Hov Vægter! Klokken er slagen ni!
Kom Elskede! Lyd mig i det!
Et Kys for hvert et Klokkeslet!
Ni Kys, ak, vil Du bare see,
Det er jo kun tre Gange tre;
Giv fra hver Muse et til mig,
Og saa et lille et fra Dig!
Hov Vægter! Klokken er slagen ti!
De ti Guds Bud Du mærke maa;
Især lad Dig for Øie staae,
Thi glemmes det — o Hjerte, skjælv!
Husk — „elsk din Næste, som Dig selv!”
Det siger Gud og Præsten,
Og jeg — er Næsten!
Hov Vægter! Klokken er slagen elleve!
Jeg drømmer Dig, jeg synger Dig,
Du ene Sælen er i mig,
Er dog saa kold. Min Elskovs Gud
Har lært mig smukt det elfte Bud:
„Du sollst Dich nicht verblüffen lassen”,
For Qvinten eller Bassen.
Hov Vægter! Klokken er slagen tolv!”
Ved Midnat stige Aander frem,
I Hjertet dybt de har sit Hjem,
Til Punkt og Prik de ligne Dig,
Og holde grusomt Huus med mig.
Ak, Klokken tolv, o Smerte!
Det spøger i mit Hjerte.
Hov Vægter! Klokken er slagen eet!
Eet Hjerte, som bestaaer af to,
Er Livets Lykke, kan Du troe.
Eet, det veed Gud, jeg give vil,
Læg Du saa smukt det andet til:
Da vil ei Lykken tøve,
Vi kan jo sagtens prøve.
Hov Vægter Klokken er slagen to!
See Øieblikket uden Ro
Gaaer mellem Evigheder to;
Derfor de to som een kun staae.
Med os det ligedan vil gaae,
Naar vi, som Evigheden,
Nu mødes smukt herneden.
Hov Vægter! Klokken er slagen tre!
Tre Herberg her os Himlen gav,
Vor Vugge, Verden og vor Grav.
Ved Vuggen sidde Skjæbnens Tre,
De synge Livets Lyst og Vee.
De sikkert sang en Mand for Dig.
O siig, om ei de nævned mig?
Hov Vægter! Klokken er slagen fire!
Ved Dig min Sjæl paa Livet troer,
Og Verden er mig skjøn og stor;
Men svigter Du, det hænder let!
Da vil jeg sove — glemme det.
Bag fire Fjæle Hjertet sover,
Og Græsset groer derover.