Den første Dag — jeg husker det godt!
Det var paa Marken, foran et Slot;
Man hængte En i en Galge der,
Og det var min Fader, denne her.
Min Moder man ind i Hullet jog,
Men dirke hun kunde det sølle Skrog,
Hun løb til Skoven, mig tog hun med,
Og vi kom begge ret godt afsted.
Den Gang var jeg kun en Unge.
Den anden Dag — Ja Tiden jo gaaer!
Da var jeg saadan en nitten Aar,
Jeg blev forlibt — jeg var ei klog!
Nær havde jeg blevet et ærligt Skrog;
Hvad Kjæresten vilde, det vilde jeg med,
Men hun gjorde Nar af min Kjærlighed,
Hun var som de andre af Evas Slægt,
Jeg blev da igjen en Tyveknægt,
Og det skal jo nogen være!
Den tredie Dag — ih nu, lad gaae!
Jeg maa vel slægte min Fader paa.
Af Sult min Moder forlængst gik bort,
Men jeg, jeg gjør det nu mere kort —
Lidt høit jeg hele mit Liv tænkt,
Nu kommer jeg høit — nu bliver jeg hængt.
Maaskee min Kjæreste seer herpaa,
Hun er her med Manden og alle de Smaa,
At see, hvor Tyven kan dingle!
