Yndig og riig paa Fryd er Jorden,
kun Misantropen nægter det;
der, hvor den Vise søger Orden,
vildes den Svage saare let;
:|: stedse, ja stedse bli’r det sandt:
Roser man kun blandt Torne fandt. :|:
Søg hos Dig selv Din Sorg, Din Glæde,
da har Du idel salig Fred;
ei Du med Taarer Blomsten væde,
som smykker Banen for Dit Fjed;
:|: kun for at plukkes blev den til,
ak! ogsaa snart den visne vil. :|:
Svig ei Din Ven, vær troe Din Pige,
virksom Du fremme Brødres Held,
da har Du meer end Fyrsters Rige,
da har Du blid og rolig Sjel:
:|: o, den er Jordens bedste Skat,
den bringer rolig Søvn hver Nat. :|:
Da kan Du Druesaften nyde,
og den skal stedse smage Dig:
da skal Dig Pigens Øie fryde,
og hendes Hjerte hylde Dig;
:|: o, det er Himlens største Løn,
den gjør Din hele Bane skjøn. :|:
Rohde.