Hvor længes jeg efter min Frue at see,
Min inviterende Makker,
At nikke til mig, hoverende lee,
At dele med mig sit Vel og sin Vee,
Sine raske Attaquer.
Hvor jeg er lykkelig, hvor jeg er glad,
Naar Fruen sidder og regner,
Naar hendes Tanker gaae frem paa Rad,
Og Haanden udslynger det seirende Blad,
Saa at Fjenden hensegner.
Selv jeg, hendes Makker, mit Banesaar fik
Og maatte jo falde;
Thi mens vi tog hjem ti, elleve Stik,
Var der knusende Vælde i hendes Blik,
Og de ramte mig alle.