Ald verdslig pragt / Med ald sin herlighed / Er snart ombragt / Det maa jeg give magt / Og forandret til fortræd: Thi den som meener i aar / At hand staar / Om hand end frykter Gud / Kand dog snart faa bud / At hand skal herfra / Lade glæden staa / Hvad er da verden at lide paa?
2. Nu stod jeg vist / Med glæden i min haand / O JEsu Christ / Hvor snart er glæden mist! O hvor skiørt er lykkens baand! Jeg meente det holdt fast / Men det brast / Udi et øjeblik / Fik strax en anden skik; Ald min fryd og skiemt / Hastelig blev temt / Og som en søvn forglemt.
3. Nu var fast tid / At glemme ald min sorg / Nu slog jeg lid / At lykken var mig blid; O Fortuna du falske borg. Jeg efter hans ville fand / Fanged an med fryd igen / Og jage sorgen hen / Da kom stor ry / Over land og by / At min sorg angik paa ny.
4. Ald lyst foor hen / Ald verden blev mig leed / Ei verdslig ven / Kand reise mig igen / Dødsens pile slog mig ned: Thi den jeg havde ret kier Og var værd / At holdes for en ven / Tog døden pludslig hen / At jeg unge blod Miste strax mit mod / Da jeg meente best jeg stood.
5. Christlig og vel / Drev hand sin alders tid / Af sind og siel Elskte Gud / ret og skæl / Mod hver mand var from og blid. Thi fortryder mig Ret hiertelig / At saadant ædelt hiert Skulde hændes saadan smert / Ja saa ynkelig udaf dødsens svig / Overfaldes uformod’lig.
6. Ah bittre død / Hvi giorde du det mord? Den angst og nød / Har giort min’ øjne rød’ / Ah hvad har jeg da giort! Ald min natur blev forvendt Og bespendt Med angest runden om / Da saadant for mig kom / At jeg miste brat / Den ædle skat / Som kom mig for dag og nat.
7. Thi maa med mig En hver bekiende vel / Du død giør lig / Den fattig med en rig / Og tager uden forskel: Dog naar Gud give vil Sit lov dertil / Med dig maa dandse hen Baade fiende / frende og ven. Ja i alle land / Hverken kvind’ eller mand / Kand undgaa dødsens haand.
8. Hvo mig har kiend / See mig alvorlig an / Om jeg er den I denne min elend / Som mig kiendte før Hver mand. Jeg maa bestaa det er sandt / Jeg var vant At elske ær’ og løst / Nu har jeg mist min trøst / Udi et øjeblik / Hand drak den drik / Hvorved ald min lyst forgik.
9. Ald min gestalt fra hoved indtil fod / See hvor den faldt / Ved Dødsens streng’ gevalt; Thi forvandler sig mit blod: Jeg som var rosenrød / Seer nu en død Meer’ lig i farv’ og hud / Ah mig bedrøved brud / At den dødsens mord Og ulykke stor Namte mig og mit hierte nør!
10. Raaben og skrig har giort mit hierte mat / Mit hoved sygt / Mine øjne svag dislig / Som mig døden havde fat / Legemet mister sin kraft / Det har hast / Som den til grav far hen / Jeg længes til min ven / Eia var jeg nu der / Hvor min allerkierest er / Det var min Hiertens begær.
11. Jammer og graad / Er bleven min musik / Jeg er forraad Af dødsens gift og braad / Og forgiven af hans drik. Ah kunde jeg ynske mig Sandelig / Ret strax at fare hen / Til min udvalde ven! Thi jeg ved med skiel / At det gaar hannem vel / Og Gud haver gemt hans siel.
12. Naar findes den Mig lær tolmodheds konst; Bort er min ven / Jeg sørger her igen / Min begær’ er omsonst. Enddog jeg udøser klag / Nat og dag / Og er ald min begær / At komme hvor hand er; Men dog lever jeg nu / Men en sorrigfuld hu / Som en eenlig turteldu.
13. Ade god nat / Far vel du prægtig blod / Jeg er nu mat / For dig min ædle skat / Du giorde mig altid got: Om det mig nu forlagt var / Og stod for / At leve her endnu / Steds’ estu mig i hu; Thi du varst min beste ven / Jeg var ogsaa din igen / Det tvinger mig til graven hen.
Anmerkning.
Denne Vise skal være giort af Frøken Anna Catharina (og er den saa vel digted/ som den forrige/ ilde) som Bogstavene findes for paa et hvert Vers. Her udøser hun sin Hierteklage væmodeligen over sin trolovede Kierestes/ Frands Rantzovs/ da Danmarks Riges Hofmesters/ uformodelige og ulykkelige Tilfald/ der hand/ Aar 1632/ den 5. Novemb. udfaldt uforvarende og druknede i Graven/ som gaar om Rosenborg i Kongens Have.