Du skal vandre ved Strand, ved den vildene Strand,
naar Hjertet uroligt banker.
Som Maager, der flagre henover Vand,
Du sende dine kæmpende Tanker.
Den langlige Bølge med skumklædt Top
høitbrusende fremad ruller
og skyller ad Strandens Stene op
og viger tilbage med Bulder.
Den næste kommer med stormende Hast,
den tredie, den fjerde følger.
Det er som et Bryst, der uden Rast,
bevæget, bølger og bølger.
Det urolige Hav, den urolige Hu,
beslægtede, møde hinanden.
En dunkel Gjenlyd af hemmelig Gru
besvarer dit Suk ved Stranden.
Thi gaa langs Havet din ensomme Vei,
naar Sjælen vaander sig bange;
og Du skal lytte forgjæves ei
til Bølgernes Vuggesange.
Ja, lad din Aand paa sin vilde Flugt
som Maagen paa Bølgen sig vugge —
dit Menneskesuk opløse sig smukt
i hele Skabningens Sukke!