Venskab
Efter Gotter.
Efter Gotter.
Da ikke Dyd og ei Talent formaaer
Den haarde Skiæbnes Egensind at røre,
Og Veien, som saa kort til Graven gaaer,
Maae giennem Ørk og Blomsterenge føre;
Da alt hernede kun Omvexling er,
Med vore hede Ønsker Lykken spøger,
Det bedste Hierte tidt troeskyldigt søger
En varig Fryd, men finder Lidelser:
Skal jeg da, mørk, og dybt indsvøbt i mig,
Ad Banen gaae, som i et evigt Øde?
Ei plukke Blomsterne, som blidelig
Indbydende mig dufte sødt i Møde?
Skal jeg den gode fromme Vandringsmand
Fortiilende og kold min Hilsen byde,
Ei Broderhaand? Skal jeg, den Stund jeg kan,
Det Held, at være Menneske, ei nyde?
Til egen Qval Fornuften vittig var,
Naar slige Bud den stundom skrevet har;
Som Forret blev den os utvivlsom givet
Af Godheds Gud; men ak! vor høie Rang
Forblinder os, vi selv forgifte Livet,
For Møie høste Kummer mangen Gang —
En kiærlig Guddom ei forgiæves har
Paa Livets Tornevei udsaaet Glæder
Med gavmild Haand; hvert Fied, vor Fod betræder,
Frembyder ny, hvis Valg tidt tvivlsomt var.
Her Rigdom os med sine Skatte vinker,
Hist Ærens lyse Glands for Øiet blinker,
Til Guders Rang alt Haabet hæver os,
Og Tid og Grav vi stolte byde Trods.
End hist, af smilende Natur omringet,
Staaer Amors vide Tempel kneisende;
Til ham flyer Ynglingen, af ham bevinget
Til Mildhed og til ædel Følelse;
Den Vise selv hans Alter ydmyg søger
Med jævnet Rynke og blidt smilende,
Ved stakket Roe han her sin Kraft forøger,
I Reisens Møie finder Lettelse.
Men kiælen Elskov bort! bort Rigdom, Ære!
I fængsle ei den ædle høie Siel
Som ikkun Venskabs rene Ild vil nære,
I Venskabs Sympathie kun søge Held;
Beslægtet Siel i salig Stund han finder,
Med ham for Evighed han sig forbinder,
Og dette kun den sande Lykke er,
Den eneste, som er vor Attraae værd.
Det er saa skiønt en Vei sig at berede
I vildsom Ørk, ved Siden af en Ven,
Med slynget Arm hinanden trygt at lede
Paa slibrig Sti forbi Afgrunden hen;
Saa skiønt, af hule Haand en Qvægedrik
Den Tørstende med venlig Hu at byde;
Naar barske Stormes Tordenrøster lyde,
Og Skræk staaer malet i hver Vandrers Blik,
Da huld med ham vor Kappes Skiul at dele,
Og midt i øde rædsommørke Skov,
Hvor Røverbander lure efter Rov
Blandt Ulveskrig, ved Uskyld tryg at dvæle.
End skiønnere, den store Skabers Magt,
Med Lundens Harmonie foreent, at prise,
Og under høie Lindes dunkle Pragt
Ustyrret ved Naturens Bord at spise;
Paa hver en møisom og besværlig Gang
At muntre sig ved snaksom Vennetale,
Og under Spøg og freidig Glædesang
Ved kiøle Bækkes Bredde sig husvale.
O Venskab! skiønne førstefødte Datter
Af ham, den alle Væsners hulde Ven!
Sød, som det Blund, der Haabets Savn erstatter,
Naar haabløs Syg sig drømmer frisk igien!
O! hvad var Livets Irrgang uden dig?
Udbred dit milde Lys paa mine Stier;
Stolt af din Guddoms Leide, jeg opbier
Min Lod, og gaaer, hvorhen du fører mig.
Som Barn du mig paa Moderarme bar,
Som Yngling varslende mig ledet har;
Medlidende du mine Klager hørte;
Og naar du stundom dybt mig saarede,
Du atter selv mig Lægedom tilførte;
Gav nye Glæders fulde Nydelse.
Dig vil jeg sønlig ære, mens jeg nyder,
Dig vil jeg tænke, naar jeg lider Savn;
Den Taare, som ved Vennens Afskeed flyder,
En anden Ven borttørrer i sit Favn.
Tidt medens end vort saared’ Hierte bløder,
Den svundne Ven os uformodet møder,
En Omvei førte ham til os igien;
De aarle skilte atter sammenkomme
I Skumringen, naar Dagen snart er omme,
Og Haand i Haand til Roe de vandre hen.
O! I min Vandrings første rene Glæde!
I Ædle, som min Arm indsluttede,
Da Morgensolen end med haabrig Hede
Ned paa vor Ungdoms Isse straalede;
Forgiæves eder signer Venskabs Minde,
Forgiæves slaaer for eder dette Bryst,
Udstrækker sig til vanlig søde Lyst
Min Arm, med eders Arm sig at forbinde!
Adspredte ere I! Paa fierne Veie
Maae jeg, en Bold for Skiæbnen, eensom gaae.
O! skal jeg aldrig meer den Lykke eie,
Og aldrig meer den stolte Fryd opnaae,
End, før min Banes krumme Løb sig ender,
At finde En af dem, min Siel gienkiender.
Sandberg.