Ingen dadler
den, som under Klipper
ligger levende
med brudte Lemmer
og Kjødet af Lava
sønderhugget,
fordi han ej skriger
efter Noder.
Ingen undre sig,
naar der skyder
sælsomme Kviste
op af en Jordbund,
nedenfra hedet
af Sorgers Flamme,
ovenfra vandet
af Taarers Ildregn!
Thi dadle Ingen
Oddur Hjaltalin,
fordi hans Tale
Somme forarged!
Det var Frostroser
af Dødens Kulde,
Sorgens Latter
og Helblomster.
Alt fra hans Ungdom
Livets Lykke
troløs imod ham
stedse sig viste.
Armod ham fulgte
til alle Møder,
og Sorger som oftest
vented ham hjemme.
Hjærtet en Konges,
Evnen en Tiggers —
øged sin Trang han
ved Lindring af Andres.
Lykke for Andre,
men ej for sig selv —
bøjed af Sygdom
læged han Andre.
Rig var hans Aand dog;
og naar et Bjærg af
Kummer og Sygdom
knuged hans Bryst,
tumled han Bjærget,
fremmaned hurtig
Trolde og Skjoldmøer,
fantastiske Skove.
Og disse Skikkelser,
vilde og sære,
joge en Stund da
Sorgen paa Flugt.
Andre forarged de;
men Oddur sig skabte
en Latter-Verden
af Graadens Verden.
Tier nu Oddur,
og Øjnene brustne
ind efter Aanden
i Evighed stirre.
Der den har en
saadan Verden,
at den behøver ej
bedre skabe.
Men Du, som nedad
Livets Strøm
flyder sovende
til Dødens Munding —
last ej Laxen,
der kraftig mod Strømmen
kæmper og opad
Fossen springer!