H.C. Andersen (1805–75)

Impromptu

(Skrevet i Sommeren 1832, paa en Træstamme i Skoven ved Nøragergaard, i Nærheden af Tiissøe, med Udsigt til Fyen og Beltet.)

Den grønne Skov, saa ungdomsfrisk og fager,
Skal engang vorde Ager;
Og hist bag Krattet, Søens dybe Seng
En sivgrøn Eng,
Hvor Fuglen klynker i de tætte Rør,
Mens Mindet døer.
Selv Hjertet med sit skjønne Flamme-Guld,
Vil blive Muld.
Thi synge Skov og Søe og Sommer-Luft:
„Nyd Øieblikkets friske Blomster-Duft!”
Hist slynger Beltet sig, en sølvhvid Sti,
Hvor Snekken, som en Maage, gaaer forbi.
Dernede Baaden over Søen seiler,
Den brune Sky sig smukt i Vandet speiler,
Alt aander Fred, her svinder hver en Smerte.
Men bring ei Sorgen med dig i dit Hjerte!
Skue rundt omkring! flyv Sjæl paa Tankens Strøm!
Thi Glæden er en kort, men deilig Drøm.