Jeg elsked’ meest det kjere Land,
hvor jeg er fød og blev opdragen;
der sad jeg tit paa græsrig Strand,
og hørte Havets stolte Bragen.
:|: Her, tænkte jeg, paa denne Øe,
her vil jeg leve glad, og døe. :|:
Jeg paa de grønne Sletter gik
imellem Agrens gule Grøde;
jeg Uld af Faareflokken fik,
af muntert Qvæg min bedste føde.
:|: Naturen var mit Øies Lyst,
og Sorg var Fremmed for mit Bryst. :|:
Jeg stod saa glad med Solen op,
naar Sommerdagens Morgenrøde
forgyldte fjerne Klippers Top,
og Straaler sig paa Bølger brøde;
:|: og reen og klar som Himlens Blaae,
saa var min unge Sjels Attraae. :|:
Jeg kom til Byens qvalme Borg,
til Modens og til Daarskabs Sæde,
hvor Glæden var forgyldet Sorg,
hvor Armod gik i Purpurklæde;
:|: hvor Lasten Dydens Maske bar,
og Vellyst Sygdoms Moder var. :|:
Min Længsel stod til Fødested,
til Landets sørgeløse Skygger.
Ei saae jeg Mark, ei Faar, ei Qvæg,
og ei hvor Fuglen Rede bygger;
:|: o! tænkte jeg, o var jeg der,
hvor Frihed og Naturen er. :|:
Saa tænkte jeg, da Damon kom,
og han var een af Dalens Sønner;
mit Hjerte han anholdte om,
jeg blev opmærksom ved hans Bønner;
:|: jeg blev — kort! — han mit Hjerte fik,
og Lyst til Landet snart forgik. :|:
Bedrøvet Byen jeg forlod,
thi Damon jeg forlod tillige.
Jeg saae den Eng, hvor grøn den stod,
jeg saae Naturens muntre Rige;
:|: jeg sagde:|: det en Ørken er,
thi jeg her ingen Damon seer. :|:
Saa førte Kjerlighed ham hen
til Øen, til sin kjere Pige.
Mig dobbelt kjær blev da min Ven,
Naturen dobbelt skjøn tillige;
:|: og i hans raske Favnetag
jeg smagte Livets bedste Dag. :|:
Saa hører, Piger! denne Sang,
og lærer, intet Sted at vrage!
Os bliver Tiden aldrig lang
ved Siden af en elsket Mage:
:|: i Dal og Øe, paa Land og Fjeld
udbreder Elskov Fryd og Held! :|: