Den sande Ungdom vier jeg min Sang,
der under dristig Kamp for Idealet,
naar Modet høiest steg og dybest daled,
fra Sjælen strømmed med bevæget Klang —
en Ungdom, der ei sorgløs gynger hen,
letsindig sværmende, ad Verdensstrømmen,
men sætter Livet ind for Ungdomsdrømmen
og kæmper fremad for at vorde Mænd —
en Ungdom, der ei, gammelklog og kold,
ad Idealet som en Daarskab smiler,
men glad, som til en Dands, i Striden iler
og slipper, selv i Døden, ei sit Skjold —
den sande Ungdom, ikke den af Aar,
den evige, der fældes ei af Tiden,
men voxer, styrkes, luttres gjennem Striden
og endnu blusser under hvide Haar.