Til Sophie Th***r
(I hendes Stambog)
(I hendes Stambog)
Naar Du lykkelig, som Danneqvinde,
Med en Pusling ved Din hulde Barm,
Smiler fro til svundne Timers Minde,
Favnet af Din ædle Mages Arm;
Naar med Modersjel i klare Blikke,
Og med Hustruehjertet i Dit Bryst,
Du gjenkalder mange et: ”Glem mig ikke!”
Og henrykkes af Erindrings Lyst;
Naar Du skuer gyldne Pige-Dage,
Da de mange Skarer hyldte Dig,
Kald Dig og en syg Poet tilbage,
Lad mig haabe, Du vil mindes mig!
Ogsaa jeg har paa Dit Øje stirret,
Trykt min hede Læbe til Din Haand,
Og lyksalig, underlig, forvirret,
Troet min Aand beslægtet med Din Aand.
Ogsaa jeg har knælt for Skjebnens Fader,
Naar jeg ofte, ofte tænkte Dig,
Sukket: ”Du, som signer Myriader,
”Fader, gjør Sophie lykkelig!
Jeg var stolt fordi jeg kunde fatte,
Hvad ej Hver, som hyldte Dig, forstod:
Alt Dit Vids, Din Yndes rige Skatte,
Og fordi jeg føl’de, Du var god.
Og naar nu jeg hører af Dorille,
At Du har en blid, retskaffen Mand:
At Du smiler med en Engels Mine
Til Dit skjønne Kald i Moderstand —
O! da banker højt mit skrantne Hjerte,
Og jeg føler mig saa himmelglad,
At jeg glemmer selve Krampens Smerte,
Modigt sejrer over Lykkens Had.
Derfor, ædle, skjønne, gode Qvinde,
I Din Barm, som rummer mangen Ven,
Ogsaa mig en liden Krog lad finde,
Om Du troer, jeg ej vanærer den!
Og naar jeg fra litanie og Møje
Hviler ud i rosen-smykket Grav,
Kast imellemstunder hid Dit Øje
Til det Blad, Du venligt her mig gav!
Ynd det, peeg derpaa, og siig: ”Veninder,
”Mange Torne gro’de paa hans Vej;
”Blomster ofred’ han til hulde Qvinder:
”Her han gav mig en Forgjetmigej.”