Endskjøndt Alverden spotter
dens skarpe brudte Klang,
den simple Lirekasse
jeg vie dog en Sang.
Saa smukt i Salen klinger
det prægtige Klaver,
men Gadens Lirekasse
mig rører næsten mer.
Til den, som sidder bøiet
af Livets tunge Vægt
den bringer dog en Tone
af ædelbaaren Slægt.
Til den, som dybt i Mørket
ei Lykkens Solglands saae,
den sender dog en Straale
ind i den dunkle Vraa.
Ved Læsten lytter Svenden
og glemmer Sorg og Nød
og Dagens tunge Arbeid
for — knap det tørre Brod.
Den unge, blege Kone
har standset med at sye,
hun nynner Melodien
og stræber saa paany.
Og Rollingerne juble,
hver eneste og en,
og hoppe overgivent
omkring paa bare Ben.
Lad Væggen være sprukken
og Skjebnen streng og sær,
Musikken kaster over
det Alt et venligt Skjær.
Er Tonerne lidt haarde,
det siger ikke stort —
de have deres Gjerning
i Livskoncerten gjort!