Homeros, der med høitbegeistret Sind
saa skjønt besang den græske Kamp paa Landet
og Kong Odysseus’ Eventyr paa Vandet,
skal — siger Sagnet — have været blind.
„Hvorledes? Han, hos hvem saa høi og klar
hver Gud og Helt staaer som i Marmor hugget,
han, der vort Øie op for Skjønhed lukked,
Homeros, selv ei Lyset skuet har!
Hvorledes? Maa ei Kunstnerøiet glad,
som Barnets aabent, skue ud i Verden
og agte nøie paa dens hele Færden
i Sorg og Lyst, i Kjælighed og Had!”
Jo, frit maa Kunstnerøiet skue om
i Jordens underfulde, skjønne Dale,
frit maa det stirre op mod Himlens Sale,
hvis Kunstens Skaben ei skal vorde tom.
Men ikke mindre, som Homeros blind,
en Kunstner, fjernet fra den hele Verden
med al dens travle, hvileløse Færden
maa vende i sin egen Barm sig ind.
Først naar en Olding, blind for denne Jord,
hans høie Sjæl sig lukket har for Larmen,
da opgaaer for ham dybt i Digterbarmen
en anden Verden, underfuld og stor.
Da sidder han, hensunken som i Drøm,
med Mnemosyne, alle Musers Moder,
og maner nye, lyse Verdenskloder —
en Magus lig — af Tidens dunkle Strøm.