Ve Du nys mig voldte,
ved hvad Du ytred, Sigrun!
Jeg bad Dig engang mig gjæste
igjen, hvis først Du døde.
Du kunde ej tro, at Kys jeg
kold Brud vilde give,
eller Haand om Liv lægge
den Ligklædte, Hvidblege.
Saa maa min Mø da mene,
jeg mer ej hende elsker,
naar ej hun tror, at end jeg
vil elske hende falmet:
Det er dog dine Læber,
har Døden end dem kølet,
samme Kinder ser jeg,
ser jeg dem end hvide.
Kys i kolde Vinter
paa kolde Sne dog trykker
den rige Sol, som paa røde
Roser midt om Somren;
hvid er vænest Lilje,
hvid Du selv, som Ny-Sne —
mon Du da mindre straaler,
for Mund og Kinder hvidne?
Lad fra dine Læber
Livs-Vældet synke,
blidt dem Brisen fra Evigheds
Blaasale smykker.
Kindens Form er ej falden,
den fagre, englehvide,
jevnskjøn med den røde
skjønt Jord-Blusset sluktes.
Liljevaand, min lyse,
lad mig da ej alene,
farer end først til Himlens
Fredsale Du heden:
Kom, naar i Høst den kolde
Kuling Bølgen vælter,
eller ved Midnat Maanen
i Mulmsky sig hyller.
Maaske den blege Maane
af Medynk til Side
Sløret slaar, saa det lyse
Smil jeg kan kjende.
Vær da snar og sæt Dig
sagte paa mit Bolster,
og rør ved mig varlig
med de hvid-bløde Hænder!
Flux da flyr mig Søvnen,
jeg Favnen mod Dig breder;
synk med snekold Barm mig
snarlig da til Hjærtet!
Bryst mod Bryst Du knuge
og bliv, til Du faar krystet
mig løs af Kroppens Lænker,
at let jeg kan Dig følge.
Saa skal vi bort over Bjærge og Dale
i brændende Favntag, ad Luftveje svale
paa Nordlysets Guldheste storme afsted.
Væne, som Smaablus i Vindhjem mon prange,
ad Vinterens Sti skal vi dansende gange
og blunde paa Sneskyers Bolstre i Fred.