Hvor er jeg lykkelig og fro,
Mig Lucas elsker, er mig tro;
Saa lystig, god og stræbsom, han
Ernærer mig, saa godt han kan.
En Dotter har jeg, god og skiøn,
Her hoister jeg min spæde Søn:
De To saa kierligt favne mig:
O Gud! hvor er jeg lykkelig!
Jeg elsker Lucas; thi jeg veed,
At glad for mig han Døden leed.
Snart kommer han fra Marken hiem,
Vor gode Kost jeg sætter frem:
Med Lucas Thrine deler den,
Og da min Spæde slumrer hen:
Jeg seer ham hvile paa mit Skiød,
Og føler, at min Lod er sød.
Min Thrine smiler, reiser sig,
Og favner glad sin Bro’r og mig;
Hun trykker mig til spæde Barm,
Og kysser taus den Lilles Arm!
Saa klapper hun saa sledsk min Kind,
Og titter mig i Øiet ind,
Og siger: ”Moder! Moder! du
”Maa holde meest af mig endnu!”
Nu vaagner glad min lille Søn,
Og gier mig — o! min Ømheds Løn.
Ved Modernavnets Himmellyd
Min Lucas deler og min Fryd.
Det blide Syn han røres ved;
Han bukker sig til Drengen ned;
De Tre saa kierligt favne mig:
O Gud! hvor er jeg lykkelig.
Louise****.