Naar ned i Vinens dunkle Lethestrøm
jeg sænke vil mit Hjertes dybe Savn,
da hører jeg en Hvisken, stille, øm —
det er min Sjæl, som kalder paa mit Navn.
Naar vildt jeg higer efter Elskovs Lyst
Læbe mod Læbe i en Kvindes Favn,
da hører jeg den samme blide Røst —
det er min Sjæl, som kalder paa mit Navn.
Ja, hvergang jeg i Livets Bølgekast
mod skjulte Klipper styre vil min Stavn,
en Stemme hvisker, kjærlig, og dog fast —
det er min Sjæl, som kalder paa mit Navn.
Saa dreier atter jeg min Skudes Ror
og styrer fremad mod den fjerne Havn.
Jeg lytter gjennem Stormens vilde Kor
efter min Sjæl, som kalder paa mit Navn.