Paa en dydig Kones Fødselsdag
En Fortælling.
En Fortælling.
Da engang i et fremmed Land
Man paa Contanter ei var rige,
Men brugte Sedler, Mand fra Mand,
Og Coursen daglig saaes at stige;
Da fandt en Bondedreng en Skat,
En Pengepung — ret stor og drægtig;
Han skreg: nu har jeg Lykken fat,
Hvor skal jeg nu blie riig og mægtig!
Nu vil jeg strax i Staden boe,
Der faae mig Venner, Titler, Ære,
Der sorgfrie nyde Livets Roe,
Og frie fra Herremanden være.
(Man heraf seer, at Herremand
I andet Land kan Bønder plage:
At ønsket Frihed være kan
Et Maal for Bondens glade Dage).
En gammel Mand i Græsset laae,
Og hørte denne stolte Tale.
Han reiste sig, og Drengen saae,
Hvis Miner syntes Frihed male.
„Hør! sagde han, lad see din Skat!
„Vær tryg — jeg den ei vil bortrøve;
„Mig venter snart den lange Nat;
„Du Penge bedre kan behøve.“
Velan — de Pungen aabnet fik,
Det var den Mynt, som fordum gik
I Pommern, Preussen og de Lande,
Hvor Krig og Nød udfordrede,
At slet Metal blev gode Penge.
Da Drengen denne Mynt fik see,
Han færdig var sig selv at hænge.
Den Gamles Ord var derimod:
„Min Dreng! du maae af dette lære,
„At slet Metal blier ikke god,
„Skiønt den det gode Præg kan bære.“
Vi daglig see en Hoben Folk,
Hvis Navn er stort, hvis Rygte — Mægtig,
Skiønt Munden ei er Hiertets Tolk,
Og ei Forstanden saare vægtig.
Viid, naar man roser Ærens Pynt,
Man ofte Ærens Gravsted priser;
Det gaaer med dem, som Tydskens Mynt,
At Præget ei Værdien viser.
Jeg følge vil den Gamles Ord:
Dit sande Værd mit Formaal være,
Nyefødte! gid du paa vor Jord
Maae længe blive Kiønnets Ære!
Og, hør et Ønske for vor Jord:
Gid sildig den maae Dyden savne!
See dette er med andre Ord:
Gid du maae Verden længe gavne!