Samled’ her i en fortrolig Klynge,
hylde vi uskyldig Munterhed;
Venner, lad os Grillerne bortsynge,
drikk’ af Lethe nyttig Glemsomhed!
Ingen Kummer skal vor Isse bøie,
ingen Sorg fortørne Glædens Gud;
ingen Taare mørkne skal vort Øie:
det er Evans faderlige Bud.
Om end Sorgen tidt forbittred’ Livet,
om end Haabets Smiil i Graad nedrandt:
Druen, Venner! Druen blev os givet,
for at glemme Jorderiges Tant.
Mangen Fryd i Uskylds blide Morgen
tidt til barnligt Hjerte strømmede;
husker Glæden, mindes ogsaa Sorgen:
det er sødt at mindes svundne Vee.
Yngling, Du, hvis Bryst af hellig Varme
hæver sig, nyd Livets bedste Sands!
Held hvem i en elsket Piges Arme
Elskov fletter blid sin Myrthekrands.
Hver en Alder har sin egen Glæde,
Livets Aften er ei tom paa den:
Venskab! i din hulde, skjønne Kjæde
svinder Livet sødt og roligt hen.
Snart maaskee skal vi adskilte vandre
hen ad Livets underfulde Sti;
dog med Ømhed mindes vi hverandre,
mindes denne Aftens Harmoni.