Tiggeren og hans Hund
(Efter Adalbert von Chamisso.)
(Efter Adalbert von Chamisso.)
„Erlægge tre Daler i Skat for min Hund,
Hvis ei, see den druknes i denne Stund?
Hvad tænker det høie Politie!
Hvortil det evige Slagterie!
Jeg er en gammel, sygelig Mand,
Der ikke en Hvid fortjene kan,
Jeg har ei Penge, jeg har ei Brød,
Jeg lever jo kun af Hunger og Nød!
Og naar jeg var syg i Vinteren — ja,
Hvem var det, som sig forbarmed’, da?
Hvo blev hos mig ved Dag og Nat,
Naar jeg i Verden var reent forladt?
Hvo elskede mig vel tro og huld,
Hvo varmed’ mig mod Vinterens Kuld,
Hvo fulgte mig min tunge Vei,
Og hungred’ med, men knurred’ ei?
Det gaaer til agters med os to,
Du er nu syg og gammel jo,
Du stakkels Dyr! — trods Vee og Ak,
Jeg skal Dig drukne, det er din Tak!
Det er din Tak! det er din Løn!
Saa gaaer det mangen Jordens Søn;
Guds Død! jeg hug i mangt et Slag,
Men Bøddel blev jeg først i Dag!
Her er jo Strikken, Stenen med,
Og her er Vandet — nu afsted!
See ei paa mig! — — Er det saa stort!
Et Stød med Foden, saa er det gjort!”
Men medens sin Hund han binde vil,
Den slikker hans Haand og logrer dertil,
Og atter han Strikken til sig drog,
Fast om sin egen Hals den slog!
Han gjorde en Eed — det var en Gru!
Sin sidste Kraft han samled’ nu,
Og styrtede sig i Floden ned,
Den skjulte ham med hvad han leed.
Og Hunden sprang ud — den frelse vil!
Den hyled’ om Hjælp; snart Folk kom til;
Den logred’, den greb den gamle Mand,
— Men slæbte dog kun et Liig i Land.
Ei viet Jord den Døde fik,
En Hund kun med som Følge gik,
Den lagde sig paa Graven her,
— Man siger, at den døde der.