Hvorfor med Griller Sindet plage,
i Ungdoms friske Blomstervaar?
Hvi Rynker over Panden drage,
mens Livets Rose rød end staaer?
See, Glæden paa hver Bane smiler,
vi gjennem Pilgrimslivet Gaae.
End med sin Krands hun mod os iler,
naar vi paa Skilsmisstedet staae.
end Lunden grøn og kjølig er,
end Maanens fromme Straaler spille
saa klart, som mellem Adams Træ’r;
end Purpurdruens Saft ombytter
for Glæden hver en sorgfuld Stund;
i Aftenglands, i Rosenhytter,
end tryller Kys af elskte Mund.
End Nattergalens Røst indgyder
i Ynglingshjertet Salighed,
end strømmer, naar dens Lovsang lyder,
selv i den Barm, der bløder, Fred.
O herlig, herlig er Guds Klode,
og værd at fryde sig paa den.
Thi vil jeg nyde hver dens Gode,
til jeg i Graven smuldrer hen.