Enge

Hun skal møde dig igien.

        Hvad er Jordens længste Plage,

Hele Livets Bitterhed

I en Rad af mørke Dage,

Mod en salig Evighed?

        Hvor du mellem evig unge

Glæder, Gud og hende nær,

Nyde skal, hvad ingen Tunge,

Ingen Ord dig tolke her.