I det skrækkelige Øieblik, da min hele Siel var gjennemtrængt af dyb Smerte over mit uoprettelige Tab, ved min elskte Mands Død; Da mit sønderknuste Hierte var lukket for al anden Følelse, end grændseløs Bedrøvelse — Da, værdige Medborgere! fremkaldte Deres udmærkede Deeltagelse i min Edvards Tab — Deres usigelige hædrende Vidnesbyrd om hans Værd — Taknemmeligheds-Taarer tilbage i mit af Sorg hentørrede Øie. Da skienkede Himlen mig igien dens bedste Gave til Ulykkelige — den Trøst at græde; Thi jeg saae Danmarks og Norges ædle Mænd at fælde Taarer ved Statens og Dydens og Videnskabernes Vens Grav. Jeg saae min Colbiørnsens Minde foreviget ved den uvisnelige Borger-Krands, som Fædrenelandets Udvalgte flettede om hans kolde Isse. Ord formaae ikke at udtrykke den Erkiendtlighed, som opfylder mit Hierte. Værdiges dog, ædle Medborgere! at imodtage den ufuldkomne Tak, som jeg vover at frembære, men ei kan forklare.