Jeg er ej riig, men glad jeg er,
Og det er Meer, end Guld er værd
I Millioner Dynger.
Med Guld man kjøber ej sin Ro,
Ej Vennelag, hvor fri og fro
Man Hejbergs Viser synger.
Men kom jeg til at eje Meer,
End hele Brittens Gjeld nu er,
Og endnu meer vil stige:
Maaskee man saae med Sorg paa mig,
Hvor fælt det er, at være riig,
Og stolt og dum tillige.
Tilfredshed al min Rigdom er:
At jeg har Venner hist og her,
Det er min hele Ære.
Min Glæde dyrt ej kiøbt jeg har;
Deelt med en Ven den stedse var,
Og saa bør Glæden være.
Jeg er ej mægtig, men jeg er,
Hvad sjelden man hos mægtig seer,
En Ven udaf min Næste.
Og naar i troligt Vennelag
Med Fryd jeg ender brugte Dag,
Jeg taler paa hans Beste.
Ej stjernet Rang jeg arvet har,
Og hvis en Adelsmand jeg var,
Frabad jeg mig den Ære.
Den adles bør, som bedre er,
End andre gode Mennesker;
Og det jeg kan ej være.
Mig selv og Venner vel tilpas,
Jeg tømmer fro mit fyldte Glas
Til Skaal for Jorderige.
Vor Jord er herlig; hvis man Meer
Skal ønske sig paa den, det er:
Den vorde fri og lige!
(Denne Vise søger en Componist, da Forfatteren ingen Melodie kjender, der passer baade til Stavelsemaalet og Indholdet).