Anonym, 1700-tallet

Den Dag, da, Ædle! Du Din Haand

        Din Brud, min glade Yndling rakte;

Da Himlen knyttede det Baand

        Som begges Hierte sammentrakte;

Da Du saa tro tilsvor den Eed,

        Som ene Skiebnens Magt kan rykke;

        Paa Livets Bane at betrygge

Et elsket Barns Lyksalighed.

Oh! den var skiøn og riig paa Held;

        Men hiin, der saae Dig først betræde

Naturens Skueplads; hiint Væld

        Til huuslig Fryd, til Slægtskabs Glæde;

Den skal for evig mig en Fest

        Blandt alle Aarets Dage være;

        Ja trods hver Frastand skal jeg bære

Dens Billed Hiertet allernæst.

Modtag herpaa et ringe Pandt,

        Hvormed min hele Siæl heniler. —

Han, som den skiønne Kiede bandt,

        Hvor Ømhed Huldskab blidt tilsmiler:

Til Ham i sidste Suk min Bøn

        Skal heed for begges Vel opstige. —

        Elsk stedse, som i Dag, Din Pige!

Og Gud velsigne Dig, min Søn!!