Med lystig Sang ad Veien
jeg vandrer fremad, frem.
Mig vinker i det Fjerne
et yndigt stille Hjem.
De klare Ruder blinke
i Aftensolens Skin,
og Lindetræet dufter
ad aabne Vindue ind.
I Horisonten ruller
den stolte, friske Sø;
med hvide Seil en Skude
sig vugger under Ø.
Den aabne, rige Slette
sig breder milevidt.
Den store, frie Udsigt
gjør Sindet stort og frit.
De fjerne Skove drage —
et majestætisk Hegn —
som Maleriets Ramme,
sig om den hele Egn.
Paa Bondegaarden knebrer
en Stork med røde Ben,
og Æblehaven bugner
med Frugt paa hver en Gren.
Natur, o søde Moder,
hvor er Du mild og smuk!
Til Sange Du forvandler
hver Taare og hvert Suk.
I Morgen-, Aftenrøde
Du huldt fortryller mig.
Det Mindste som det Største
jeg elske maa hos Dig.
Selv Grøvtekantens Blomster
i deres simple Dragt
mig lifligt vederkvæge
med lønlig stille Magt.
En Tidsel hæver støvet
sin smukke røde Top,
og Kongelyset rager
saa gult og prægtigt op.
I Kløveret sig tumler
den brune, lodne Bi.
Den fine Guldsmed skinner
som Guld og Sølv deri.
I store Bølger Kornet
for lune Sommervind
med fulde, tunge Vipper
sig gynger ud og ind.
Fra Redens skjulte Gjemme
i Agerrenens Ly
den lille Lærke flyver
med Triller imod Sky.
Livsaligt til mig blinke
imellem Kornets Straa
Markens beskedne Blomster,
de røde, gule, blaa.
Jeg sætter over Grøvten —
jeg er jo ung og let —
og samler mig derinde
en duftende Buket.
... Alt Aftenklokken ringer,
og rask jeg vandrer frem.
Ved Veiens Ende vinker
det yndig stille Hjem.