Kampen var endt. Paa Englands Kyst
Angelsaxerne segned.
Forrest med gjennemstunget Bryst
Kong Harold i Døden blegned.
Han havde kjækt paa Hastings Strand
bidt fra sig — en engelsk Dogge —
mod Hertug Vilhelm, den Norman,
og mod hans mylrende Flokke.
En Pil havde skudt hans Øie ud;
men klippefast han stander,
til død han synker, med Bøn til Gud
for England, under sit Banner.
Slaget var endt. Paa Hastings’ Val
Ravnene lystigt skrege.
Dynger af Lig paa Høi og i Dal
laa sønderhugne og blege.
Høstens Himmel hang tung og graa,
mørk var Oktoberdagen,
Taagen over Ligene laa
som et uhyre Lagen.
To saxiske Munke med sorgfuld Hu
i Blodet paa Valen vandre.
De søge Kong Harolds Lig med Gru
imellem de tusinde andre.
Dynger af plyndrede Engelskmand
uden Vaaben og Klæder ligge.
De finde saamangen falden Ven,
men Kongen finde de ikke.
Dagen synker, det lider mod Kvæld.
Da tager tilorde den Ene:
«O ve, os times aldrig det Held
at finde vor Høvdings Bene.
Men hvad ei lykkes de stærke Mænd
tidt lykkes den svage Kvinde.
Thi lader os ride til Edith hen,
Kong Harolds Elskerinde!»
Den Anden svarer med sorgfuldt Mod:
«Skal Nogen Liget kjende
i al denne Rædsel, i alt dette Blod,
saa maa det være hende.
Ei noget Øie ser saa grant
som Kjærlighedens Øie;
det gjennemskuer Løgn og Sandt,
det Dybe og det Høie.»
Og Munkene ride til Edith hen.
Hun sidder ved Rammen bøiet
og drømmer en gammel Drøm igjen,
mens Taaren træder i Øiet.
Harold havde i Ungdoms Stund,
berust, med Elskovs Varme
kysset den deilige Kvindes Mund
og hvilet i hendes Arme.
Han havde i Manddoms Sorger og Strid
under Kronen, den tunge,
glemt sin Ungdoms sværmende Tid,
glemt sin Elskov den unge.
Han havde favnet den fagre Mø
og evig Troskab forjættet,
han havde paa Livets vilde Sø
Elskov og Troskab forgjættet.
Den unge, drømmende Kongesøn
var bleven en vældig Konning,
han elsked ikke længer i Løn,
men tog sig en mægtig Dronning.
Mens Harold paa Livets vilde Strøm
tumled sin Kongeskude,
drømte Edith sin gamle Drøm
ved Rammen bag Hjemmets Rude.
Og hvergang Hestehove klang
paa Veien i Aftenrøde,
Edith op fra Stolen sprang —
som fordum til Elskovs Mode.
... Hestehove paa Veien klang,
i den svindende Aftenrøde.
Edith op fra Stolen sprang —
som fordum til Elskovs Møde.
De tvende Munke for Pigen staae —
Svanehalsen var bøiet.
Hun hørte, at Harold slagen laa,
vælded Taarer af Øiet.
Taus hun fulgte de Munke to —
hun fattedes Ord for Kvalen.
Hun iled afsted uden Rist og Ro
til Hastings, til Kongevalen.
Snart stod hun hvor Englands Blomster laa,
meiede bort af Døden.
Saa sørgelig Høst hun aldrig saae
beskinnet af Aftenrøden.
Hun vader i Blod mellem Dynger af Lig,
alt Natten steg paa sin Kærre.
Da styrter til Jorden hun med et Skrig:
«Kong Harold, Kong Harold, min Herre!»
Hun kaster sig over en lemlæstet Død
og kysser Munden, den blege,
og lader sin Haand, saa hvid og saa blød,
med de blodige Lokker lege.
Hun kjendte sin Elsker, hun skuffedes ei;
og Munkene fletted en Baare.
Saa førte de Drotten den sidste Vei
med Psalmer og med Taare.